Bevis for kuglens rumfang

Kuglens rumfang og overflade areal
En halvcirkel som omdrejningslegeme:

cirkelligning: y = √(r² – x²)

cirklen centreret i origo skæres af x-akse i (–r,0) og (r,0) og af y-akse i (0,r)
Omdrejningslegemets rumfang generelt: V = π ∫ f(x)^2 dx
Omdrejnings-halvcirklens rumfang ved drejning om x-aksen: V = π ∫ (-r to r) [√(r^2 –x^2)]^2dx
= ∫ (- r to r) π (r² – x²) dx

stamfunktionen til r^2 – x^2 er π ∫ r² dx – π ∫ x² dx =
Da r^2 er konstant:

πr² ∫ dx – π ∫ x² dx =
Stamfunktionen til x^2 er andet led:
πr²x – π 1/3 x^3 + c =

Til sidst indsættes grænserne, hvilket giver:
r
∫ π (r² – x²) dx = π (r² – x²) dx = [πr²(r) – (π/3)(r)³] – [πr²(- r) – (π/3)(- r)³] = πr³ –
-r
(π/3)(r)³ – [- πr³ + (π/3)r³] =

πr³ – (π/3)r³ + πr³ – (π/3)r³ =

2πr³ – (2π/3)r³ =

(6πr³ – 2πr³) /3 = (4πr³) /3

Ergo rumfanget af kuglen er som forventet (4/3)πr³
Kuglens overfaldeareal: svarer til rektangels med siderne 2rπ (en storcirkels omkreds) og 2r. Ergo 4πr^2

Solens radius er 109 gange større end Jordens. Solens rumfang er derfor 109^3 = 1.295.029 gange større end Jordens, når det forudsættes at Jordens og Solens former er kuglens.
Solens overflade areal er 109^2 = 11.881 gange større end Jordens.

4. kapitel Bag ved scenetæppet og bag ved scenen

Council On Foreign Relations (C.F.R. = Rådet For Udenrigsanliggender) og Magten set mere fra “den indre” opfattelse

Etableret i 1919 er blevet kendt i U.S.A. under navne som “Det etablerede Samfund”, “Den usynlige Regering” og “Rockefeller’s Udenrigsministerium”. C. F. R. tog initiativ til FN, og Rockefeller skænkede grunden, hvorpå FN-bygningen i New York blev bygget. C. F. R.s første fornemme opgaver var at “privatisere den amerikanske pengeudstedelse” (= lægge den i visse private hænder) via Det Føderale Reservefonds System i U.S.A. og at styre medie- og film-verdenen. Præsident Woodrow Wilson var sat ind af finansfyrsten Jacob Schiff (søn af Rothschildhuset i Frankfurt – se mere herom under Statsfinansier nr. 1 i Appendiks 6. Jacob Schiff giftede sig med en datter af Loeb fra firmaet Kuhn & Loeb, købte Kuhn ud og bidrog til “Co” i Kuhn, Loeb & Compagny). J. Schiff og senator Nelson Aldrige fik med præsident Wilson d. 22. december 1913 vedtaget nogle skæbnesvangre tilføjelser til den amerikanske forfatning, der gjorde det muligt for nogle ganske få (cirka 13 familier og deres agenter) frem-over at kontrollere og styre U.S.A.’s økonomi under alle forhold. Vel at mærke nogle få uden for kredsen af lovligt og demokratisk valgte. At inddrage demokratielementet som en betydende strukturel størrelse strider simpelthen imod vor intelligens.

Disse få skulle derimod udvælges uden for megen omtale af den kommende selvsupplerende C.F.R.-loge1, som var på tegnebordet og skulle bruges efter 1. verdenskrig. Man fik ved samme lejlighed lagt grunden til indkomstskatten og samtidig grundstenen til de galaxe-store skattefrie, humanitære fonde, som var mangebillionærernes. Midlerne i disse fonde blev bl.a. brugt til at

1 I dag er der C.F.R. filialer rundtom i verden, således Udenrigspolitiske Institutter i Danmark og Norge, C.F.R. i Belgien, det australske Institute of International Affaires, Royal Institute of International Affaires i England. Hertil kommer bl.a. C.F.R. filialer i Frankrig, Italien, Grækenland, Tyrkiet og Indien. På deres hemmelige møder bestemmes skæbnen i store træk for de respektive lande og borgere, uden at disse borgere eller pressen tillades at være tilstede. Naturligvis kun de større linier.

skabe “Det nye menneske” (se nærmere kapitel 10). Indkomstskatten blev gennemført uden enkeltstaternes godkendelse. Planen for C.F.R. blev lagt i Jagtklubben på Jekyl Island i Georgia i efteråret 1908 (mere herom senere i dette kapitel). Da stod man med en nyvalgt præsident William Howard Taft (sagfører og dommer). Han ville – vidste man – nedlægge veto mod en sådan vedtagelse i Kongressen. Derfor måtte man vente til den mere skrupelløse, internationalistiske og svage præsident Thomas Woodrow Wilson kunne forventes valgt i 1912. Når jeg betegner Wilson som svag, betyder dette ikke at han gjorde sig dårligt i markedsføringen. Den klare, specifikke, koncise Artikel 1, Section 8, Paragraf 5 i USA-forfatningen var med Federal Reserve Law (af den 22. december 1913) sat ud af kraft. Man havde via dagsordenen diskret fået placeret vedtagelsen på dette sene tidspunkt lige før jul. Flere i Kongressen var taget på juleferie før vedtagelsen, få forstod vel også konsekvenserne af denne bedrageriske 16. tilføjelse til Den Amerikanske Forfatning. Det blev ikke den sidste skæbnesvangre tilføjelse. Læs bl.a. den veldokumenterede “The Federal Reserve Conspiracy” skrevet af Eustace Mullens. Denne udgivelse er lidt svær at finde på de offentlige danske statsbiblioteker.

Præsident Wilsons og selskabets interesser vedrørende Amerikas engagement i Den første Verdenskrig kan ikke være uden interesse for den sandhedssøgende2: Da den store humanist Woodrow Wilson kørte kampagne for sit genvalg i 1916, var hans hovedslogan: “Genvælg

2 Det er min mening at vise, hvad man gør for at få vendt opinionen, ikke min mening at tage stilling til rivaliseringen mellem Tyskland og England, den ufri industri- og handelskonkurrence på kontinentet, konkurrencen på havet og monopolerne i kolonierne, og så tilsidst konkurrencen på landjorden, mest finan-sieret med statsgæld. Den tyske stålproduktion, der hovedsaglig var koncentreret i Ruhr-distriktet, blev i perioden 1880-1913 12-doblet. I samme periode voksede Tysklands andel af verdenshandelen fra 17 til 22 procent, mens den britiske gik ned fra 38 til 27 procent. Statsgælden i Tyskland fordobledes fra 1900 til 1910. Under den anden Marineforøgelse indførtes indkomst- og formueskat i 1913 for første gang i Tysklands historie. Ved begyndelsen af den første verdenskrig var den tyske stålproduktion tre gange så stor som den britiske. De netop nævnte er nogle ikke ganske ubetydelige indikatorer på, hvorledes forholdet mellem England og Tyskland tog sig ud optil Den første Verdenskrig. Tyskland havde reelt vundet krigen efter de første to år, og det tilbød da også England en status quo ante fred; men så blev Amerika inddraget i den, og herved skulle den blive forlænget med yderligere to år. Indtil da havde De forenede Stater været næsten helt og holdent protysk, mest begrundet i finansmændenes uvilje mod den russiske Zar og hans styre. Efter USA var blevet inddraget i krigen afgav England The Balfour Declaration om at sikre oprettelsen af et Israel i Palæstina. Det kunne ligne en slags pris for et 180 graders skift i USA’s udenrigspolitik, der så også indebar en fornyet opblussen af verdenskrigen med USA’s deltagelse.

manden, der vil holde jeres sønner ude af krigen.” Republikanerpartiet anklagede Wilson officielt for i pressen, at han længe forinden var gået ind på at kaste amerikanerne ind i krigen. Efter genvalget i 1916 vendte han 180 grader og sendte U.S.A ind i krigen i 1917. Han anvendte sænkningen af Lusitania, et af den engelske Cunardlines største og hurtigste passagerdampskibe – på ruten Liverpool-New York. Den 7. maj 1915 blev det torpederet af en tysk U-båd ved Irlands sydkyst, hvorved ca. 1500 mennesker – deriblandt kvinder og børn – omkom. Denne forfærdelige udåd skabte en nidkær noteveksling mellem U.S.A. og Tyskland, da der var en mængde amerikanere mellem de omkomne. Tyskland havde nemlig bestemt lovet ikke at torpedere passagerskibe. Chefen på den torpederende U-båd var kaptajnløjtnant Schwie-ger. Han omkom senere, ved at hans U-båd forliste. Uanset dette, egnede denne rædselsfulde hændelse sig som redskab til at opildne folk med i U.S.A. Lusitania var ikke blot et passa-gerskib.

David Icke viser i bogen: ‘…And the truth shall set you free’, at Lusitania foruden passagerne var lastet med militær udrustning til briterne.

Lenin og Wilson havde ikke så lidt tilfælles. De var grænseløst skruppelløse og begge sat ind og styret af det internationale selskab. De døde begge i 1924 af syfilis. I 1912 havde zionister og frimurercirkler hjulpet Thomas Woodrow Wilson til magten i USA. Som præsident arbej-dede han flittigt på at få den russiske Zar afsat. En bagvaskelseskampagne blev sat i gang uden synderlige virkninger. Til gengæld havde Rusland lånt en stor (men ikke uoverkom-melig) sum penge for at blive i stand til at gå ind i verdenskrigen. Det betød at landet var særlig sårbart. Ifølge Alexander Solzhenitsyn stillede Den International Højfinans den rus-siske regering et ultimatum: Jøderne i Rusland skulle tillades at handle som jøder. Al kredit blev øjeblikkelig suspenderet. Uden den kredit kunne Rusland ikke længere finansiere krigen. Udenrigsminister Segei Sazonov bekræftede, at de Allierede ikke kunne hjælpe Rus-land heller, da de også var afhængige af den finansielle elite. (A. Solzhenitsyn, ‘Collected Wri-ting’, Paris, 1984, Vol. 13, pp. 263-267).

Frimureren Winston Churchill lagde (efterfølgende) vægt på, at hvis USA ikke var gået ind i 1. verdenskrig, måtte der have været sluttet fred mellem England og Tyskland, og så var den russiske Zar ikke blevet fjernet. Da ville bolchevikkerne ikke have været i stand til at tage magten i Rusland (Social Justice Magazine, nr. 3, 1. juli 1939, p.). Sådan skulle det ikke være. Der blev spundet milliarder på 1. verdenskrig og senere på bolchevikiske udryddelsesregime. Wilson lovede at det ville blive den sidste krig i menneskehedens historie.

I 1941 blev U.S.A. inddraget i 2 verdenskrig, også ved en slags katastrofe – ’noget aldeles uventet’ – der savner fornuftsforklaring. Den ligeledes store humanist F. D. Roosevelt havde – præcis som Woodrow Wilson i 1916 – lovende sagt i 1940, da han, som det var muligt dengang, for tredie gang søgte genvalg: “I say again and again and again that I will never send American boys to fight on foreing soil” (= “Jeg siger igen og igen og igen, at jeg aldrig vil sende amerikanske drenge ud og slås på fremmed jord”).

Tilbage til de større linier på det europæiske fastland:

Der var et reelt problem med Zarens Rusland, der ikke til fremme af Den Nye Verdensorden var eller ville blive hængt op på en uoverkommelig statsgæld efter 1. verdenskrigs kaos, Nationernes Liga. De andre europæiske nationer var blevet “sat på statsgældens skinner” allerede på Wiener-kongressen fra september 1814 til juni 1815 efter Napoleonskrigene. Norge forsøgte med Kronprins Christian Frede-rik og den norske grundlovgivende forsamling på Eidsvold 10.-17. maj 1814 at få Kieler-Fredens3 skæbnesvangre bestemmelser omgjort til ugunst for Carl Johans (Bernadotte) stormagtsdrømme sammen med Grev Wedel-Jarlsberg i Norge. Danmarks u-selvstændighed og specielt Frederik VI’s alliance, for sene alliancesskift og formentlig Kronprin-sens manglende sans for rænker førte til, at Norge kom i union med Sverige. Alt var afgjort for Norge den 14. august 1814…, de fornemme, ført an af Fyrst Metternich og “pigerne”, skålede i Champagne i Wien. 4(se mere herom nedenfor)

En af C.F.R.s stiftere, finansfyrsten Paul Warburg, deltog i finansieringen af Lenins, Trotskis, Stalins og Hitlers propaganda og magtovertagelse5. Efter det mislykkede revolutionsforsøg i Rusland i 1905 endte Lenin i exil i Schweiz, Trotsky i New York, og Stalin blev sendt til Sibi-rien. Så de fik et forsøg mere i 1917 midt under første verdenskrig, da denne netop ikke så ud til at falde ud til Ruslands fordel, og USA blev inddraget i krigen.

3 Separatfred forud for Wienerkongressen.

4 Det var et ruineret Europa, bankerotte stater, og folk det var umuligt at plyndre mere i skat. Folk, som Wienerkongressens fyrster repræsenterede med en pragt, der stod i misforhold til folkenes fattigdom.Overalt bankerotter, deflationskriser og revolutionær voldsomhed. I Danmark en devaluering på 90 procent i 1813.

5 “De tre store” i Tyskland, Deutsche Bank, Dresdner Bank og Kommerz Bank var allerede i 1930 involveret i at støtte Hitlers magtovertagelse.

Elitens totalitære interesser var tilrettelagt forud:

I 1915 var der blevet etableredet et særligt selskab i New York til kordinering af hjælpen til Lenins bolshevikker. Det blev organiseret af Rockefeller, Morgan og bl.a. National City Bank, hvis præsident var Frank Wanderlip. De gjorde det ikke fordi de havde en særlig forkærlighed for kommunismen – som den senere blev benævnt. Den slags ideologi-vrøvl har aldrig interesse-ret sådanne folk, der ved bedre. De gjorde det kun, fordi de vidste revolutionen ville sikre deres egne mål bedre, verdensdominansen. Man skulle synes at international kommunisme skulle skræmme sådanne folk. Når alt kom til alt finansierede de bolshevikkernes magtovertagelse og samarbejdede med dem udelukkende for at kunne kontrollere dem. Kuhn, Loeb & Co understøttede senere gennem deres tyske afdelinger Trot-skys magtovertagelse i Rusland i efteråret 1917 med 20 mill. dollars. Disse blev senere over halvårsperiode tilbagebetalt med 102,29 millioner dollars (jfr. New York Times 23. august 1921).

Også umiddelbart efter revolutionen infiltrerede finansmændene Sovjetunionen ved at sende adskillige agenter derover og lade dem være ledet af Trotsky. De besatte alle ledende stillinger i regeringen. Efter revolutionen blev olieproduktionen skåret drastisk ned og Standard Oil – senere Exxon – ejet af Rockefeller, genvandt dets førende stilling på verdensmarkedet. I 1926 indgik Rockefeller og andre kompagnier under hans kontrol en aftale med Sovjetunionen. Aftalen tillod de store kompagnier at sælge russisk olie på de europæiske markeder mod til gengæld at yde Rusland et lån på 75 mill. dollars. Året efter byggede deres hemmelige amerikanske partner et olierafinaderi i Sovjetunionen. Det satte skub i den økonomiske udvikling i den sovjetiske økonomi (læs om NEP-politikken i kapitel 2). Det vil sige, at alle involverede i komplottet tjente også formuer på det russiske folks lidelser.

Lige ved den tid (1924-1925) afløstes Lenins massemyrderier af Stalins, som i Vesten særlig er kendt for sine udryddelser af bønderne under kollektiviseringen, udrensnings-processerne og den allesteds nærværende terror vendt mod gud og hver mand i Sovjetunionen. Hvem af de tre der var værst i hense-ende til myrderier og menneskelige lidelser er vanskeligt at afgøre. Der opbyggedes forherligende myter om både Lenin, Trotsky og Stalin, og Vestens medløbere troede på dem uden at kende noget som helst til realiteterne. Sådan er vi mennesker, når vi ikke ved bedre, i alt fald, så forledes vi nemt til at tro på næsten hvad som helst.

I alt en trediedel af Sovjetunionens befolkning myrdedes 6, og utalte millioner endte i lejrene i Gulag. End ikke i dag tør mainstream-medierne berette de kolde kendsgerninger om udryddelserne. Løgnene om de tre er utallige og selvproducerede. Om Trotsky kan det anbefales at læse bl.a. historikeren Kristian Gerners kronik “Russisk revolution”, Svenska Dagbladet, Sverige, 6. september 1988. Det gik ikke blot udover almindelige bønder, som der var flest af. De startede med intelligensiaen. Senere myrdede de stort set alt omkring sig i en konstant blodrus. I 1929, umiddelbart efter fjernelsen af Trotsky, gik Stalin i gang med at forfølge trotskister overalt i kommunisternes kadre. Mange af dem var jøder, og de var som nævnt fulgt med de amerikanske og tyske investeringer i Sovjetunionen. Fra 1928-1934 gennemførtes tvangs-kollektiviseringen af det russiske landbrug, hvor utallige millioner udslettedes. Stalins virkelige interesse for at fjerne jøderne fra indflydelsesrige poster startede dog først omkring 1947, og da var hans tid næsten omme. Formentlig var denne interesse den egentlige årsag til giftmordet på Stalin 1953, som vi ikke har hørt så meget om. Utallige blev dræbt eller fængslet. I 1938 blev de fleste af de gamle ledere fra revolutionstiden, gene-raler og politikere med direkte tilknytning til den bolshevikiske revolution fundet skyldig i forræderi og spionage, og så blev de også henrettet. Var det den usynlige hånd, der gradvist var blevet tydeligere at erkende? Som mange før og efter ham undervurderede han sine modstandere. Ingen socialiststat eller, hvad der er det samme, kommuniststat har nogensinde været sat i værk af de laveste lag. De magter intet, der ligner en revolution eller en statsopbygning for den sags skyld. Derimod snydes de hver gang. Ingen krig er heller blevet fremkaldt af de brede masser, men altid af deres skruppelløse ledere, mest af internationalt tilsnit. Trotskys omtumlede, men veldokumenterede rejse fra New York til Rusland i foråret 1917:

Ved 1. Verdenskrigs udbrud boede Trotsky fortsat i New York, Lenin fortsat i Schweiz. Trotsky vandrede i aftentimerne ud og ind hos den store finansfyrste Jacob Schiff (senere medlem af C. F. R.). Pludselig den 27. marts 1917 forlod Trotsky sammen med 275 internationale terrorister

6 Ifølge forfatteren Vladimir Soloukin i tidsskriftet Oginyok, december 1999.

og eventyrere New York på skibet S. S. Kristianiafjord sammen med 20 mill. US$ i guld til at finansiere den russiske revolution med7. De canadiske myndigheder opbragte skibet den 3. april, da det lagde til ved Halifax, Nova Scotia. De fandt 10.000 US dollars (svarende til ca. 1 mill. US dollars i dag) på Trotsky personligt, så han blev arresteret sammen med sin kone og og deres to børn. Den egentlige årsag til op-bringelsen var at der blevet sendt et telegram fra London den 29. marts 1917. Det fortalte, at Bronstein-Trotsky og hans socialistvenner plus nogle børsspekulan-ter var på vej til Rusland for at starte en revolution. Trotsky hævdede at pengene, som de fandt på ham, stammede fra Tyskland. Canadierne anså ham for at være en kollaboratør på tyskernes side. De skulle bare have vidst. Uanset Trotsky’s amerikanske pas, afviste canadierne at frigive ham, fordi de udmærket kendte ham og vidste, hvor han ville hen – det havde telegrammet afsløret. På det tidspunkt var Canada, U.S.A. og Zar-Rusland i krig med Tyskland. Revolutionen var imod de almindelige politiske interesser i Amerika og Canada, fordi dens succes ville sætte Lenin i stand til at lave en fredsafslutning med Tyskland, der så kunne bruge alt krudtet på at gå mod vest (USA-arrangementet i den senere såkaldte WW2 og minder om en gentagelse af noget af scenariet fra WW1). Det viste sig at Trotskys rejse netop var aftalt – se de næste afsnit. Under pres fra Woodrow Wilson, som var de sammenspistes mand, blev Trotsky alligevel løsladt fem dage senere. Canadierne und-skyldte, at de have afbrudt Trotsky’s rejse. Senere blev alt gjort for at skjule den kendsgerning for den canadiske offentlighed (særlig efter 1919), fordi myndighederne vidste de netop havde forlænget verdenskrigen med et år ved at løslade Trotsky. Alle dokumenterne der viser, hvad der skete er nu frigivet af de nationale canadiske arkiver.

Lenin forberedte på det tidspunkt en fest i sit luxus-eksil i Schweiz for at samle partitoppen. Ved denne fest deltog Max Warburg (hemmelig politichef i Tyskland og Paul Warburgs broder) og Colonel E. Mandel House. Sidstnævnte var den amerikanske præsident Woodrow Wilsons rådgiver og “kæledægge” samt Jacob Schiffs – Rothschilds agent i U.S.A. – særligt fortrolige sendebud. Bemærk, at U.S. A. havde p.g.a. krigen afbrudt alle officielle forbindelser med kejserens Tyskland og var officielt allieret med Zarens Rusland. Max Warburg skulle sikre revolutionsledernes (Lenins og 32 mere) transport gennem Tyskland til Rusland uden den tyske

7 Bl.a. bekræftet af Jacob Schiff’s barnebarn John Schiff i interview med Charlie Knicker-bocker ansat i Hearst-koncernen. Congressional Records under nummeret HJ8714.U5 specificerer nøjagtigt på hvilken måde 100 mill. dollars til samme formål blev brugt af den amerikanske regering. Den finansielle assistance til russerne er også dokumenteret i Congressional Record, 2. september 1919.

regerings officielle viden. Max Warburg var tillige storfinansier i Hamburg med sæde i den tyske Reichbanks Præsidium. Mortimer Schiff, Felix Warburg, Otto H. Kahn, Max Warburg, Jerome Hanauer, Alfred Mildner og kobber-familien Guggenheim financierede bolchevikkerne, jfr. historikeren David Shub.

Et dokument (861.00/5339) i arkiverne i US State Department bekræfter at to navne mere skal nævnes i den forbindelse, Max Breitung og Isaac Seligman. I følge det samme dokument, var der lagt planer om at fjerne Zaren i februar 1916. Der er altid nogle folk, der tjener penge på krige og revolutioner. Det må man aldrig glemmer, når man forsøger at forstå historien. The New York Harald Tribune skrev: “Det ser ud som om den bolshevikiske revolution i Rusland i virkeligheden er en enorm finansiel operation, hvis mål det er at overføre kontrollen med uhyre sum penge fra russerne til europæiske og amerikanske banker.”

Bankieren Max Warburg spillede en central rolle i fondsfinansieringen af kommunisternes propagan-da i Rusland. Han sørgede for at industriejeren Hugo Stinnes gik ind på at give to millioner rubler til bolchevikkernes propaganda-aktiviteter den 12. august 1916 (Ifølge Jüri Lina i bogen ‘Under the Sign of the Scorpion’, Stockholm 1994, side 152, der refererer Zeman i ‘Ger-many and the revolution i Rusland, 1915-18. Dokumenter fra arkiverne i det tyske udenrigs-ministerium’, London, 1958, side 92).

Et lille uddrag af Jüri Linas ypperlige og veldokumenterede bog fra 1994:

“Russerne var ude af stand til at bygge de mere avancerede fabriksanlæg, heller ikke selvom amerika-nerne gav dem detaljerede instruktioner. Således indgik industripioneren Albert Kahn fra Detroit en aftale med Moska i februar 1930 ifølge hvilken han skulle bygge en række indu-strier i Sovjetunionen. De samlede omkostninger beløb sig til to milliarder dollars (1930). Af de store projekter som zionisten Albert Kahn gennemførte kan der nævnes elektromotorfabrik i Elmash i Ural og turbine-fabrikken i Kharkov (designet af General Electric). Hans nærmeste assistenter var rådgivere for Sovjetunionens regering i spørgsmål vedrørende den anden femårsplan, ifølge Encyclopaedia Judaica.”

[Vi har hørt om Stalins behandling af sine egne trofaste soldater, da mange vendte hjem efter at have været krigsfanger i vesten efter krigen – han slog de fleste ihjel og resten blev sendt til Gulag, formentlig kun fordi de ikke skulle kunne oplyse, at selv i krigstid var vesten lysår fra Sovjetunionen m.h.t. effektiv samfundsindretning, men det følgende har været holdt skjult og holdes fortsat skjult:]

“Sovjetunionen lokkede 100.000 amerikanere til at tage til Rusland. De fleste af dem fik aldrig lov at vende tilbage. De blev gjort til sovjetiske borgere mod deres vilje. Nogle af dem, der begyndte at protestere og kritisere kommunismen endte endog i fængselslejre. Dette for at fortælle hvor bekymrede magtspekulanterne var for at den amerikanske offentlighed skulle få detaljeret information i hænde om forholdene i det kommunistiske “paradis”. 60.000 tyskere arbejdere tog også til Stalins regime.”

“Der blev således designet utallige projekter i opbygningen af den falske front mod kommu-nismen. Den internationale finanselite (Kuhn, Loeb & Co, Morgan, Rockefeller, Warburgerne, Dillons, Cyrus Eaton, David Kendall o.a.), som tog sig så godt af bolshevikkerne, hjalp også Adolf Hitler til magten. Bl.a. Charles Highams, “Trading with the enemy”, New York 1983, dokumenterer dette til punkt og prikke.”

“Det er en myte, at kapitalisterne ikke vidste, hvad de gjorde. De vidste udmærket hvorfor de hjalp alle mulige politiske banditter. Stalin og Hitler havde også længe fælles forretningsinter-esser, fordi de forberedte en udryddelse af hinanden.”

“Det blev i øvrigt besluttet i San Diego i maj 1941, at Hitler ville angribe Stalin og ikke omvendt. Dette ville blive mere fordelagtigt for den internationale elite. Admiral James Richard-son var nået til det analyseresultat, at det ville være mest fordelagtigt for USA, hvis Hitler angreb Stalin først (jfr. Igor Bunich, “The Party’s Gold”, St. Petersburg, 1992, p.133).”

“Winston Churchill’s artikel “Zionism Versus Bolshevism”, der blev offentliggjort den 8. februar 1920 i Illustrated Sunday Herald, fortæller at Trotsky tilhørte den samme jødiske sammensværgelse som den, der begyndte med Adam Weishaupt (mit: som førende skikkelse i det åbne).” (Slut med citater fra Jüri Linas ‘Under the Sign of the Scorpion’, Stockholm, 1994).

Franske historikere har netop (1996/1997) afdækket via de nu tilgængelige Sovjetanaler og fået bevis for, at der forelå en hemmelig aftale mellem Lenin og det tyske kejserrige om, at så snart Lenin fik revolutionen iværksat, skulle de tyske hære forlade Østfronten, og kun dersom Lenins revolution mislykkedes, skulle krigen der genoptages.

Så kan man spørge, hvorfor de amerikanske banker valgte Lenin til at udføre deres arbejde i Rusland. Simpelthen fordi hans program gik ud på at nationalisere bankerne og kontrollere alt fra centralt hold. Monopol er selvsagt altid at foretrække for de få. Størrelsen af det pres, der kan udøves fra russisk side i dag som følge af tidligere hemmeligt, nu tilgængeligt materiale, er vanskeligt at fastslå. Tilbage til den mere officiøse version af verdens gang.

Alle nævnte pengeplansaktører og ministre på amerikansk side i denne gennemgang var medlemmer af C. F. R. logen. Flere C.F.R.-stiftere finansierede disse socialismerevolutioner.8

Til næste kapitel

8 Læs bl.a. herom i New York Journal-American, den 3. februar 1949.

3. Kapitel Fælles erklæringen af 21. april 1944 om et nyt pengesystem1

efter den såkaldte guldmøntfods endelige afgang

Denne fælles erklæring var fælles mellem U.S.A. og Storbritannien, selvom der stod i forordet, at Norge og andre små lande var enige heri. Den var som det nævntes, ikke et færdigt system, men blot en oversigt over nogle af de vigtigste retningslinier, forlød det fra pressen. Systemet bliver selvfølgelig aldrig færdigt, som vi skal se…., før et nyt med flere rænker og afpasset efter tiden og magthavernes i alt væsentligt hemmelige strategiplaner er fastlagt.

Det blev dog både til et såkaldt udlignings- og statslånesystem med sidstnævnte i en hovedrolle. Den amerikanske plan nærmede sig den engelske, da Verdensbanken kom ind billedet. Resultatet blev en enorm international kreditudvidelse. Det er ikke svært at gætte, hvilket land der blev det dominerende i handelen og kreditgivningen efter krigen. Amerikansk handelsim-perialisme. Den kunne være realiseret med Keynes-planen i en mere central rolle også.

De kunstige trick-valutaer eller falske penge var væk i første omgang. Valutakurserne skulle udtrykkes i guld, selvom indskuddene kunne være lokal valuta. Hovedopgaverne var at yde banklån via noget, der skulle være en clearingsfond, men samtidig havde de en bank – en Verdensbank i reserve uden nævneværdige reserver 2. Den skulle ‘få lavet’ nogle flere lån især til de mest kredithungrende og mest kredituværdige.3 Man kan have mange andre fine hensigter:

1 Tvillingefødslen, IMF og Verdensbanken på “fødeklinikken”, der blev kaldt De Forenede Nationer (FN) året efter.

2 “Med en aktiekapital på $10 milliarder fordelt på 100.000 aktier, der skulle overtages af de stater, der deltog i bankens opretholdelse. Adgang hertil havde først og fremmest stater, der var medlem-mer af Den Internationale Valutafond, men senere skulle der gives andre stater adgang, hvorfor kun $9,1 milliard af aktiekapitalen blev udbudt til salg på den stiftende konference. Kun 20% af aktiekapitalen skulle indbetales, hvoraf en tiendedel i guld (altså reelt 2%); besatte lande kunne dog udskyde en fjerdedel af guldindbetalingen i 5 år. Bankens hovedopgave skulle være gennem lån eller garantier for private lån at fremme medlemsstaternes genopbygning efter krigen og herved bidrage til på længere sigt at udvikle udenrigshandelen og hæve landenes produktivitet og levefod. Direkte lån måtte dog kun ydes, såfremt låntageren ikke kunne opnå private lån på rimelige vilkår. Bankens ledelse skulle organiseres efter samme retningslinier som er gældende for Den Internationale Valuta-fond. “Således skrev daværende ekspeditionssekretær (senere dansk statsminister) Viggo Kampmann i 1944.

4Nationerne skulle stille sikkerhed, intereksperterne blot formidle, rådgive og koordinere imellem låntager og privat anonym interbank og “de nationale garanter.” Dengang som nu: Går vi nu et øjeblik 40 år frem fra 1944, så kan vi se noget af systemets virkemåde:

Brasilien og Argentina kastede deres udsigtsløse gæld på de amerikanske skatteborgere i 1983 under slet skjulte argumenter om dette og hint fra interbanker/intereksperterne. Polen gik samme vej, da jerngrebet tilsyneladende blev sluppet derovre. Nu ventede vi på resten af Europa. Så kom Sverige og Færøerne. Derefter fulgte Sovjet, Japan, Argentina (sidstnævnte igen) og Tyrkiet. Mexico ligeså i januar 1995. Her måtte de amerikanske skatteydere punge ud, de tyske skatteydere ligeså. Og så bliver alting så godt. Journalisten på CNN tvivlede gudskelov tydeligt på, at andre end bankerne vandt ved det. Stort set ingen andre medier har behandlet noget om disse hændelser med andet end notitser og sort snak på vore himmelstrøg.

Den finansielle side, der hører til enhver økonomisk disposition taler altid sit enkle, tydelige sprog. “Derfor skal vi ikke trættes med disse uhyre komplicerede ting”5. Lån og lån og så lån. ”På langt sigt er vi alle døde” kunne en ærlig præsentation have inde-holdt. Denne formulering ville i øvrigt have været i fuld harmoni med John M. Keynes’ sære betragtninger, og i øvrigt frase Keynes selv anvendte.

Man skal forstå, at tidens løsen dengang som nu er at pumpe penge ud i systemerne og lade dem op-bruge der, for så blev/bliver vi alle så rige, ja, selv de mindst kreditværdige. De mangler blot kapital. Selv den konservative cand. polit. i Folketinget Frank Dahlgaard kører på dansk videre med denne melodi (sidst hørt ved hans foredrag på Frihedsbrevets årlige frokostmøde i Nyborg i 1995 og 1996). Når det kneb med argumentationen, henviste han blot til den nyligt pensionerede professor. dr. polit. Anders Ølgaard og til ligeledes pensionerede nationalbankdirektør Erik Hof-

3 Hvorledes dette skulle foregå synes ikke nemt at gennemskue uden videre. Se note 6 nedenfor. 4 På andres vegne. 5 Husk indledningsafsnittet til denne bog om referencerammer.

fmeyer. Som om det skulle hjælpe. De er og var alle ansat til at tjene den herskende Münch-hausen-myte6, der går ud på, at fortælle “om rytteren, der blev hængende i sumpen med sin hest. Så kunne rytteren trække både sig selv og hesten op ved at trække sig selv i håret.” Sidste sætning er den korteste ikke-matematiske udlægning af den i Europa fortsat (delvis) herskende keynesianske eller ny-keynesianske vrøvlevise. I de senere år har man presset meget på for at få

6 Prøv at sammenligne note 3’s spørgsmål foregående side med følgende hentet fra Professor Jørgen Pedersens bog fra 1939 ‘Aktuelle økonomiske spørgsmål’ og dernæst med Professor L.V. Birck’s vurderinger fra 1925 henholdsvis 1922 i note 8: Skal statslån tilbagebetales? …”det er ingen naturlov, at statslån overhovedet skal tilbagebetales. Staten må selvfølgelig tilbagebetale et lån, når det forfalder til betaling, men hvis det ikke findes hensigtsmæssigt at for-mindske gælden, kan tilbage-betalingen altid ske ved optagelse af et nyt lån……Det gælder såvel for optagelse af lån som for tilbage-betaling, at det eneste, det kommer an på, er, hvorledes det virker på det økonomiske liv eller på samfundets velfærd. Det kan ikke fornuftsmæssigt begrundes at tilbagebetale statsgæld, medmindre de virkninger, tilbagebetalingen har, anses for ønskelige. Hvis der på et eller andet tidspunkt i samfundet er stærk efterspørgsel efter arbejdskraft under fuld beskæftigelse, således at resultatet kun kan blive en stigning i lønnen, der atter nødvendigvis må føre til en stigning i priserne, ja, så er det formentlig hensigtsmæssigt at opkræve flere skatter end nødvendigt til at dække de løbende udgifter, altså tilbagebetaling af gæld, idet der derved vil blive lagt en dæmper på efterspørgslen efter ressourcer; før en sådan tilstand er indtrådt eller rettere, før man ønsker at reducere efterspørgslen og indtægten i samfundet eller dog hæmme dens stigning, kan det ikke fornuftsmæssigt begrundes at reducere statsgælden… Når staten (derimod) giver penge ud, modtages langt den overvejende del af beløbet altid af en eller flere af borgerne og skaber således direkte en indtægt, der svarer til udgiften minus den del, der går til udlandet. Hvis vi et øjeblik regner med, at der holdes ligevægt på betalingsbalancens løbende poster overfor udlandet, idet der til enhver importforøgelse svarer en lige så stor eksportforøgelse, skabes der altså sammen med enhver udgift en lige så stor indtægt i samfundet. Hvis staten nu i samme tempo, som den giver penge ud, opkræver skatter, der betales af midler, som ellers af skatteyderne ville være blevet givet ud til forbrug, eller optager lån, som ydes af midler, der ellers ville være blevet givet ud til arbejdskraft og materialer, sker der åbentbart hverken formindskelse eller forøgelse af den samlede indtægt i samfundet; der sker blot dette, at staten nu lægger beslag på ressourcer, der ellers ville være beslaglagt til private formål, eller i hvert fald ville være kommet andre personer til gode end dem, der nu får pengene.” “Hvis staten derimod skaffer sig de pågældende midler ved at trække på sin konto i National-banken og denne ikke inddrager kredit andet steds fra, eller hvis staten låner på obligations-markedet og Nationalbanken ved passende opkøb af obligationer hindrer kursfald, betyder statens udgift ikke alene, at der direkte skabes en hel ny indtægt af samme størrelse (mit: ingenting kommer af ingenting), men at de, der modtager pengene, giver en del af dem ud igen til folk, der atter forøger deres udgift. På denne måde skaber en statsudgift, f.eks. i løbet af 1 år, en forøgelse af indtægten i samfundet i samme år, der måske løber op til 2-3 gange det udgivne beløb, og da skatterne her i landet under de gældende skattelove udgør ca. 25% af indtægten, vil en sådan udgift i det pågældende og det følgende år måske give staten og kommunerne en forøget skatteindkomst på halvdelen eller tre fjerdedele af beløbet, der kan danne basis for nye udgifter eller benyttes til skattenedsættelse.” Mit: Håber dette sammen med kapitel 2 slår en pæl igennem den gang vrøvl.

Under ‘Statens Status’ (i ovennævte udgivelse af Jørgen Pedersen): “Hvis man endelig vil operere med et statusbegreb for statens vedkommende som udtryk for dens økonomiske stilling, må det vel blive borgernes skatteevne i forhold til de udgifter, som staten planlægger..”(citat slut)

kommuner og amtskommuner til låne også… selvfølgelig mod statsgaranti, og det vil sige på statens, eller rettere borgeres vegne enten de nulevende eller de fremtidige generationer. Det er i øvrigt derfor statsgaranti altid anses for det sikreste.

Birck skrev i ‘Verdenskrisen og Danmark’ i 19227: Forpligter statsgæld ikke?

7 Keynesianismen, som Jørgen Pedersen her markedfører, beskæftiger sig yderst virkelighedsfjernt med samfundets centrale problemer. De gøres til problemstillinger i matematisk symbolsprog eller noget lige så begrænset, der udredes (som her) en logisk sammenhængende tankefølge, der hverken beskriver det pågældende problem, som det er i virkeligheden, eller medtager alle de tiltag, der i praksis øver indfly-delse på problemets løsning. For eksempel har pengemidlernes indflydelse på samfundsøkonomien eller inflationen en ringe placering hos Keynes og hans eftersnakkere. Det samme kan siges om statsgælden, som det fremgår. Det nye system, som skulle opbygges for efterkrigstiden, skulle netop bygge på fri adgang og tilskyndelser til statsgældsætning. Målene for samfundet er altid noget med beskæftigelse, aktivitet og lignende. Den offentlige sektors virkning på økonomien interesserer man sig slet ikke for, og man bliver straks i tvivl om de erklærede mål er andet end til “den ydre” opfattelse, som Keynes selv skriver om. Hele angrebssynsvinklen i den keynesianske tankegang vidner om en fatal mangel på virkelighedsinteresse, f.eks. interesse for om de valgte forudsætninger overhovedet sammen og hver for sig tegner et billede af den virkelighed, der forsøges spået om. Det bliver en opgave i sig selv for keynesianeren til stadighed at søge at dække sig ind, så det han har sagt hænger logisk sammen, når alle forbehold er husket. Om disse logisk sammen-hængende skoleridt fortæller noget om virkningerne af en række forskellige politisk-økonomiske tiltag fra myndighederne mod nogle korrekt beskrevne fænomener i samfundet, interesserer i princippet ikke keynesianeren. Han er bureaukrat og skal som sådan have sin ryg fri, som det også er en central dellære i keynesianismen at indøve i alle henseender. Keynesianerens eller post– måske transmodernistens værste mareridt er ikke jordskælv eller pest. Så langt fra. Det giver beskæftigelse. Det er et mindsket antal skatteydere. En stat vurderes af postmoder-nisten/keynesi-aneren efter, hvor meget den kan indkræve i skat, og staten er hellig. Keynesianeren kan så bare ikke løsrive sig fra de keynesianske (tænkte) konjunkturer, der sådan helst skulle gå op og ned i hans begrænsede todimensionale verden. Han tør ikke forstå, med hjernen, altså, at de er antagelseslo-gik, og at den store nedtur skal komme senest med en livstids mellemrum, når han netop er så nem at narre, og han agerer, som han gør, på de reelle magthaveres evige, ufravigelige betingelser. Tænke sig, keynesianeren/postmodernisten tror han har magt over tingene. Tyder alt ikke netop på det modsatte, hvis vi et øjeblik glemmer den idiotiske ideologi, og vi også forudsætter du heller ikke gider sætte dig ind i, hvad der reelt sker? Derfor kan det kun beklages, hvis vi interesserer os for keynesianeren eller lader os besnakke af ham.

Det skal for god orden skyld oplyses, at Jørgen Pedersen, der blev Rockefeller Fellow, antagelig kunne have fået Nobelprisen i stedet for John Maynard Keynes. Han var dog ikke så kendt i Akademiet og skrev ikke meget på engelsk. Der tales fra 1994 om at afvikle statsgælden i hele det partipolitisk såkaldt borgerlige spektrum i Danmark, der sker dog ikke noget andet end det modsatte, den forøges hvert år. Såfremt statsgælden afvikledes, ville arbejdsløsheden forøges, ifølge de keynesianske ressonnementer. Arbejdsløsheden i Danmark i 1996 er henved 700.000 eller 20-24 pct af arbejdsstyrken, ikke som fænomenet beskrives af eleverne fra Keynes’ skoler 240. 000-250.000 medlemmer af en arbejdsløshedskasse.

I 1933 var arbejdsløsheden i Danmark opgjort til 33% (den største nogensinde) af den dengang opgjorte arbejsstyrke. I september 1939 (ved krigsudbruddet) steg arbejdsløsheden med 16.000, selvom 20.000-30.000 indkaldtes til militæret. Den nedbragtes dengang mest ved offentlige beskæftigelsesarbejder, eksport til et oprustende Tyskland og statsgæld, som “satte gang i økonomien” ved den i dag benævnte “kick-start-opera-tion.”At pengene blev ødelagt nåede (næsten) ingen at opdage, fordi krigen skabte et helt nyt internationalt pengesystem, der alene byggede på kreditøkonomien. At effekten af den blinde anvendelse af Keynes’ teorien førte til en bureaukratisk styret offentlig sektor, der blev en god del større end det, der styres af private, individuelle dispositioner plus en mamut-statsgæld burde være forudset;

Kan man forestille sig, staten kan forpligte alle kommende generationer med sine sindssyge disposi-tioner i den nuværende indretning, eller det gør eller kan den måske slet ikke?8

“Vi lever i en verden, hvor den statsmaskine, vi i virkeligheden skulle støtte os til, er svækket i bund og grund, afskyet af de rige, kun lige tålt af de fattige. Det er i så henseende betegnende, at i Tyskland og Østrig er indehaverne af den økonomiske samfundsmagt, den organiserede kapi-tal, betænkte på med udsigt til held at knuse den parlamentariske, såkaldte demokratiske, af “folkeviljen” influerede stat og selv tage magten. I United States

men det fortalte teorierne, der i prin-cippet fulgtes blindt, meget behændigt intet om.

Statsgældspapirerne er ingenlunde længere blot et indenlands virkende instrument. Alle lande i Europa søger i disse år med skiftende held at skaffe sig fremmed valuta ad denne dødsrute dels til import dels for at konvertere lånegælden, der er den mest presserende af de to byrder.

8 I 1925 skrev Professor L. V. Birck: “Politikere er klasselig prægede, selv når de undtagelsesvis forstår de økonomiske problemer, og deres udsyn standser ved den kommende valgdag; endelig kan staten ikke længere regne med loyalitet fra sine borgeres side. Økonomisk undermineret ved en 10-cifret gæld, der ved hver fornyelse tvinger den til at gå tiggergang hos højfinansen, er staten ikke i stand til at betale underklassen den sociale antirevolutionære forsikringspræmie, som de offentlige understøt-telser er, og de besid-dende, der efterhånden har vænnet sig til inflationsformuer, vender sig forbitrede mod skatterne, der synes dem uden forhold til de (synlige) fordele, de har af staten, og strækker tilmed hånden ud efter de indtægts-kilder, staten har udenfor beskatningen, og hvorpå der ved kapitalisering kan opbygges privat kapital.” (Citat slut fra: ‘Under Højkapitalismen’, 1925) Mit: Statsgælden er ultimo 1996 lige knap 13 cifret (1 billion kr.), d.v.s. 1000 gange større end i 1925; men det er værdien af den produktion, der skal dække den ind i dag og fremover, ikke.

I 1922 kunne L. V. Birck redegøre i ‘Verdenskrisen og Danmark’ i deltaljer og tørre tal for statens for-mue, “hvis indtægter er optagne lån og solgte værdier, og hvis udgifter er tilbagebetalinger af lån og pengeanbringelser… M.h.t. fremtiden er der efter min mening 3 veje at gå, og alle veje er lige umulige i øjeblikket, fordi tiden er forpasset.” 1. “At gøre åben og ærlig bankerot. Det er en grusom uretfær-dighed mod de mennesker, der tilfældigvis ligger inde med papirerne.” 2. “Så kan man prøve at afbetale.” “Straks i det første år (efter 1. verdenskrig) afbetalte England på sin statsgæld, det andet år forrentede det den, og tredie og fjerde år gjorde det, som andre pæne lande gør, betalte renter ved at øge den svævende gæld” – korttidsgæld, som kan være boggæld eller kontokurantgæld. 3. “Endelig kan man ødelægge sin valuta”, og se om man kan ødelægge den lige så hurtigt som de andre gæld-satte nationer.” Dengang efter første verdenskrig (1922) skrev Birck i samme bog også: “Det nytter ikke at tro, at verden kan gå ud af krigen uden at se anderledes ud end før, eller at de folk, der har fået disse papirer (gældspapirer, tyske Marksedler og oppustede aktier), skal kunne leve trygt af dem, hvad de fordrer.

Disse papirer skal ud af verden på den ene eller den anden måde; samfundet kan ikke bestå, hvis det skal forrente disse penge, det er en krise, der kommer over verden på den ene eller den anden måde, og som også vil ramme os ad sympatiens vej, fordi vi alligevel er engt (tæt) sammen-knyttede med det øvrige Europa. Det samme kan siges med hensyn til vore aktier, der er 1000 millioner fra det, de var på højdepunktet, og de skal formentlig 500 millioner ned i de næste halvandet eller to år. Vore landejendomme skal også skrives ned. Men alle afskrivninger af værdier kan kun ske ved individuelle tab. (Se Landmandsbankens kollaps i Appendix1). Jeg påstår, at det, der sker nu (1925) er en verdensrevolution, der i virkeligheden er større end den, Bolschevikerne laver, hvor der slås nogle borgere ihjel og skydes nogle arbejdere ned… Formuen, som verden tror, at den har, men som ikke er til stede, skal skrives ned med 30 á 40 pct. Det kan gå ud over Dem og mig, i alt fald virker det i mange retninger revolutionært. Det er sket før” (citat slut).

er konflikten mellem politisk og økonomisk foreløbig udskudt ved, at den politiske magt ved sidste præsidentvalg er kommen det økonomiske oligarki (mit: fåmandsvældet med C.F.R. og Federal Reserve System – se nedenfor) i hænde. Overalt ser vi tegn på statens afmagt, og de muligheder, der et øjeblik syntes at være for, at den økonomiske magt uden fare for økonomisk fåmandsvælde kunne etableres udenfor stater-ne… synes såre fjerne. Men statsgældens problem svæver over verden.” Man skal ikke glemme, at nogen forventes at opsamle den modstand, der måtte opstå, når der skaltes og valtes med forholdene for at konsolidere og udbygge egne positioner. Indtil videre er denne opsamling foretaget af de samme magthavere, der hver gang forstår at centralisere magten yderligere. Bogen “Aktuelle Økonomiske Spørgsmål”, udgivet på Ejner Munksgaards forlag 1939 (se uddrag i fodnote 59) behandler emnet Keynesianisme eller New Economics på dansk.

“Penge kan fremstilles i ubegrænset mængde, og næsten uden omkostninger”, er trylleformu-laren. Desværre kører mange vestlige lande stadig med på denne vildfarelse. (se Kapitel 6). Der kommer dog heller ikke andet fra himlen, end velsignelser, i bedste fald. Pengemidler kan fremstilles, penge kan ikke på samme måde. Penge er retten til at købe eftertragtede ting og tjenester. Fremstilles der bare pengemidler, bliver retten ødelagt. Sådan er det, uanset hvad man måtte have læst hos Jørgen Pedersen eller andre fra selskabet. Det hjælper heller ikke at henvise til socialisten John Kenneth Galbraight, der er en anden af J. M. Keynes’ epigoner. Han har i øvrigt de samme forslag for Europa som tidligere EU-Kommissionsformand, nu Bilderberger Jacques Delors: Vi skal have Tilskuds-Europa. Dette er en Fælles-Europæisk-Socialistisk-Enhedsstat.

På linie med Indre Missions hang til skylden og marxisternes had til kapitalen, er der folk, der lige så ivrigt foragter rente og pengeudlånere. Mere åbne kort synes jeg absolut vi kunne forlange af dem og vore magthavere, og mere hæderlig folkeoplysning i ordets bedste betyd-ning har længe været tiltrængt. Det er især utroligt – hvis man ikke har gjort sig klart, hvem der styrer – at vore medier har overset den verdensomspændende kollaps, der truer med at standse alle finansieringsaktiviteter i verden for en tid og sende tusindvis af banker til banke-ot. Statsgældsætningen er den bagved liggende årsag, der har kunnet finde sted i al ubemær-

kethed. Renten er derimod blevet alt for høj, men det skyldes inflation, statsgæld og skatte-regler. Den holdes af samme grund kunstigt nede.

Lån og rente drejer sig i al enkelhed om, at hvis man ikke ligger inde med værdier i en passende form til det formål, man netop vil forsøge at forfægte nu, så kan man låne værdi-erne. Her for skal man så betale lidt ekstra tilbage, fordi dispositionsretten overdrages. Udlåneren kunne have investeret værdierne i andet i stedet. En stat kan låne meget i udlandet, og det gør den desværre; men det går dog snart ud over selvstændigheden, for staten kan ikke betale uden at øge skatterne. Det er selvsagt uklogt at låne, hvis man ikke er i stand til at få mere ud af pengene end det, som det koster at låne de værdier, som lånesummen repræsen-terer.

Den danske stat får ikke meget ud af – taber måske på – at investere det lånte i bureaukrati og kontrol af alle undersåtterne. Demokratiet er blevet til i bedste fald et mediedemokrati/styret demokrati, synes jeg. Mest med løgn og humbug.

Kører det i stor målestok med ufordelagtige investeringer, bliver der (rent økonomisk) nemlig inflation og høj rente, så intet efterhånden kan betale sig. Derfor bør vi for at sikre de bedste kår for alle skikkelige mennesker, skaffe os meget lavere skatter på indkomst og på andet og skaffe os et lille kor af ærlige, kyndige forvaltere – ikke formyndere – , som ikke kun ønsker at udnytte taburet-terne til egen fordel som nu.

De områder, vi kan enes om, og som forvaltes bedst i fællesforbrug, skal så drives i fælles-skab, men aldrig uden at opkræve de fornødne skatter til finansieringen. Retten kan ikke bruges flere gange. Det bedste er at knytte brugerbetalingen så nært til leverancen som vel muligt, hvis ikke det private initiativ skal være rådende. Kun herved sikres effektivitet og produktivitet. Man skal ikke se bort fra, at i et land, hvor hen ved 70 pct. af alt, der skal forbruges direkte eller som input i produktionen, skal importeres, vil også lånegælden til udlandet vokse så snart, der ikke er styr på de offentlige finanser eller statens husholdnings-regnskab.

Verdens statsgæld skyldes i det alt væsentlige, at pengeudstedelsen (primær, sekundær, tertiær og nu også derivaterne) er gået fuldstændig over gevind og truer med at kvæle verden i papir. Dette har kun kunnet ske, fordi alle samfunds magthavere har tilladt det passere og

gjort det fordelagtigt at spille på. Vi har engang haft renter på 4-5 pct., også her. Dengang var der mange nyttige produktioner, der betalte sig, selvom kapitalen til at gennemføre produk-tionen var lånt. Når spekulationen kører vildt nu, er det, fordi magthaverne har gældsat natio-nerne for at blive på magten9. At nogle østasiatiske banker har spillet fandango har kun været muligt med hjælp fra magthaverne på tinge. Undladelsessynder, udbredt korruption og især uvidenhed dominerer. Så kan spekulanterne udnytte situationen, og samtidig kan de bane vejen for den fra fødslen skrantne EURO. Det skulle have været en abort. Aktiekurserne er også her gledet urealistisk til skyerne sammen med en lind strøm statsgældsbeviser. Aktie-kurserne er intet andet end forventninger til fremtidigt afkast. Men sådanne afkast, som kurserne udtrykker i dag, kan dog ikke skabes ved nogen real produktion. Er det sket før? Ja. Statsgældspapirerne er i øvrigt ingenlunde længere blot et indenlands virkende instrument. Alle lande i Europa søgte i årene (før EUROen fra 1999) med skiftende held at skaffe sig fremmed valuta ad denne dødsrute dels til import dels for at konvertere lånegælden, der er den mest presserende af de to byrder. Efterhånden kan kun narkohandel, menneskesmugling våbenhandel og spekulation betale sig. I Danmark “har man sikret sig yderligere” ved at offentligorientere og forringe uddannelserne og gøre landet til et af de mest omkostningstunge områder i verden via skatterne, der har trukket pengelønningerne vildt i vejret. Vore synlige øverste har tilsyneladende ikke forstået, at nogle af de økonomiske love er naturlove. Det kan dog ikke undre med den indoktrinering og forvirring, der bevidst skabes fra alle kanaler døgnet rundt. Arbejdsløsheden søgtes i 1930erne bragt ned ved Keynesianske tiltag.

Man stod uforstående overfor Tysklands økonomiske udvikling under Hitler-diktaturet. Det gør vi ikke længere, bortset fra John Kenneth Galbraight, der måske vil have os til at tro noget andet i sin udgivelse (“Penge”). Galbraight har lagt sig efter hver gang han støder på et for ham uoverstigeligt forklaringsproblem at gribe efter mystikken i læserens fantasi. Han bruger trylleordet ”teknostrukturen” på alt det for ham uløselige, d.v.s. det han ikke selv

9 Omsætningen på de fem nordiske børser lå i september 1998 godt 30 pct. højere end i samme måned året før. Københavns fondsbørs handlede aktier for 214 mia. kr. i september måned 1998. Køb og salg af aktier i de nordiske lande er i 1998 henved 30 pct. højere end i de første ni måneder af 1997. Dette kunne læses i Søndagsavisen 18. oktober 1998.

forstår. Typisk bortforklaring: ”Det ligger i teknostrukturen”. Og det er vældig berigende, i alt fald meget sigende. Opgangen fra deflation i Tyskland – stilstand med 4,1 mill. arbejdsløse i 1932. I 1998 og 2004 havde tyskerne officielt 4,3 mill. arbejdsløse, muligvis mange flere p.g.a. samme opgø-relsessvindel, som den jeg gennemgår for danske forhold senere i denne bog.

Det var ikke, som John Kenneth Galbraight hævder, ved i det alt væsentlige at satse på civil produk-tion, at tyskerne kom i arbejde. Motoriseringen var kommet som en gave fra teknik-ken, der var våbenproduktionen herunder dens motorisering, fortsatte byttehandler med Sov-jet (se nedenfor), stram valutakontrol, belånbare skatte-rabat-sedler ved ansættelser, og ikke mindst suspendering af fagforeningstarifferne. Det var akserne i den tyske økonomiske gen-rejsningspolitik i 1930-erne sammen med den bilaterale udligning. I 1932 var der som nævnt officielt 4,1 mill. arbejdsløse, i 1934 officielt 2,4 mill. arbejdsløse. Guldmøntfod hjælper ikke meget, spekulationen og statsgælden afskaffes ikke med den. Guldet cirkulerede (som nævnt i kapitel 2 ) fra 1932 mellem landene, der var med i stabiliseringsfonds-systemet sat i gang i England. Formålet hermed har vi set på.

Hjalmar Schacht var fra 1924 Rigsvalutakommissær, senere Præsident for Reichbank. Fra 7. april 1924 indledtes angrebet på inflationen med Schachts beslutning om kreditstop. Renten fór tilvejrs og sendte aktiekurserne ned til halvdelen. Med en kort pause fra marts 1930 var han igen reelt øverst ansvarlige for Reichbank under Hitler-regimet fra 1933 indtil 26. november 1937 10.

Mange er blevet bildt ind, at det var ved at udstede pengemidler Hitler (eller rettere Schacht) fik bugt med arbejdsløshedens værste svøber. Tværtimod! Det var lønstop, det var behersket og kontrolleret offentlig udgiftspolitik til sikring af valutaen foruden det ovenfor nævnte, det var også fra politisk side løfter om vildt opskruede forventninger, der ikke i længden kunne indfries med eller uden krig. Hjalmar Schacht var ikke nazist, og han modarbejdede alle Hitlers planer om krig og forfølgelse11, alene styrede Schacht økonomien og vogtede med sin stab på alle fejlindretninger fra gemeinde (kommune) til statens mangfoldige forgreninger. Han blev til november 1938 for at mildne virk-ningerne af diktaturet for det tyske folk.

10 Hjalmar H. G. Schacht var formentlig den internationale garant for Hitler-regimets endeligt.

11 Blev arresteret for formodet meddelagtighed i 20. juli – Attentat-forsøget på Hitler i 1942, men måtte atter løslades, da han havde skjult sin deltagelse – der i dag er flere saglige belæg for.

Hjalmar Schacht opererede på højeste niveau i de fleste af 1920-er også, og hans linie var den samme hele vejen igennem skal vi nu se. Det var Hjalmar Schacht der tilsidst fik mildnet Reparations-kravet med Owen D. Young-Planen (1929) efter fuldstændig saglig argumentation i London og i USA på foredragsturnéer. Men utak er verdens løn.

Tyskland skaffede sig først og fremmest gangbar købekraft ad den udspekulerede vej med penge-middeltrykningen og en forrykt rentepoltik. Det lindrede en smule en tid som modspil til det, der var sat op mod Tyskland med erstatningskravene. Men det var en dødsrute. Med Schachts fuldstændige kreditstop fra Reichbank fra 7. april 1924 fulgte en reform af det tyske valutastyringssystem, men allerede fra 16. august 1924 trådte Dawes-planen i kraft, og med den blev Reichbank bundet. Reparations-bestemmelserne var nu også på plads trods protester fra alle virkelig kyndige på området, bl.a. J. M. Keynes, Gustav Cassel og Bertil Ohlin. Der blev hungersnød i Tyskland. Virkelig mange, især tyske børn, kom til at lide. Keynes, der havde rejst i Tyskland og noteret sig elendigheden sagligt, skrev herom allerede i sin bog The Economic Consequences Of The Peace (12. december 1919), i hvilken han nedsablede Ver-sailles Traktatens bestemmelser om erstatningskravene. Året før (1918) i november havde Hjalmar Schacht skrevet i sin dagbog:

“Gewalt nicht noch Geld / Formen die Welt. / Geistige Kraft und sittliches Handeln /Ver-mögen Welten zu wandeln.”

To trediedele af Tysklands fødevarebebeholdning måtte fra starten importeres. Igen: I New York Times 7. august 1933 udtalte bl.a. Samuel Untermeyer som nævnt, at “denne økonomi-ske boykot er vores metode til selvforsvar. Præsident Roosevelt har anbefalet brugen af den i National Recovery Administration.” Dette var keynesianisme efter J. M. Keynes havde fået Nobel-prisen i 1935. En sådan virkede ikke nær så skadelig (trods grundlæggende virkelig-hedsfjern og socialismefremmende) i USA, fordi dette land var/er meget selvforsynende i modsætning til f.eks. Tyskland og i særlig grel modsætning til Danmark.

Reaktioner på pengeplanerne 1940-erne:

Nu kunne det være interessant at se reaktionerne fra norsk side, nu da Danmarks situation ikke betin-gede nogen som helst stillingtagen fra hverken en dansk finansminister, et dansk friheds-råds-medlem eller en dansk nationalbank; den var beslaglagt af besættelsesmagten.

Fra Norges Banks side blev det fremhævet ifølge ‘Norge og grunnleggelsen af Bretton Woods-systemet’ af Dag M. Halvorsen, at hvis alle lande førte en liberal handelspolitik og internationale investeringer fungerede normalt, ville den planlagte bank være overflødig. Krigen pressede dog på, og ingen kunne præcist forudse følgerne, herunder behovet for langtsigtede genopbygningslån efter krigen. Spores der måske en indirekte trussel her. Det var måske med at æde kritikken i sig(?)

Hvad bliver Euro midlet til?

Men først til aktørerne ved slutforhandlingerne i Bretton Woods i New Hampshire, New England, U.S.A. I slutforhandlingerne på Norges vegne var det Knut Gertz Wold, som trak læsset, som sekretær og sagsbehandler for pengeplanerne. Han var ansat i Finansdepartementet. Ekspeditionschef Christian Brinch og naturligvis finansminister Paul Hartmann var også involveret. Gertz Wold synes dog at have udført arbejdet. Ligesom i U.S.A. var der i Norge stor divergens mellem centralbankens ledere og finansministeriets embedsmænd.

Finansministerierne sejrede begge steder; i U.S.A. mens/fordi landet blev trukket aktivt ind i krigen efter det uvarslede angreb på Pearl Harbor i det mest overvågede område af Stillehavet. Og bemærk krigen med USA erklæredes af Nazi-tyskland den 11. dec. 1941.

Knud Getz Wold tilhørte gruppen af “yngre socialøkonomer”, som var blevet uddannet af professor Ragnar Frisch i 1930-erne. Det samme gjorde den indflydelsesrige kontorchef Erik Brofoss fra genrejsnings- og forsyningsministeriet. Det så anderledes ud i Norges Banks direktion i London (eksiladressen). Keilhau og Ræstad stod for helt andre synspunkter end de herskende på norsk side ved Bretton Woods.

Disse kan kort opridses som følger: De gav udtryk for, at hovedemnet efter det erklærede skulle være kortsigtede kreditter. Alene dette faktum harmonerede ikke ret godt med, at Norge ikke siden midten af det 18. århundrede havde haft problemer med at skaffe sig kortsigtede kreditter i udlandet. Problemet for Norge var kun langsigtede kreditter; især med henblik på genrejsningen efter krigen, som man gerne ville have været foruden. Planerne og specielt Keynes-planen tog ingenlunde højde for landenes varierende evne til at bære gæld, mente Norges Bank, uden at blive tvunget til at devaluere eller miste tillid hos udenlandske kreditorer.

Kreditværdighed, hævdede Norges Bank, kunne udtrykkes således12:

“Et lands evne til at bære gæld var efter Bankens opfattelse afhængig af en række kvalitative faktorer som f.eks. love, traditioner, folkekarakter, næringsstruktur, etc. At koble kursændringer med betalingsbalanceproblemer var efter bankens opfattelse uholdbart og et rent kvantitativt kriterium, der, hvis det anvendtes, kunne føre til helt forrykte forhold.”

Norges Bank foretrak, hvis den skulle vælge, dele af White-planen, mest fordi den ikke krævede devaluering, når et lands underskud på den løbende betalingsbalance nåede et vist punkt. Norges Bank ville have foretrukket, at man havde holdt fast ved det udvidede Tripartite Agreement-system fra 1936, fordi det tog sigte på at stabilisere valutaerne og ikke greb ind i de enkelte landes pengepolitik, også selvom dette system så tilskyndede svage, måske vidtløftige regeringer til at springe over nødvendige pengepolitiske indgreb mod dårligdommen. Dette var systemet jeg nævnte med stabiliseringsfondene13.

Er penge det vigtigste af alt, spørger jeg? De er i alt fald vigtigere end krig, svarer jeg! Er der nogen baggrund for den hæslige krig, der ikke belyses i den officielle historieversion? Førtes der en anden krig med et andet sigte, og var der nogle andre aktører i hoved-rollerne, der blot formelt var placeret længere nede på rollelisten bagved eller ovenover scenen? 14

Den nævnte Münchhausen-myte er den korteste ikke-matematiske version af den keynesianske vrøvlevise i Europa. Sammenlign med Bircks bemærkning I ‘Verdenskrisen og Danmark’, som jeg genta-ger: Birck i 1922:

“Vi lever i en verden, hvor ‘statsmaskinen’, som vi i virkeligheden skulle læne os til, er svækket i sin grundvold. Den er hadet af de rige og kun lige tålt af de fattige. I Tyskland og Østrig er

12 I følge ‘Norge og grunnleggelsen af Bretton Woods-systemet’ af Dag M. Halvorsen. 13 Til det endelige plankompromis blev Norges Banks indvendinger gentaget. 14 Som jeg været inde på i en tidligere fodnote i omtalen af Keynes’ karriere først bag scenen. Sidenhen var han efter udgivelsen af ‘The Economic Consequences Of The Peace’ 1919 og efter at have modtaget Nobelprisen i økonomi i 1935 i hovedrollen på scenen. I ovennævnte bog er der ingen heksekunst.

indehaverne af den økonomiske samfundsmagt den organiserede kapital, der er betænkt på at ødelægge det parlamentariske såkaldte demokrati og den af befolkningen influerede stat for at tage magten selv. I De Forenede Stater er konflikten imellem det politiske og økonomiske midlertidigt udskudt, da den politiske magt ved det sidste præsidentvalg er faldet i hænderne på et politisk oligarki (mit: (oligarki betyder fåmandsvælde), C.F.R. og Federal Reserve System). Overalt finder vi tegn på statens magtesløshed, og muligheden at etablere magten uden for staten og uden oligarki synes meget fjern for øjeblikket” (citat slut).

Danmark stod til statsbankerot i 1923 efter Landmandsbanksvindelen og Zahles 2. ministerium. Læs om Landmandsbankens kollaps i Appendix 3. Prøv at sammenligne med Enron, USA 2001! Om guldet kunne have været en mulig international værdimålestok, se Appendiks 4 og Appendiks 5. Disse uddybninger om guldet er med taget, fordi interessen for ædeltmetallet som international værdimåler igen har opnået stor udbredelse, især i USA. Her blot den endelige konklusion efter guldet havde udspillet sin rolle i det 20. århundrede: David Hume havde ret: ”Penge er rent ud sagt et redskab for handelen, men kun et redskab, som mænd skal være enige om for at lette byttet af en vare med en anden”.

Desværre var dette også teori. Virkeligheden havde længe forinden omgjort pengene til varer, der også kunneomsættes i handelen15. Og med 1800-tallets penge og andre papirer udvikledes dette karakteristika til det yderste, som jeg har vist. Hume havde også ret i sine overvejelser om pengenes omløb som centralt emne at fokusere på, når værdien af penge (målt i nyttige ting) skal fastslås. Penge er ikke de knappe sølv eller guldstykker medmindre pengene gøres til genstand for køb og salg. Det er at bekæmpe virkeligheden, hvis man hævder dette, ligesom visse ideologer fastholder at menneskene er skabt gode. David Hume beviser også at begge handelsparter gavnes af samhandel; stik modsat den da gældende orden under Merkantelismen efter guldrøverierne begyndende i Mellemamerika og Spaniens bankerot som en direkte følge.

Både Adam Smith og David Ricardo var fremragende forfattere og berømte og anerkendte tænkere, og vel at mærke anerkendte af eliten. De spekulerede ikke noget særligt på papir-møllen, men overlod det hellere til de kommende politikere at sætte moralbegreberne op

omkring det monetære styre. Nogle økonomer troede blindt på, at ingen regering i en civilise-ret nation ville bruge guldindløselighedsstandarden bevidst som instrument til et føre inflationspolitik. Jeg skal ikke miskreditere deres bidrag, i særdeleshed ikke den nye teoretisk viden centreret omkring prisparameteren udviklet af Adam Smith og for begges vedkom-mende deres sikkert ærlige tro på det kommende system baseret på guld og Storbritannien. De troede sikkert også på hæderlige politikere.

Price-Specie-Flow mekanismen: Den lader én konkludere, at prisændringer som følge af guldstrømme ville føre til tilpasning eller ligevægt. Forestil dig et land, der udvikler et beta-lingsbalanceunderskud, fordi det har en overskudsimport og derfor fortsætter med at ekspor-tere guld for at dække dette underskud i varehandelen. Prøv så at kombinere med følgende: Intet i opgørelserne fra det 18. og 19. århundrede lader os ane, hvor meget af guldstrømmene, der stammede fra en udligning, der havde med handelsover- eller underskud at gøre, og hvor meget der stammede fra investeringer og lån. En ikke ganske uvæsentlig detalje, vil jeg hævde.

Det er forhåbentlig klart, at det afgørende problem med for meget papir (begrundet i dårlig ledermoral) må løses ved at skifte fra nominelle valutakurser til reale valutakurser. Hvordan det kan ske i morgen, kan du læse på http://www.lilliput-information.com/intmo.html. Men det er er ikke det eneste problem at få løst ordentligt. Problemerne med det uansvarlige, begyndende med det begrænsede ansvar i private selskaber løses delvis ved at papirmøllen standses delvis ved at ændre på det anonyme ejerskab med det begrænsede ansvar.

Gæld, inflation, deflation og massearbejdsløshed skyldes den koncentration af magt og uvidenhed, som uoplyste borgere lader sig regere af. Forretningsejere kan være grådige, fag-foreninger ligeså, men national gældsætning, inflation, deflation eller massearbejdsløshed er de ikke stand til at lave, hvis ikke regeringerne og deres tjenestemænd, som klogelig lever af disse instrumenter, ikke spiller med.

DET ENDELIGE SAMMENBRUD EFTERFULGT AF “NEW WORLD ORDER”: Den nye verdensorden (“Den ydre” og “den indre” opfattelse)

Aftalen i Bretton Woods, New England, skulle komme til at danne rammen om det interna-tionale pengesystem i 25 år. New England var præget af moralsk strenghed, integritet og disciplin. Bretton-Woods-aftalen havde i sig kimen til sammenbrud, vil nogle mene. Andre vil sige, den var dømt til undergang fra starten. Jeg hævder hermed at have påvist, at Bretton Woods-Systemet på forhånd og ved starten i 1944 var dømt til undergang efter den lagte strategiplan.

John Maynard Keynes gik rigtignok ind for én-verdensordenen. Han mente dog ikke, at denne plan med fordel kunne skjules for offentligheden16. Arrangementændringerne tog deres begyndelse på et IMF-møde i Rio de Janeiro, Brasilien, 1967, og fulgtes op i Kingston, Jamaica, i 1976. Allerede i 1960 blev der gjort opmærksom på, at det faktum, at dollaren var den eneste dominerende reservevaluta og den faste guldpris, $35 pr. ounse, ville føre til kollaps før eller siden. Uanset den opbyggede tillid til dollars i genrejsningsperioden efter krigen, ville en ube-grænset dollarmængde ødelægge den faste guldpris i dollars17.

16Dette fremgår af ‘Den Skjulte Magt’ af Anthony Sampson. Sampson var sekretær i Brandt-Kommissionen, der arbejdede med Nord-Syd-Dialogen. 17En fast pris (1/35 ounce guld) på dollars, hvis mængde vokser nærmest ubegrænset, er selvfølgelig uholdbart. Dette behøver man ikke være økonom for at indse.

Antog man f.eks. at U.S.A. fik mere orden i økonomien, eventuelt blev indrettet med en national økonomi og dermed fik fjernet underskuddene på betalingsbalancen og det offentlige hushold-nings-budget, ville det betyde, at dollars i astronomiske mængder ville søge hjem og lade verden tilbage med manglende likviditet, mente Triffin (?)18. Har U.S.A. ikke underskud, men overskud i samhandelen, har U.S.A. krav på dollars, der så vil flyde hjem, hvis de ikke opsuges andetsteds fra. Ja, mente Triffin, også selvom vanviddet med en overophedet dollar kunne fortsætte en tid endnu, så var der dog grænser for tilliden til en nærmerst ubegrænset dollar-mængde kombineret med en fast dollarpris på guld.19

D.v.s. det ville under alle omstændigheder gå galt, mente Triffin, når hele verden byggede på en inflationsskabende nations valuta, samtidig med at stort set alle lande, ikke alene “indfarvede deres egen pengeproduktion i dollargrønt”, men tilmed lod den nationale seddelpresse køre ustyrligt dag og nat.

Likviditet var/er ingenlunde en mangelvare – uanset Triffin – overskudsgivende produktion og dermed tillid lå/ligger det derimod noget tungere med efterhånden som afkastet fra passiv inve-stering i f.eks. statsgæld begyndte/begynder igen at nærme sig lånerenten, når vanviddet fortsæt-ter. Sikken en opdagelse: Hvem gider stå op om morgenen, når det betaler sig bedre at blive liggende og klippe kuponer og gætte kryds og tværs? “Sådan bør verden være!”

Det skal supplerende oplyses, at den inflationsskabende nation, der her er tale om hos Triffin, selvfølgelig er U.S.A. Et U.S.A. der var blevet sat til at føre en mængde overflødige krige20. Et U.S.A. med en privatiseret nationalbank (se næste afsnit om C.F.R.). Derudover er der en anden historieversion, som er nok så interessant, når forklaringerne skal søges. Se, disse Triffins betragtninger på U.S.A. kan udlægges med større indhold af alment vedkommende information:

18 Enten er begrebet likviditet fuldstændig misforstået, eller også ,hvilket er det mest sandsynlige, er Triffin også offer for én af Keynes myterne; den med ”likviditetsfælden”. Se nærmere herom i kapitel 6 under Japan, der er brugt som et eksempel. 19 Oprindelig skabte dollaren efter krigen mulighed for genopbygning af Europa ved at udgøre den fornødne sikkerhed, hvor næsten al anden sikkerhed og tillid var ødelagt. 20 Efter 2. verdenskrig og FN’s etablering indtil 1996 har der været mere end 100 krige og militære konflikter på kloden.

Dollaren var så godt som afskaffet i august 1971, og dette vidste alle kyndige på området før 1960 ville ske før eller senere i nær fremtid. Den af mange amerikanere kaldet den bedrageriske og planlagte afskaffelse af US$ har sin helt egen historie, men blot disse få supplerende kends-gerninger taget fra en anden indgangsvinkel:

Til kapitel 4

2. Kapitel Mellem to verdenskrige – Hvem skal nu betale – før og nu ?

Danmark var i Mellemkrigstiden (1918-1939) sat i skyldnerkategori med Etiopien, som dengang hed Abessinien. Alle europæiske lande var som nu stærkt gældsatte. Blandt de nordeuropæiske lande var Danmark dog helt enestående gældsat.

Allerede i 1925 havde en dansk rigsdagsmand og nationaløkonomiprofessor L. V. Birck skrevet et stort værk om staternes gæld. Europas Svøbe, var titlen på bogen, der i detaljer gennemgår gældsaf-hængighedens tilblivelse og udvikling gennem tiderne i de enkelte nationer.

Jeg skal ikke her gå i mange detaljer om mellemkrigstidens økonomiudvikling i Danmark og Europa, som inspirerede Birck til at advare; eller i alt fald til at fortælle det, der skulle fortælles. Da Laurits V. Birck så skriften på væggen, han blev forbudt (trods løfte om det modsatte) at offentliggøre bedragerierne om Landmandsbankens krak i 1923. Det skal lige nævnes, at denne lille episode såmænd blot var en detalje i et langt større internationalt sammenbrud, byggende alene på bedrageri. Kreditorer, deres stikirenddrenge, regeringspolitikere og embedsmænd i særdeleshed, kaldte sig ansvarlige, og havde ganske rigtig også ansvaret.

Nationerne forsøgte tilsyneladende at få det bedste ud af den forfærdelige situation skabt af vold imod sandhedens økonomiske love1, der ikke bygger på nogen teori, men på en regel om, at det man tillades bruge, før midlerne er der til, skal tilbagebetales med renter, fordi udlåneren kunne have tjent penge ved at indvestere midlerne i andet i stedet. Det internationale samarbejde blev til sammenbrud og krig. Intet tyder indtil nu på, at historien ikke gentager sig i en eller anden version, for vi har ikke fået lov at lære af den; derfor har vi heller ikke fjernet “de ansvarliges” dårlige indflydelse.

1 De udstikker ikke nationens økonomiske leveregler i form af kortsigtsprognoser for udvikling i f.eks. vækst og beskæftigelse. Sådant er kun ’til scenen’, hvorpå der til stadighed opføres et absurd drama for at bortlede vælgernes opmærksomhed fra det egentlige. Hvad der foregik/foregår ‘bag scenetæppet’, skal vi netop se nærmere på i denne gennemgang.

Straks ved Anden Verdenskrigs start gik man blandt vore senere allierede i gang med at planlægge et nyt økonomisk samhandels- og samarbejds- og statslånesystem til brug efter Den anden Verdenskrig.

Nyt samhandels- og statslånesystem:

Den internationale guldstandard, som kun forstås, når den sættes ind i sin historiske sammenhæng i kapital 3, forsvinder helt ud af det vante samhandels- og lånebillede med de indenlandske stabilise-ringsfonde i England fra 1932 og med Hitler-diktaturets bilaterale udlig-ningssystem fra 1933. Ved stabiliseringsfondssystemet, der omtales nærmere nedenfor, forbliver guldet i cirkulation mellem den kreds af lande, der har guldet og som særligt tilstræber at handle med hinanden og afskære andre lande fra handel byggende på guld som fælles værdimåler. Vi skal kende en smule til grundlaget for den internationale samhandel og det internationale låne-system; men vi vil her slet ikke gå i nogen overflødige detaljer, der ikke tjener andre egentlige formål end at tilsløre sandheden for folk uden for og så sandelig også inden for den national-økonomiske metier.

Det sidste klarede blandt andre Jesper Jespersen i dagbladet Informations kronikker den 30. og 31. april 1995. Jeg har lettere ved at fortælle sandheden og den fulde sandhed, det skal siges, uden ansættelse på Roskilde Universitetscenter og uden på forhånd at skulle godkende Europa-integrationen.

Altså kort om: guldstandard, indenlandsk stabiliseringsfondssystem og bilateral udligning, men selv-følgelig i kortfattet forhåbentlig forståelig formulering uden det sædvanlige fagsprog:

Guldmøntfod er et forsøg på at lave en fælles international målestok for økonomiske værdier. Værdi-erne måles i de enkelte nationer i nationens valuta. Når valutaernes pålydende fremstår som en slags forholdstal i forhold til hinanden, når de sammenlignes, skyldes det prisen på guld, der er eftertragtet og dermed har værdi i hver eneste nation som basisværdital2. D.v.s. valutaernes værdi måles i forhold i værdien af guld. Ordningen som her er beskrevet er teoretisk;

2 Guldet blev således en fælles international regne/måleenhed for alle andre værdier i de enkelte nationer, der var med i systemet.

i næste kapital sættes der spørgsmålstegn ved guldmøntfodens egentlige eksistens, varighed og historien, der betinger dens opståen, gennemgås i flere detaljer. Ordningen var således, at hvis et land havde samhandelsunderskud i forhold til et andet land, måtte det aflevere en mængde guld, hvis værdi svarede til dette underskud. Omvendt for lande, der havde over-skud i samhandelen; de modtog så guld fra underskudslandet svarende til første lands overskud. Et sådant arrangement gjorde guldbeholdningen mindre i underskudslandet, og hvis der ellers var en ansvarlig regering i underskudslandet, så ville den mindske seddel-mængden og stramme kreditmulighederne via centralbanken, vel at mærke, hvis den havde magt over og ansvaret for centralbanken.

Under guldstandarden flyttes guldet ikke, kun fordringerne3 på guld flyttes. For en deltaljeret gennemgang af guldspørgsmålet, gå til kapitel 3. Ved disse nødvendige indgreb pressedes priser på varer og arbejde (løn) ned, fordi betalingsmiddelmængden og kreditten måtte tilpasses guldbeholdningen4. De deraf følgende lavere omkostninger for erhvervene gjorde så eksport-erhvervene mere konkurrencedygtige. Sluttelig ville samhandelsforholdet så blive forbedret igen, og når det skete, vendte guldet tilbage, og der blev også mulighed større pengerigelighed, mere kredit og for højere lønninger igen.

Systemet blev stærkt kritiseret for at skabe ustabilitet – det med at lønninger og priser kunne bevæge sig i begge retninger. Systemet var dog egnet til at holde svage regeringer i ave – især under guldmønt-foden5 – fordi en del af uordenen ikke kunne skjules.

3 I form af papiranvisninger. Der er en fordel ved dette. Guldrøvere fristes ikke så meget af guldtransporterne. Nu er der bare det, at papir er yderst tålmodigt, så andre mere beskyttede falsk-spillere kan drive deres spil. 4 Det sker fordi det nu engang i sidste ende er køberne, der bestemmer priserne på en vare, der skal handles. Har alle købere færre penge end før, og er vareudbudet uændret, må priserne falde, forudsat præferencerne for de enkelte varer er uændrede – og omvendt. Denne mekanisme ses tydeligst på auktioner, men den hersker overalt, trods politikernes mundtlige krumspring. Næsten ingen af dem kender noget til økonomi. De lader ganske vist som om og indøver til stadighed de nyeste ord og vendinger fra et særpræget sprog, der bedst kan betegnes “akademiker-kauder-vælsk.”

5 Under guldmøntfoden flyttes guldet – ikke bare anvisningerne på guld – så her er der ikke så mange muligheder for at omgå systemet. Statsgæld kan dog godt opbygges i al hemmelighed, især hvis befolkningen er uoplyst, og hvis statens repræsentanter råder over nogle andre værdier eller føjer sig på anden vis som en slags modydelse til lånet. Dette giver appendiks 1 et nutidigt supplement til.

Man skal dog ikke glemme, at i perioden, hvor guldstandarden – her flyttes kun anvisningerne på guld – især kan siges at have været herskende i store dele af verden fra tidligst 1879 til midten af 1920-erne (jfr. ovenstående link), florerede statsgældssætningen alligevel helt vildt (se i øvrigt appendiks 2 om danske forhold).6 L. V. Birck ville ganske givet have givet mig ret, i et måske lidt mere floromvundet brug af sprogets finere nuancer:

“Er historien en morskabslæsning eller en belæring, skal teorien kun afgive diskussionsmate-riale for national-økonomiske skolastikere, eller skal vi kende de økonomiske love, for at vi kan indrette os efter dem og ikke bare dem med os.” Denne meget korte beskrivelse af før-1914-guldstandarden bringer et af de mest slående træk frem, nemlig, dens relativt korte varighed som redskab i det internationale monetære system – det korteste vi haft for et international monetært system, måske. Ligesom det ikke er muligt at datere den internationale guldstandards begyndelse præcist – den eksisterede ikke i 1879, men den gjorde i 1900 – markerede Den Første Verdenskrig som alle andre større krige dens afslutning. Det skal nævnes, at den forsøgtes genindført i en kort periode i midten af 1920-erne. Nogle vil sige, at bor-gerne havde fundet det bedre at skulle møde en hurtig skattefinansiering af verdenskrigens papir-penge. Den samlede varighed for guldstandarden: mindre end 30 år, vil jeg hævde. Under dens relativt kortvarige eksistens, blev guldbasis ikke standardiseret eller gjort til et inter-nationalt monetært system, som mange faktisk troede i brede kredse i 1930-erne og senere, og også i dag. Der var 1800-tallet forskellige versioner af guldgrundlaget: således Guldmøntfod eller Klassisk Guldstandard, Guldindløselighedsstandard og endelig fra 1840-erne den Fleksible Guld-indløseligheds-Standard. De blev alle brugt, især den sidstnævnte. Her er det især de faktiske forhold i Storbritannien, der beskrives, fordi initiativerne stammede derfra.

6 Det bør selvfølgelig ikke forbigås, at gældsætningen også under guldstandarden, florerede helt vildt, hvad hr. Robert Triffin, én af de fremmeste fortalere for og konstruktører af den nye, obligatoriske Europa-mønt, korrekt har fremhævet (mere herom nedenfor). Men den nødvendige konsekvens er så absolut ikke, at vi så må nedlægge vore nationer, hvad den obligatoriske euromønt sammen med den internationale gældsætning sigter mod at gøre. Vi mangler blot et internationalt aftalt pengesystem til erstatning for det der brød sammen i august 1971.

De øvrige europæiske lande var ved 1870 enten på en sølvstandard, de tyske stater, Holland, Skandinavien – eller som Rusland Østrig-Ungarn, Italien, Grækenland og som noget nyt Frankrig var blevet tvunget af krigene og revolutionerne til at udstede uindløselige papir-penge. Uden for Europa var Orienten og Latinamerika på sølv, og USA havde uindløselige og værdinedsatte sedler (Greenbacks) udstedt under Borgerkrigen og sendt i omløb. Så omkring 1870 var guldstandarden langt fra at være en internationalt ordning. Kun England opererede på den lovfæstede guldindløse-ligheds-standard. Bimetalstandard eksisterede lovligt i USA, og den Latinske Møntunion og Tysk-land, Holland, Skandinavien, Latinamerika og Orienten holdt fast ved sølvstandarden.

Kapitalisation og statsgæld:

Realkapitalen er indbegrebet af de enkelte goder, som i den økonomiske virksomhed frem-bringer vort forbrugs midler og holder sig vedlige. Kapital som funktion. Den faste realkapital bindes længere tid i jord, bygninger og anlæg, evt. lageret, den flydende real-kapital bindes i det faktorforbrug, der sker i produktionsprocessen, medens den forløber og evt. lageret. Processen gentages typisk.

Privatkapital er karakteriseret ved en mængde rettigheder, der giver adgang til arbejdsfri indtægt (oftest i form af rente og kursgevinst), hvor der ikke kan påvises nogen forbindelse med produktiv virksomhed. Fordi jeg via offentlige tilskud, der i dag angiveligt skal virke på arbejdsløsheden og byfornyelsen, kan få ombygget et par ejendomme og derefter hæve huslejen med 15-20 procent, samtidig med at min ejendom kan forventes at være blevet mere værd i handel og vandel, så bliver samfundet jo ingenlunde mere funktionsdygtigt eller rigere af den grund. Jeg bliver det nok umiddelbart og sikkert, når jeg sælger kapitalgodet i tide; men hvad skulle det ellers gøre andet end fjerne endnu mere kapital fra realproduktionen, som vi skal leve af mestendels materielt.

Tilskuddet får initiativet og pengene trukket et andet sted hen. Aktiviteten øges i en periode, og leverandørerne indstiller sig på mere omsætning også. Fortsætter tilskuddene øges kommando-økonomien og funktionærstaten, og skævridningen af økonomiens naturlige ordning. Standser tilskuddene bliver ledigheden meget større, end den først var. Naboen gøre som jeg i morgen, når han ser tilskudsarbejderne på mine ejendomme. Trediverne var fyldt op med disse gældsforøgende New Deal tilskud, som altid først i U.S.A., så her. Når tilsvarende huslejen samlet i de køben-havnske ejendomme fra 1914 til 1926 steg med 40 mill. kr., var

der, uden at samfundet var blevet rigere af den grund, skabt en privatkapital på ca. 500 mill. kr.7, hvoraf en del selvfølgelig realiseredes ved salg. Det samme sker i dag, huslejen udgør for de fleste op imod 50 pct. af en disponibel indtægt mod cirka 25 pct. i 1950-erne.

Kapitaliseringsprocessen fremskyndes i et samfund, hvor det at have kapital er en voksende betingelse for personlig frihed og sikkerhed i tilværelsen. Overkapitalisering skete under 1. Ver-denskrig gennem aktier, obligationer og banklån, hvormed man udbetalte de dividender, som et for højt værdisat lager og anlæg tilsyneladende retfærdiggjorde. Følg vore skibs-selskabers historie fra 1912 til 1920 (appendiks3 om Landmandsbankkrakket). Et selskab slagtes, idet skibene ansat til 1000 kr. pr. ton dødvægt, solgtes til et nyt selskab. Den tidobbelte overpris, som de nye aktionærer betalte, tilførtes ikke søfarten, der ikke desto mindre skulle forrente den, men den gik i aktionærer-nes lommer. Faldt tanken på de aktuelle USA-skandaler omkring Enron-firmaet og Worldcom. Og mange af disse såkaldt nye selskaber nærmede sig snart insolvensens grænse8. Det er præcis samme problemstillinger; salg af underskud og overvurderede aktiver og undervurderede passiver, overbe-låning og overkapitalisering var også kendt i visse kredse i 1923. Systemet gennemgås i deltaljer i kapitel 3 under gennemgangen af guldet som international værdimåler. I dag har vi så fået selskabs-tømning; det havde man såmænd også dengang, bortset fra de bagvedliggende bevæggrunde/motiver var lidt andre. Tømningerne har fået lov at fortsætte, medens myn-dighederne ser til eller har, måske uden at ville dette, selv deltagere med i nye kasketter. Tænker man på de manøvrer, under hvilke kapitaliseringen og overkapitaliseringen foregår, og de mange papirpenge skabes, som man vil tvinge samfundet til at forrente, forstår man, at dette kan intet samfund leve med. Det er/var galt overalt i Europa, før som nu – Schweiz og Norge undtaget i dag.

Realkapitalen er ikke endnu blevet ødelagt ved krig; men mest ved hemmeligholdt overforbrug i offentligheds- og fondssektorerne udover, hvad brandbeskatningen9 kunne magte at finansiere. Staten udsteder så obligationer til underkurs med fast forrentning og inddrager dermed betalingsmidler, der skulle have nyttet samfundet som realkapital, men det

7 Den kapitaliserede værdi af 40 mill. kr. pr. år – efter Bircks annuiteter anno 1925. Birck ejede selv ejen-domme. Penge var nogle ganske andre dengang. Se lidt supplerende kendsgerninger fra 1920erne. 8 Grænsen hvor passivernes sum overstiger aktivernes sum. 9 Lønkonfiskation er rette betegnelse.

er ikke nok. Samtidig henter staterne EU-opbygningen ad denne dødsrute også valuta hjem i konkurrence med andre europæiske lande og arabiske lande (fra 2002 i konkurrence med USA), fordi den også sælger det tidligere benævnte indlandspapir i udlandet.

Man har talt om, at eftertiden ved statsgæld bærer en del af, men tungere byrder for nutiden, og man har talt om at underskud på de offentlige finanser speeder økonomien op. Begge dele er aldeles ukorrekt og opfundet til formålet, som forbliver “dansemyggenes” bedst skjulte hemmelighed. Såfremt det første havde været rigtigt, ville den moralske berettigelse være mere end tvivlsom; men det er ikke rigtigt. Ved lån og ved skat overføres borgernes købekraft til staten, der nødvendigvis retter sin efterspørg-sel efter nutidens varer og tjenester. Krig kan ikke føres med fremtidens kanoner, og soldater kan ikke klæde sig i fremtidens klæder og leve af fremtidens landbrugsprodukter. Staten bruger prove-nuet af såvel statslånet som skatten til at købe nutidsvarer, hvis mængde derfor mindskes. Da bor-gerne i tilfælde af statslån bredt beholder deres købekraft, stiger varepriserne kraftigt som følge af lånet, og denne inflation afsætter sig som store profitter og kursgevinster. Disse giver anledning til et ødselt forbrug, og den långivende borger véd ikke af, at samfundet er blevet fattigere, for han har jo blandt sine aktiver en god tilsyneladende sikker rentekilde i statsobligationen (privatkapital). Tværtimod tror han, idet han ræsonnerer ud fra sit eget, at samfundet er blevet rigere. Det går ufattelig godt! Opsvinget! Prisstigningerne reducerer de brede lags realindtægt – når seddeludstedelsen og løn blot fastholdes; hvis de slippes, så bliver det endnu værre. Statslånet tager altså nutidens goder, ikke fremtidens, og byrden mærkes straks på prisniveauet. Dernæst betales der igen, når gælden skal forrentes og afdrages. Her skal pengene hentes via skatterne, der igen rammer bredt og mærkes mest af folk med lavere indkomster. Staten har nemlig ingen penge.

Til det andet forløjede udtryk stammende fra fejlfortolkning af John Maynard Keynes er kun at bemærke, at når man fjerner pengemidler ved salg af statsobligationer fra et sted, hvor det private initiativ ellers råder, og lader staten disponere i stedet, så skævvrides økonomiens naturlige ordning – byggende på behov og ærligt tjent købekraft – og de brede lag belastes af

både prisstigningerne, der følger straks, og senere også af de øgede skatter til finansiering af rente- og afdragsbyrden fra statslånet. Staten overtager initiativet.

Den aktive kapital (eller realkapitalen) svækkes ved at fastholde en falsk passiv kapital (privat-kapitalen). Dernæst kastes byrden over på de brede befolkningslag. Rentenyderen af statsgælden ser gennem bankens øjne og forstår først for sent, at det ikke blot er arbejdslønnen, men også renteafkastet, der forringes ved den rentestigning, der følger med inflationen. Faldet i købekraft, der uvægerligt følger, overstiger rentestigningen, så han i fremtiden alligevel kommer til at betale10, medmindre nye udsættende, men fordyrende krumspring foretages. Det er her “dansemyggene” både skriver og indstuderer koreografien.

Under inflationen dengang tillod man priserne at flerdobles i begyndelsen af 1920-erne. Statsban-kerotten lurede i Danmark i 1923, men kun på grund af svig. Samtidig samledes der mægtige formuer på private hænder, og staten kastede bare (u)forpligtende statsobligationer ud. Havde man i 1919 i stedet én gang for alle taget en formueskat til tilbagebetaling af krigens gæld, havde man ikke absurd bibragt borgerne den tro, at man kunne føre krig for intet. Det var umoralsk, at der kunne dannes mægtige privatformuer ved krig og inflationssvig, og det var uøkonomisk at tillade borgerne et forbrug på grundlag af en tilsyneladende formue, der ikke stod i forhold til Europas virkelige kapitalmangel. Derefter fulgte stilstand i hjulene – deflation, hvor alle værdierne begynder at blive ødelagt. Med udsigt til stadige prisfald udsættes alle afgørende erhvervstiltag. De faldende priser får realrenten til at stige og mindsker derved investeringer endnu mere. Vejen ud herfra var ganske langvarig og smertefuld, fordi forsømmelserne havde stået på tilsvarende længe. Uden nød-vendige tiltag fører dette til krig, især hvis mange lande kører samme trafik. Det skete også. Det hele skyldes alene svig.

Men man har forud kapitaliseret11 fremtidens udbyttemuligheder og for de nu besiddende fastslået, at krig er en fortræffelig forretning, noget, det er værd at gentage.

10 Ville dette ikke ske, kunne man sige, at “geniale politikere” og deres “overmenneskelige embedsmænd” havde opdaget eller opfundet en metode til at lovgive sig væk fra tyngdeloven. For at kunne leve op til Den Økonomiske Monetære Unions, ØMUens krav indførte man på et dansk finansudvalgsmøde i 1997 13 måneder på indtægtssiden og 12 måneder på udgiftssiden, da Finansloven for 1998 udarbejdedes. Mere herom nedenfor. 11 Tilbagediskontering af alle fremtidige beløb til et nutidsbeløb, der under hensyn til renten helt tilsvarer fremtidsbeløbene. Nu er det bare det – som nævnt – at f.eks. renten, købekraften og kurserne ikke er til at lide på.

Det samme sker i dag; men indtil nu uden krig hos os; men med vor krigsdeltagelse indtil nu. Med en abnorm mængde statspapirer overalt i Europa er de reale produktionsmuligheder under gunstige forhold i øvrigt ikke tilstede ved en bare nogenlunde acceptabel beskæftigel-sesgrad. Lige netop under sådanne forhold vil magthaverne have en ny fælles obligatorisk Europa-mønt12, som de hævder vil frigøre os fra den internationale spekulation. Hvorledes 12 senere 15 gældsatte lande faktisk kan ændre den eksisterende status ved at skrive det på et nyt fælles stykke pengepapir, der så uddeles til erstatning for de ødelagte nationale monetære enheder er ikke umiddelbart indlysende. Der er mulighed for at udskyde de ganske vist stadigt voksende problemers løsning yderligere, som vi skal se i appendiks1. De kan også med Euroen ændre på noget andet, og det er i realiteten, hvad det drejer sig om (se nedenfor).

Om vi skal have finansmændene på kommandobroen, eller vi skal vågne af vor Tornerosesøvn og klare ærterne selv som rigtige danskere, bestemmer vælgeren/seeren/lytteren/læseren i et demokrati. For vi har da demokrati, har vi ikke?

“Statsgæld er umoralsk og ødelæggende; umærkelig underminerende statens grundvold, udleverer den de nulevende generationer til den næstes forbandelse” (citat: Napoleon I og L. V. Birck).

Stabiliseringsfondssystemet fra 1932 går i korthed ud på, at valutapolitik og indenlands pengepolitik holdes adskilt. Det betyder at lande, der nok kunne hente guld hjem på anden vis end sædvanlig handel med sædvanlige varer – f.eks. ved gældsspekulation og praktisk bankvæsen – bare kunne opbygge en fond uafhængig af centralbanken, med hvilken der så kunne føres en pengepolitik, der friholdt priser og lønninger fra at skulle variere, selvom dette ellers skulle til af hensyn til varesamhandels-ulige-vægts-problemerne.13

12 Den 12. februar 1998 meldte 154 økonomiprofessorer i Tyskland helt på linie med Information om Danmarks oplysninger fra 1996, at Euro-projektet som det agtes gennemført er aldeles udsigtsløst. Ydeligere kapitalflugt, høj rente, mere arbejdsløshed og hyper-inflation er resultaterne. Tyskland havde 4,82 mill. arbejdsløshedsforsikrede (12,6%) uden arbejde i januar 1998, den største nogensinde. I juli 1998 er den tyske ledighed faldet til 4,3%; men arbejdsmarkedspolitiske forbundsdags-repræsentanter for SPD – det tyske socialdemokrati – meldte på skærmen lige før valget, at den reelle ledighed snarere var henved 10 mill. I 1932 havde Tyskland 4,1 mill. arbejdsløse. Dengang udgjorde arbejdsstyrken en langt mindre del af befolkningen – kvinder tilbød sig ikke på arbejdsmarkedet i samme omfang som i dag; det skal nævnes. 13Et langt, men sigende ord.

Man bruger (misbruger) det ophobede ædelmetal i fonden i stedet for at foretage de nødvendige indgreb mod dårligdommen. Det var netop guldets opgave at tjene som et nyttigt redskab til afsløring af fejlindretningen i forhold til det nødvendige.14

Muligheden for at anvende dette kunstige trick var kun tilstede, fordi Bank of England var på private hænder. England var det første land, der på denne måde stabiliserede pund-kursen, uden at penge-politikken via pengemængden, kreditpolitikken og løn- og indkomstpolitikken blev brugt. Uha, det med økonomi er noget svært, vil nogle måske nu hævde.

Nej, vel er det ej, det er gjort kunstigt svært for at forvirre dig og gøre dig ufri. Det sker ved at sløre for dig, hvad der sker, hvad der kan, og hvad der ikke kan gøres med hvilke midler og med hvilke virkninger. Et eksempel på de fantastiske heksekunster blev bl.a. afsløret af Arne Rasmussen, der skrev og forsvarede doktordisputatsen “Pris- eller Parameterpolitik.” Hoved-sigtet hermed er at vise, hvor-ledes ikke blot prisen på varerne kan anvendes analytisk som efterspørgselsbestemmende middel i marketingindsatsen. Arne Rasmussen viser, hvorledes prisen blev overtaget af driftsøkonomerne fra nationaløkonomerne. Prisen var den nemmeste at måle til formålet, og desuden var det langt hen ad vejen for matematisk krævende at arbejde med flerdimensionale sammenhænge til bestemmelse af efterspørgslen i modellerne af virke-igheden15. Meget af videnskaben bygger i dag på antagelseslogik eller uvirkelig modelbe-tragtning. Enkelte dele er fast humanlov eller uændret kulturislæt så som at lån skal tilbetales og rente svarende til forskellen i præference for nutidigt og fremtidigt forbrug skal tilregnes denne gælden. Den 21. september 1996 overværede jeg et foredrag af en yngre og vel håbefuld politiker med en økonomisk uddannelse. Emnet var EU og Danmarks økonomi. Denne ambitiøse politiker hævdede, at det var vigtigt langt hen ad vejen for karrieren at opfatte og udtrykke ikke alene EU-problematikken, men også den nationaløkonomiske metier “på den rette måde.”

Kun hvad EU angik var han at betragte som outsider i Folketinget, og han kunne stolt bedyre for forsamlingen, at der var mindst tre folketings-medlemmer mere i hans parti (Det Konser-

14Eller: Man brugte ikke guldet som et fornemt redskab til at signalere noget reelt måtte gøres i samfunds-indretningen, man erstattede indgrebene med guld. 15 Arne Rasmussen blev verdensberømt.

vative Folkeparti) foruden ham selv, der således skejede ud 16 angående EU-tilslutningen. Dette er niveauet, når det går højt på Borgen.17

Om pengeforringelse, gæld og afhængighed:

Betalingen for det, der produceres og sælges af vore virksomheder (omsætningen), kan selvfølgelig ikke bare udbetales til de ansatte eller bruges privat af den, der ejer virksomheden.

Alt det, der er blevet brugt for at producere, skal først afregnes (omkostninger). Det kan være råvarer, arbejdstimer, maskinslid og maskinforældelse, strøm og varme og mange andre ting. Hvis man udbetalte alt det, der kom ind, ville der blive vrøvl med leverandørerne. Måske ikke med arbejderne, før der var gået lidt tid, og de så, at virksomheden lukkede, fordi ingen ville levere den det fornødne. Det er på en lignende og alligevel anderledes måde, når vi ser på samfundets samlede økonomiske værdier og penge. Pengemidlerne, som vi bruger hver dag, er kun midler til at lette handelen med varer og gøre det nemt at transportere og opbevare værdier. Værdier er noget helt andet end penge. Pengemidlerne fordærves, som vi skal se i denne gennemgang. Penge derimod er den ret, der følger af, at du har frembragt/skabt resultater, der efterspørges af andre. Denne ret fortabes mere eller mindre, når anvisningerne på retten ikke er i orden. Der skal selvfølgelig være tiltro til pengemidlerne herunder kreditterne. At de er det værd, der står på dem. Derfor må de udvalgte, der står for ledelsen af et land altid sikre, at mængden af pengemidler nøje passer til det, der produceres. Bliver produktionen større for hver måned, er det korrekt også at øge antallet af pengesedler, der så er anvisninger på retten til denne produktion. Dette forudsætter selvfølgelig, at der ikke i forvejen er vrøvl med økonomien.

Pengeudstedelsen skal ske ved, at vor nationalbank trykker nogle flere penge og husker at notere de ansvarlige ledere herfor, inden de begynder at bruge dem selv eller lader omløbet starte andetsteds. De skal nemlig huske at holde styr på, om pengemængden et andet sted så samtidig skal gøres mindre.

16 Ingen skejen ud angående den Keynes-fastlagte nationaløkonomi-opfattelse. 17 Christiansborg, hvor det virkelighedsforskansede Folketinget er placeret.

Pengemidlernes herunder kredittens vækst og produktionens og omsætningens reale vækst skal altid svare til hinanden, forstår du nu. Fordi der i Danmark fra midten af 1960-erne og frem til 1996 ikke var den nødvendige orden i pengesagerne, måtte vi måske til sidst tage en op-synsmand med i ledelsen af vort land. Det er sket i Sverige. Det forlanger dem, vi skylder penge d.v.s skylder varer, for pengene i sig selv er jo ikke noget værd at have. De skal kunne ombyttes med varer eller andet gavnligt, man gerne vil anskaffe.

Er der noget tilbage af vareproduktionen, når alt er betalt i virksomhederne, og danskerne har købt alt det, de kan ønske sig for deres penge, kan resten måske sælges til udlandets borgere eller virksomheder. Dette kaldes eksport.

Er der for lidt vareproduktion i forhold til, hvad der efterspørges med vore penge, kan vi mod ordentlig betaling importere nogle flere varer. Skal vi låne os til denne ordentlige betaling, fordi udlandet ikke uden videre vil have vore sedler, så bliver vi noteret. Det er selvfølgelig altid staten, der kommer til at tage ansvaret for dette regnskab med udlandet. Et betalingsbalan-ceregnskab der opgør værdistrømmen ud af og ind i landet.

Dette fordi den enkelte borger eller virksomhed må gå ud fra, at vore penge er gode nok og kan veksles til de udenlandske pengesedler, der forlanges for de udenlandske varer.

Nu er det meget nemt at udstede for mange pengemidler og øge statens kredit18, og det er tilmed tillokkende for en regering at gøre det. Så mister midlerne værdi ligesom, hvis der er for mange kartofler på markedet. Det er derfor, at man i f.eks. Tyskland, der har meget dårlige erfaringer hermed, havde særlige officielle regler indtil 1997, i hvert fald. Regeringen der kunne ikke bare forlange pengeudstedelse af nationalbanken eller Forbundsbanken, som den kaldes i Tyskland.

Indtil 1996 ringede finansministeren i Danmark derimod blot til sin nationalbank, og så var det hele klaret. Det kunne den tilsvarende finansminister i Tyskland ikke med den mere grundlovs-sikrede tyske Forbundsbank officielt indtil 199719. Forbundsbanken var uafhængig af regeringen

18 Fordi det i realiteten virker som en skjult skat på opsparing; politikere elsker skjulte skatter. Desuden virker inflation i første omgang opmuntrende på omsætningen. I det lange løb slår prisstigningerne naturligvis igennem i alle led i produktions- og afsætningskæden, og så er man lige vidt – blot med et højere prisniveau – uden større produktion, men med en illusion om reel lønforhøjelse fattigere.

19 1997 var året, hvor Maastricht-kravene til medlemslandenes økonomier skulle afprøves. I Tyskland

og alene underlagt Grundloven indtil udgangen af 1998, hvor EURO indførtes til erstatning for D-Marken. Det fortsatte i Danmark og helt tilsvarende forpligter Den Europæiske Centralbank nu Danmarks Nationalbank, som modydelse til den faste kobling til Euroen fra 1999. Det sidste kan være Grundlovsbrud, idet det bryder vor centralbanks pengemonopol. Grunden til det er tillokkende for regeringer at udstede for mange penge er, at dens politikere så nemmere bliver genvalgt. Den for store pengemængde virker nemlig i første omgang, som om borgerne lettere kan få afregnet deres køb, og der bliver ekstra interesse for at købe mere, fordi folk føler sig mere ved muffen. Og så mener mange desværre, at det må skyldes, at vi har en god regering. Det går dog galt, for priserne begynder efterhånden at stige. Og så kan det være ét fedt, om der var lidt flere sedler at betale. Der er oveni købet en tendens til, at varepriserne tit stiger mere end de fleste af borgernes indkomster, fordi andre landes regeringer gør ligeså. Det sker kun, fordi regeringen/regeringerne har sat det hele i gang. Herved kan regeringen fristes til, at udvide pengemængden endnu mere, selvom, der stadig ikke er dækning. Det gjorde de også i Tyskland i 1920-erne. Det skal vi vende tilbage til og forklare nærmere nedenfor.

Skatterne og folks egen gæld mærkes heller ikke så meget, når der hele tiden laves falske penge eller trækkes veksler på ufødte generationer.20 21Det bliver til sidst en ond cirkel på en vis måde svarende til en for stor indtagelse af alkohol igennem lang tid. Til sidst melder abstinenserne og smerterne sig.

De ledende har på denne måde blandet sig kunstigt i køb og salg. Det giver dog altid gæld i sidste ende, fordi de, som vi handler med i udlandet, efterhånden mærker, at vore varer er blevet

solgte man bl.a. af guldreserverne for at dække underskuddet på de offentlige finanser. Det betød at det første af konvergenskravene, der var sat op I Maastricht-traktaten, overtrådtes.

20 Hvilket et langt stykke hen ad vejen er ét og det samme. Vi har jo ingen garanti for at disse endnu ufødte vil honorere deres forældres gæld. De behøver bestemt ikke at gøre det – moralsk set. For de er ikke blevet spurgt. En vis Niels Ebbesen kappede som måske bekendt hovedet af én af den afdøde konge Erik Menveds store kreditorer, Grev Gert. Men vold løser sjældent problemet – kreditorer har arvinger, som vil opretholde kravet om indfrielse af gælden. 21 I realiteten er inflation et brud på aftaleretten, der ifølge folkerettens grundlægger Hugo Grotius simpelthen udgør grundlaget for ordentlig samkvem mellem mennesker. Han formulerede den berømte juridiske grundregel “pacta sunt servanda” d.v.s. aftaler skal overholdes. Inflation er aftale-brud.

noget dyrere at købe, for hver gang de køber hos os igen. Det kan også ske, at vore långivere f.eks. i udlandet efterhånden indser, at vi aldrig vil kunne afvikle den gæld ordentligt igen, som vi i det lange løb har pådraget os. Så kommer vi til at følge kreditorernes anvisninger.

Så sælger vi efterhånden mindre, men vi køber måske stadig meget i udlandet, hvis der endnu ikke er blevet låneproblemer, og så bliver der selvfølgelig endnu mere underskud. For at vi alligevel skal kun-ne handle videre, må vi så noteres igen. Og sådan kan det fortsætte, indtil til kreditorerne siger stop.

Danmark er særligt sårbar overfor dette fænomen, der kaldes inflation (pengeforringelse), fordi vi skal handle så meget med udlandet for at holde det hele i gang, også i produktionslivet. Importkvoten (den andel af indkomsten, der bruges på import) er høj.

Der er flere ufine tricks, en regering kan gøre brug af, når det så er gået galt. Den kan ændre bytte-prisen på udenlandske penge (valutakursen) ved at meddele, at vore egne penge nu sættes lavere i værdi i forhold udlandenes penge. Dette kaldes at devaluere. Men det er også kun en stakket frist, der er med den trafik. Lige til at begynde med får vi lavere afregningspris på vore eksportvarer målt med udlandets penge, og importen bliver dyrere målt med vore penge. Det skulle efterhånden bedre misforholdet i samhandelen, for så køber vi mindre og sælger mere. Gælden bliver blot opskrevet i danske kroner. Da vi imidlertid importerer så stor en andel af det, vi bruger til at producere af også, kommer det efterhånden til at slå igennem på vore eksportpriser. Desuden fristes regering og embedsmænd til at øge seddeltrykningen for at dæmpe disse kedelige virkninger af devalueringen, så det bliver lettere at skaffe sig illusorisk købekraft og skabe falske forventninger i Danmark.

EU’s Euro

Fra begyndelsen af januar 1999 nedskrev de 12 EURO-deltagerlande deres valuta EURO med godt 1,4 pct. pr. måned regnet i norske kroner, men med næsten 3 pct. pr. måned, når regnes i forhold til US-dollars. Dette var tegn på at end ikke spekulanterne accepterer den nye valuta, så kapitalen flyder faktisk væk fra Europa. Derfor må renten hæves før eller siden. Og dette nødvendige træk gav pr. automatik mere arbejdsløshed og mere politisk ustabilitet.

For hele 1999 gjaldt at EUROen faldt med 13,8 pct. i forhold US-Dollars, med 19,8 pct. i forhold til japanske YEN og med 8,7 pct. i forhold til norske kr. (se nedenstående tabel). Selvfølgelig kan der foretages forskellige krumsping for at holde kursen oppe, men i længden vil EURO være dømt til undergang, medmindre det lykkes at oprette og fastholde en gyldig Europa-stat og dermed nedlægge de europæiske nationer. En erobring/indlemmelse af Rusland for næsen af USA og England vil i øvrigt være det meste af en forudsætning for denne fastholdelse. Der var en falsk løsning mere, som vi skal se på i appendiks 1.

Om pengeforringelse, gæld og afhængighed – fortsat

…Vi kommer ikke udenom, at penge kun er papir og metalmønter. Varer og arbejdsydelser er noget helt andet. Det er selvfølgelig fristende at tro, at vi bare kan fortsætte med at lave penge uden ordentlig dækning.

Der kan herefter endda ske det, at inflationslandets udenlandske långivere indser, at landet aldrig kan få afviklet sin gæld på normal vis – hvorefter kreditorerne tropper op og dikterer landets fremtidige økonomiske politik – som det netop er skete i f.eks. Sverige. Hvis svikmøllen alligevel fortsætter kommer det tidspunkt, hvor kreditorerne simpelthen siger stop.22

Indtil da kan regeringen blive ved med at få det til at se ud, som om det går rigtig godt, eller ufattelig godt, som en ukyndig, eller naiv finansminister blev ved med at fortælle folk på TV fra 1991 til 1993. Han vidste måske godt, det var helt galt fat. I så fald løj Henning Dyremose! Mogens Lykketoft havde derefter opsvinget indtil 1998, som danskerne ikke helt fornemmede. Fra 2001 ville man satse på at privatisere administrationerne af socialhjælpen. Det indebærer bl.a., at der lægges planer om at afhente de udstødte om morgenen og bringe til noget arbejde, som man ikke helt har fundet frem til endnu (TV2 27. og 28/2-1999). Denne koncentrationslejr-model har været anvendt i bl.a. Middelfart.

Danskernes tilslutning til Europa-Unionen var begges store ønske. Dyremoses egen chef daværende statsminister Poul Schlüter havde bl.a. på et møde i Maastricht i Holland i december

22 Så går samhandelen med udlandet helt over på private hænder; de lokale penge erstattes med fremmede (Dollars eller Euro indtil), og landets statsmagt fungerer reelt ikke længere som sådan. Den er da blot én mafia blandt andre. Det er sket adskillige steder på kloden, og det kan også ske i Danmark. Modsat hvad mange inderst inde tror, så er danskerne ikke spor klogere eller sødere end andre folkeslag.

1991 lovet at “få danskerne med på EU-vognen.” I 1986 havde samme Schlüter meddelt på møde i München, at Europa-unionen var stendød. Vi skulle ikke inden tilslutningen til den døde union, som vi ganske vist skulle folkeafstemme om, mærke så meget til, hvordan det kneb med finanserne. Ét NEJ til den døde union var dog ikke nok. Alene i 1991 lavede Dyremose ekstra penge for ca. 40 mia. kr. eller ca. 10.000 kr. pr. dansker over 18 år. Det skete ved pr. telefon at bestille dem trykt i Danmarks Nationalbank. Mogens Lykketoft kørte en lignende trafik. Forskellen består kun i det, de siger, hvoraf det meste ikke betyder meget. Der er ingen reel forskel på det, de gør eller bringes til at gøre.

8. april 1992 kunne man i den danske provinsavis Aarhus Stiftstidende læse, at ledigheden blandt murersvende i Århus var 36% – altså mere end hver tredje – og at malerne var i næsten samme, men lidt værre situation.

Det førte til, at deres håndværksmestre bad kommunen om at igangsætte håndværksarbejder. Der var f.eks. stort behov for at få istandsat skolerne i kommunen. Malernes fagforening havde måneden forinden sendt følgende budskab til pressen: “Stop forældrenes sorte arbejde, når vi er så mange arbejdsløse.” 23

I 1991 havde man derimod istandsat bl.a. Gellerup Parken, betonkollektivistisk boligkompleks (Ghettoen) vest for Århus i Brabrand for omkring 164 mio. kr. – med næsten udelukkende kommunale penge/garantier. Medio august 1992 godkendte Århus Byråd endog ekstra ombygningsarbejder inden-dørs i lejlighederne til ca. 300.000 kr. pr. lejlighed; de fleste af midlerne hentet fra Boligselskabernes Landsbyggefond. Hertil er to centrale spørgsmål: 1. “Hvorfor var istandsættelserne/ombygninger af Gellerup Parken til i alt hen ved ½ mia. kr., der kunne skaffe svendene arbejde i 1992 og måske vedligeholde/forbedre bygningerne, ikke sket noget før for de penge, som allerede var inddrevet i skat?”

2. “Hvorfor brugte kommunen henved ½ mia. kr. på at renovere/ombygge nogle boliger, som ingen ville bo i, medmindre kommunen eller staten betaler huslejen, der i forvejen var tårnhøj –

23 Danske forældre havde på nogle af kommunens skoler frivilligt hjulpet med at istandsætte, fordi der manglede penge på budgettet, som havde været meget belastet af indvandrerundervisning.

efter ombyg-ningen stiger den igen, så den samlede boligudgift kunne forventes at blive 830 kr. pr. kv.m. pr. år, når de første 1000 lejlighederne stod færdige”? Svar på 1. spørgsmål: Pengene var på forhånd brugt til andre formål. Svar på 2. spørgsmål: Det må guderne vide, hvis ikke de også her er magtesløse. Kan et æble spises to gange? Hvorfor kunne det ikke betale sig at igangsætte byggeri og reparationsarbejder på normale betingelser, også på skolerne? For at det skal kunne betale sig – blot en smule – skal der reserveres værdier til et afkast senere, når nogen skal placere værdierne i arbejdet nu, frem for at de selv råder over disse værdier til forbrug.

Sandheden er, at værdierne var forbrugt, og anvisningerne på værdierne forbrugte indtil flere gange.

Projekter af den beskrevne type kunne virke tillokkende; men desværre bliver det hele meget værre, hvis der bruges kommunale penge eller garantier, som i realiteten er det samme, til for-målet. Problemet forskydes blot og bliver endnu større et par år efter. Så bliver ledigheden 45-50% i stedet for 36%, hvis ikke endnu flere falske kommunale penge kastes i projekterne mod ledigheden. Men så fandt de sande-lig på orlovs-camouflagen, som var den danske miljøminister og tidligere arbejds-minister Svend Au-kens ambition fra slutningen af 1970-erne, hvor “miljøet begyndte at styre arbejdsmarkedet rent mini-sterielt.” Så faldt arbejdsløsheden lidt på papiret, for nu skulle de arbejdsløse “aktiviseres” i de orlovs-ramte jobs, næsten udelukkende i den offentlige sektor. De socialistiske partier planlagde herved de dobbelte og tredobbelte ansættelser, der er blevet så kendte i den gamle, socialistiske østblok. Desuden er det af hensyn til image bedst at få fordelt alle de udstødte på nogle flere offentlige hyldefag, så de officielle optællinger af de arbejdsløse kan falde mere heldigt ud.

De såkaldt borgerlige så naivt hen til, at en mængde arbejde udført i den offentlige sektor af mere løs og billig arbejdskraft (8,25 kr. i timen udover bistandshjælpen første år for en ung

under 25 år) på denne måde kunne forsvinde ad åre ud i det private initiativ, når de fastansatte i monopolsektoren måtte blive udkonkurreret af den løsere ansatte arbejdskraft uden fagforeningsmilliardærerne i ryggen. De skynder sig så at udslynge sloganet: “Brug for en ekstra hånd” – ikke en ekstra ånd. Desuden var der med “opsvinget” skabt den stemning via medierne i den pyramideformede offent-lighed, at de arbejdsløse ikke gider arbejde. Så var det med at være med på noderne (se Trotzkis Plan nedenfor).

Og dårligdommen fortsætter til al normal aktivitet er gået i stå og erstattet med kom-munalprojekter eller med andet umuligt eller overflødig aktivitet, der ikke kan køre uden skattefinansieret tilskud. Dette er planøkonomi, i bedste EU-FN-stil. Bøtten skal vendes, og der skal gøres op med bedraget hele vejen rundt, ellers bliver det hele meget værre i sidste ende. I virkeligheden bad svendene og deres mestre om at komme på dobbelt offentlig understøttelse, da ingen nemlig havde efterspurgt deres arbejde frivilligt for egne værdier. Nu byfornyelse der hele vejen rundt for ikke ikke-eksisterende midler. Det blev som forudset til huslejeforhøjelser, som lejerne knap nok kan klare. Så skal de også have flere reelt ikke-eksisterende midler, der blot dræner købekraften yderligere. Selvfølgelig kunne svendene henvise til, at en mængde folk i kommunens tekniske forvaltning og i andre forvaltninger i realiteten allerede var i samme situation. Burde det hele derfor gøres endnu værre, eller burde der i stedet ske kæmpeforandringer i forvaltninger?

Dette bliver forhåbentlig et enkelt meget afgørende spørgsmål ved finanslovforhandlinger i 2002 med henblik på budgettet for 2003, såfremt man indser, at underskud på statshusholdningen på 30-40 mia. kr. pr. år er et ødelæggende dræn, når ikke andre tilsvarende reduktioner af betalings-middelmængden foretages.24 Man skiftede rent faktisk til lave overskud på de offentlige finanser lige omkring dette tidspunkt.

24 Éngangsindtægter ved salg af offentlige aktiver eller ved “tyveri” fra Den Sociale Fond et enkelt år skaber ingen balance i en fejlindrettet økonomistruktur, der er en afgørende del af årsagen til problemet. Det blev meget værre, som vi skal se nedenfor under ”Dansk Finanspolitik i inter-nationalt uvejr.”

Det der ofte glemmes eller bevidst overses ved skattefinansierede arbejdsløshedsprojekter og anden aktivering er, at de værdier, der overføres til projektaktiviteter, tages fra et andet sted i økonomien, hvor det private initiativ er rådende. Det betyder, at de penge så ikke kan bruges frivilligt i overens-stemmelse med borgerens indkomster, ønsker og behov. Hver gang dette sker alligevel, går det mere galt og kører mere skævt. Herved skævvrides til sidst hele økonomiord-ningen, så større og større dele bliver planøkonomi eller kommando-økonomi, hvor bureaukra-ter dispo-nerer på borgernes vegne, men for borgernes værdier og med dem som trækdyr, fra 1996 i 3½ ud af 5 arbejdsdage i alt pr. uge.

Herved øges afhængigheden af bureaukraterne og kreditorerne gradvist, indtil hovedparten af, måske hele økonomiens naturlige ordning, er sat ud af spillet. Dette var i realiteten sket i Danmark allerede i begyndelsen af 1980-erne.25 I 1990-erne kørtes der helt parallelt med tilskud i ekspresfart både i Europas enkeltlande og i EU, der nu også har fundet på sine egne afgifter. Om få år skal ikke konkurreres mere (se nedenfor under Den Trilaterale Kommission). For at vi kan handle med andre lande må der (i den nuværende indretning), som du nu har set, noteres. Vi laver for mange pengemidler og bruger dem i stedet for at lade dem forblive i vareproduktionen. Vareproduktionen er det eneste, vi kan betale vor import med og afvikle vor gæld ordentligt med. Hvis en mængde lande bare udsteder for mange pengemidler, så bliver det i sidste ende nogle få banker, der kommer til at bestemme, om der skal udlånes yderligere i den nuværende indretning. Det kan, som vi vil se lige straks, også føre til, at fremmede lande eller banker kommer til at bestemme meget mere over os og vort lands ledelse, end borgerne tilsyneladende forestiller sig:

En oplagt trussel uden vor opvågning, en sikker trussel med EURO-en til den kikser.

Hvis alle lande bare laver større og større gæld, vil de efterhånden skulle konkurrere om, hvem der hurtigst kan gældsætte sig. I virkeligheden er det falskmøntneri, det skader alle i sidste ende,

25 Monopol- eller statssektoren voksede målt i personale med yderligere 12 pct. i 1980-erne, hvor Danmark havde en såkaldt borgerlig regering fra 1983.

bortset fra interbankudlånere, politikere, bureaukrater, spekulanter, og det er en ret lang-sommelig og mere smertefuld proces at få standset og vendt. Især er det svært, når lederne her har tiet eller talt usandt herom over for folk, der ikke kunne ane, hvad der foregik nærmest i det skjulte. Pressen ville heller ikke følge, hvad der skete. Vi skulle ikke vide det. Når det sker, at alle eller mange større lande på denne måde bluffer, kan det i det lange løb føre til store handelskrige eller rigtige krige. Dette er, hvad der sker nu.

I Danmark har vi fortsat alt for stor monopolsektor med skattefinansiering26. Det meste af det, den laver, kan ikke sælges, men det, som bureaukraterne selv forbruger, skal betales. Og så kan de penge jo ikke bruges til andet. Tillader regeringen, at pengeanvisninger alligevel bruges en ekstra gang, fordi den ikke inddrager og reserverer den fornødne sum, så er der igen lavet for mange pengemidler. Når skatteborgerne i forvejen er hængt meget op, så er det nemmest for dem, der ønsker at blive ved mag-ten, at lave nogle flere sedler og give mere kredit. Hæver de skatterne yderligere mister de måske magten. Mindre end 1/3 af alt, hvad der frembringes i Danmark ved arbejde, har det offentlige ikke blandet sig direkte i. Dette var/er ikke statens opgave i et demokrati, og det er en katastrofe, at det skete, hvis ikke man ønsker sig et diktatur.

Det havde udviklet sig særlig slemt til gennem en generation, at det offentlige havde blandet sig mere og mere med “produktionsløse penge” i alt, alt for meget. Det havde skævvredet hele vor økonomi, så 2/3 er mere eller mindre kunstigt indrettet. Vore varer er altså blevet alt for dyre at sælge til udlandet 27.

Nu kopierer de det let overskuelige forsøgsland overalt i EU (se nedenfor om Den Trilaterale Kommmission)28.

26 Ét væsentligt strukturproblem for landets økonomi. 27 Der anvendes fortsat en økonomisk teori, der for det første er særdeles mangelfuld i alminde-lighed og for det andet andet kun beskæftiger sig med den tredjedel af økonomien, der er tilbage, når bortses fra det offentliges indflydelse. Der findes end ingen økonomisk teori for den offentliges sektors virkemåde. En teori om bureaukratiets virkemåde er ganske overflødig al den stund, at praksis viser os, hvor bureaukratiet fører landet hen.

28 Ovennævnte kronikør fra dagbladet Information den 30. april 1995 opererede med lønandelen som årsag til miseren. Dette var en almindelig grundlæggende misforståelse, hvor han traditionelt sammenblander årsag og virkning. Denne kronikør er ikke fremhævet her, fordi han er interessant; men

Pengelønningerne er for store og skatterne for høje til at produktionen kan beskæftige alle arbejdsløse. Herom skal der ikke diskuteres. Ved at reducere skatterne kan der opnås enighed om lavere pengeløn og dermed samme eller højere realløn ved naturlig afgang i offentligsek-torerne, der ødelægger landet med deres størrelse. Slutresultatet vil være større udenlandsk efterspørgsel og større efterspørgsel efter arbejdskraft i Danmark.

Optil den 2. juni 1992 stod vi fuldstændig gældsat, og der fandtes kun én udvej, mente de ‘ydre’ magt-haveres ‘indre’ magthavere: “Meld Danmark ind i Europa Unionen.” Det ville danskerne dog ikke, bl.a. fordi det EF-tilhængerne havde lovet de første 20 år i EF, var blevet nærmest det modsatte af det love-de. Der blev endnu en folkeafstemning om en korrigeret Maastricht Traktat den 18. maj 1993. Det blev et Ja. Men så den 28. september 2000 stemte vi Nej til Euro. Så det er blevet noget værre rod med en delvis ”Maastricht” og i tillæg ingen Euro. Når vi har stemt Euroen ud tredje gang sker der forhåbentlig en forandring. Vi kunne ændre Danmarks Riges Grundlov, så der blev ordentlige regler for pengeudstedelsen, regler som ikke kan omgås i det skjulte. Vi begynder måske også på ordentlig måde at afskaffe det offentliges vilde overforbrug af personale, store dele af de mangfoldige offentliges gøremål går måske samme vej.

Måske bliver det også nødvendigt løbende at fortælle borgerne, hvor meget de forskellige ting reelt koster, og hvor meget af økonomien, der bygger på de dårlige penge og manglende konkurrence og afgifter29. Det tager tid, men til sidst vil det begynde at gå op for de fleste, hvem der snyder hvem, når der laves falske penge og konfiskeres løn. Beskatning kaldes det, når borgerne beholder hovedparten selv. De arbejdende i samhandels- og produktionssektoren, de arbejdsløse, pensionisterne og børnene (ca. 3,7 mill. ud af 5,3 mill. ) bliver snydt hver gang.

fordi han er typisk blandt de karrierefikserede, der mest kommer til orde i disse sidste år inden den planlagte Europa-stat. 29 Af fyringsolie-regningen er op imod 80% nu afgifter.

Tilbage til Krigs- og Mellemkrigstiden

Storbritannien var det første land, der stabiliserede valutakursen med en udligningsfond altså fraveg kravet om pengepolitiske indgreb i 1932. I 1934 og 1936 fulgte U.S.A og Frankrig det britiske mønster og fra september 1936 enedes disse lande om at køre med fonden efter engelsk mønster og således, at de tre lande kunne holde deres respektive valutaer konstante i forhold til hinanden uanset behovet for pengepolitiske indgreb. Holland, Belgien og Schweiz tilsluttedes dette valuta-fondssamarbejde senere i 1936. De nordiske lande havde kørt helt sammenkoblet med Storbritannien uden at have selvstændige fonde. Selvstændigheden kunne – helt statsforskyldt – ligge på et meget lille sted, også dengang.

Valutakursstabiliteten sikredes især af det forhold, at fondene var forpligtet til at sælge guld til hinanden mod betaling i egen valuta, og at U.S.A. havde lagt sig fast på en fastsat pris på guld (35 dollars pr. ounce fint guld). Dette betød at dollars og guld kunne erstatte hinanden i et fast forhold til enhver tid.

Det bilaterale udligningssystem følger med Hitler-regimet og skal også ses på baggrund af de helt vilde internationale krav på Tyskland efter Den første Verdenskrig: Versailles-Traktaten inklusive de tyske krigsskadeserstatninger fastlagdes af de allierede (minus Sovjetunionen) i Paris. 14 punkts-programmet udarbejdet på forhånd Præsident Woodrow Wilson skal ikke her listes op og diskuteres; hverken amerikanerne eller Fredskonferencens Kommission forstod meget af hans tankegang. Et resultat nåedes først da De fire Store (sejrherrerne), repræ-senteret af Woodrow Wilson, Lloyd George, Orlando og Clemenceau. De to førstnævnte talte dog ikke fransk og Orlando talte ikke engelsk, så det kneb. En forfatter (Erik Møller) har træffende skrevet, at deres samvær derfor til tider fik et forløb, som kunne minde om det norske eventyr, hvor troldene kun havde ét for øje, der gik på omgang. Versailles-Pagtens 440 paragraffer plus tillægsbestemmelser i hovedtræk – det drejede sig ikke blot om de 12 punktet, som offentligheden fik oplyst:

Tyskland skulle afstå Alsace-Lorraine til Frankrig. Saar-distriktet skulle i 15 år være under international styre, derefter skulle der finde afstemning sted. Belgien fik det lille distrikt

Moresnet, om Eupen-Malmedy-områderne skulle der holdes afstemning – de gik til Belgien. Slevigs statsforholod skulle ligeledes afgøres efter afstemning (Den danske Genforening med Sønderjylland syd for Kongeåen). Tyskland skulle afstå sine polske områder og anerkende Polens selvstændighed. I Øvre-Schlesien skulle der være folkeafstemning. Danzig skulle være fristat i toldunion med Polen, der kunne benytte den som havneby, og Polen fik et land – med gammel slavisk befolkning – op til Danzig – ”Korridoren”. Østpreussen blev derved afskåret fra direkte forbindelse med det øvrige Tyskland. Memel-distriktet skulle afstås. Østpreussiske, tyrolske o.a. distrikter, hvor der skulle være afstemning, stemte sig til Tyskland, og her forandredes altså intet i Europakortets udseende. Tyskland måtte give afkald på alle oversøiske rettigheder og territorier. Kolonierne skulle alle fratages Tyskland og blev – dog kun som mandater – tildelt de magter, der allerede havde erobret dem. Fredstraktatens territoriale bestemmelser blev i det væsentligste udformet i løbet af april 1919. De samlede økonomiske erstatningskrav på Tyskland blev fastslået til mellem 137 og 150 millarder Guldmark. 20 milliarder skulle betales 1, maj 1921. 10. maj 1921 blev kravet reduceret med 42%. Tyskland skulle desuden udlevere alle handelsskibe over 1600 tons, halvdelen af tonagen mellem 1000 og 1600 tons, en fjerdedel af sin fiskerflåde og en del af sine flod skibe. Store mængder varer, navnlig byggematerialer til genrejsning af de krigshærgede egne, gennem 10 år kulmængder, og endelig skulle det gennem 5 år give de allierede toldbegunstigelser og andre handelsfordele. Dertil kom endnu bl.a. en række militære bestemmelser. Da de allierede var færdige med fredsbe-stemmelserne, blev Tyskland tilsagt til at give møde. De kom med tre særtog den 20. april – så mange eksperter var der med. Men først den 7. maj blev den tyske delegation lukket ind til konfe-rencen.

Allieret uenighed havde forsinket, forlød det. Delegationen bestod af udenrigsminister Grev Brockendorff-Rantzau og ministrene Landsberg og Giessberts. Forsamlingen hilste dem ved at rejse, og da den var placeret, rejste Clemenceau sig og holdt en kort tale – henvendt til ”Mine herrer fra det tyske kejserdømme”. Så blev traktaten et værk på 4-500 trykte sider – lagt foran delega-tionen, og derefter skulle mødet have været hævet. Men til almindelig forbløffelse gav Grev Brockendorff-Rantzau sig til at holde en skarp tale – og det endda uden at rejse sig. Han erkendte Tysklands afmagt, men protesterede imod, at man i traktaten havde

fastslået, at Tyskland ene bar skylden for krigen. ”En sådan erkendelse ville i min mund være en løgn”. ”Måske”, sagde han videre, ”kunne der være begået uundskyldelige forbrydelser under krigen – men de hundrede-tusinder af civile, som efter den 11. november er døde på grund af hunger-blokaden, efter vore modstandere havde vundet krigen og sikret sig sejren, de blev dræbt med koldt overlæg”. – Dødstavshed, da han sluttede. Mødet hævet.

– Og så læste tyskerne indholdet. – Foruden det deraf, som allerede er nævnt, bestemtes det bl.a., at Tyskland af sin krigsflåde skulle udlevere de fleste af de internerede skibe, og fremtidig tillodes kun en meget begrænset flådestyrke med i alt højest 15.000 mands besætning og af hær kun 100.000 mand hvervede tropper, ingen luftstyrke, udlevering af flyvemaskiner og Zeppelinere (luftskibe). Begrænsning af enhver for krigsudrustning, sløjfning af fæstninger m.m. Frankrig havde bl.a. regnet med fejlagtigt prisniveau og medregnet “tabet” af fabrikker og lignende, der var blevet nedlagt før krigens start. Der var flere andre medvirkende grunde til reduktionen, begrundelser der ikke i samme grad var så direkte iøjnefaldende.30

I tyverne forsøgte skiftende regeringer i Tyskland (som nævnt) at seddeltrykke sig til tålelige forhold, ligesom den danske stat gjorde i mindre målestok, dog samtidig med at kronekursen i dag holdes kunstigt oppe af tyskerne og de internationale, indtil vi eventuelt dropper Europa-integra-tionen og koblingen til EURO-en ophører, eller Unionen dropper sig selv31.

Under datidens forhold førte trafikken bl.a. til, at mange tyske aktieandele kom over på udenlandske hænder, fordi ingen i længden ville modtage de efterhånden værdiløse tyske pengesedler i udlandet, når der skulle leveres varer m.v.32 Man tilbød så i stedet simpelthen aktier for guld, dollars eller Sterling. Tyskland skaffede sig fremmed gangbar købekraft ad

30 Handelskrigen som var skabt af erstatningskravene ensidigt rettet mod Tyskland og efterfølgende stabiliserings-systemet vendt mod Tyskland, der ikke trods nok af realkapital, kunne komme i gang igen, når netop erstatningskravene skulle indfries samtidig og betales i guld lige-som indkøbet af råvarer og andre livsfornødenheder. 31 Danmark mangler realkapital på grund af for stort forbrug af købekraft, der skulle have været realkapital i produktionen. 32 Da de tyske Mark stod i 45 (danske) øre hældte Tyskland Mark ud i de neutrale lande (bl.a. her til køb af især landbrugsvarer). I det omfang vi modtog Mark for disse f.eks. landbrugsvarer har den danske landbrugseksport under krigen givet et nationalt tab, fordi vi modtog Mark til 45, som måske var 5 øre i værdi i 1921 (et par år efter). Amerika havde et lignende problem, fordi U.S.A. lå inde med enormt mange millarder Mark, og derfor blev tvunget til at holde Mark-kursen oppe. Dette benyttede Tyskland sig af til at hælde Mark ud over hele verden. Tyskland ville gerne importere til reeksport, så længe det i udlandet kunne få lov at betale i Mark og kunne få råvarerne eller færdigvarer og re-eksportere disse mod Kroner eller Pund. Det kunne faktisk være en fordel for Tyskland at “eksportere tyske fabrikker” for at tyskerne for deres eksport kunne købe værdier i udlandet, der ellers ville ligge uden for den tyske regerings rækkevidde og kontrol.

denne dødsrute 33. Det lindrede en smule en tid.

Det var en kendsgerning, at to tredjedele af Tysklands fødevarebebeholdning måtte importeres. I New York Times den 7. august 1933 udtalte Samuel Untermeyer, at “denne økonomiske boykot er vores metode til selvforsvar. Præsident Roosevelt har anbefalet brugen af den i National Recovery Admini-stration.34” De dumme angrebsplaner under Hitler indebar, at der dels skulle være fuldstændig valuta-kontrol dels være udligningsaftaler om samhandelen med hvert enkelt land for sig.

Der var således dels almene dels internationale begrundelser, men så sandelig også begrundelser, som direkte var koblet til en selvmodsigende erobringspolitik, herunder rustnings- og forsyningspolitik under krigsforhold. Guldet cirkulerede mellem landene, der var med i stabiliseringsfonds-systemet sat i gang i England. På denne baggrund var tyske virksomheder tvunget til at rette blikket mod Sovjetunionen, der mangle-de en mængde især teknik til opbygning af industrien. Sovjet kunne/ville betale med guld eller gangbar valuta og olie for tysk industriteknik. Sådan kan der sågar læses i de officielle historiebøger.

Forstå, at det engelske stabiliseringsfondssystem især var sat op for at modvirke det forhold, at der skulle afleveres guld til Tyskland i tilfælde af et samhandelsoverskud i tysk favør. Fondssystemet for-hindrede guldafleveringen kunne blive aktuel, fondssystemet, der var tilrettelagt helt i tråd med erstatningskravet på Tyskland. Det var især Frankrig og England, der gjorde enorme krav på Tyskland efter Den første Verdenskrig, men netto-tilgodehavendet lå på Manhattan35 i de internationale banker.

33 Den tyske hyperinflation er blevet kaldt et af verdenshistoriens største tyverier, nok ikke uden grund; for eksempel blev utallige ældre mennesker, der havde sparet op til deres alderdom, bragt til tiggerstaven.

Opsparing i national mønt optil vekselkursfastsættelserne primo 1998 vil ligeledes miste stor værdi. Her skal du huske at alle regneenheder på alle dokumenter og såkaldte værdipapirer ændres til EURO i deltagerlandene. Såkaldte fordi de som altovervejende regel er mindre værd, end der står på dem. 34 Helt svarende til J. M. Keynes’s New Economics. 35 Manhattan anvendes i det følgende som samlebetegnelse for det finansielle centrum omkring Wall Street i New York, hvor Børsen og de multinationale koncerner og bankimperier i rigt mål er repræsenteret. Wall Streets historie er lang. Her lidt om starten og om en anden unions opståen

Oprindelig var der blot 13 kolonier i Amerika. De kaldtes New England og var Englands ero-

bringer/besiddelser. Her brugte de deres egne penge. Der var mange forskellige; de kaldtes “colonial script” og alt fungerede tilfredsstillende. Mn brugte begriundelsen at kolonierne skulle svare skat til England for at finansiere krigen mod de franske ”konkurrerende” kolonister i bl.a. Californien. Ved at kolonisterne selv lavede deres penge kunne de nemt kontrollere købekraften. Dette var de en-gelske bankfolk utilfredse med, fordi disse ligesom de gjorde i England, ville styre pengeud-stedelsen. De indførte så deres pengesystem og mindskede pengemængden til cirka det halve. Nu blev koloniernes lykkelige tilværelse totalt forandret. Nu blev der arbejdsløshed og fattigdom. Vreden vendtes mod englænderne og førte til Frihedskrigen med efterfølgende Uafhængighedserklæringen. To af anførerne bag denne revolutionære krig var finans-eksperterne Robert Morris og Alexander Hamilton, som blev finansminister under George Washington. Det var en dårlig ide at søge den nu opståede krig med England finansieret ved skatteopkrævninger, mente de, fordi skatter altid generer folk. Derfor lod de seddelpressen køre i stedet, for krigen skulle de have. De trykte i stedet statsobligationer og andre gældsbeviser af ihændehavertypen, som de solgte til de almindelige, flittige borgere, der købte for deres surt tjente penge via dels den federale regering, dels enkeltstaterne og kommunerne. Den franske deltagelse i samme krig blev også finansieret (med Necker som rådgiver) med lån (1,2 mia. Frcs). Necker var en stor finansmand, ingen statsmand. Da krigen var ovre, stak de også sådanne obligationer (i enorme mængder) sammen med lidt aflønning ud til de hjemvendte soldater. Papirernes værdi afhang af, om staten blev solvent og kunne/ville indløse dem og i givet fald til hvilken kurs. Der gik lang tid uden noget skete, og de fleste regnede derfor papirerne for værdiløse. Med Hamilton som finansminister blev der udsigt til, at situationen kunne udnyttes af nogle få. Enkeltstaterne lavede papirpenge for 210 mill. og Unionen for 360 mill. dollars under Uafhængig-hedskrigen. Så måtte papirdollaren selvfølgelig falde. I 1779 skulle der 38 papirdollars til at købe én sølvdollar, året efter 100 og 1781 nogle gange 1000 papir-dollars for at købe en sølvdollar. De blev derefter indkaldt, og for hver 100 dollars fik man 5 dollars i rentebærende certifikater; der kom ikke så meget ind, for folk brugte de værdiløse penge som tapet og etiketter (så havde de da den værdi). Altså en devaluering på 95%.

Første gang glippede vedtagelsen, som var længe ventet af nogle få; men i 1790 vendte Ambassadør Thomas Jefferson (USA-præsident 1825) hjem fra Frankrig som ambassadør for magthaverne i Amerika, lad os hellere sige, egentlig magthaverne i England. Thomas Jefferson og Alexander Hamil-ton blev bekendte med Adam Weishaupts doktriner i 1790-erne. Én af de centrale skikkelse blandt de protesterende på amerikansk jord mod indførelsen af de hemmelige, europæiske selskaber var John Quincy Adams. Jefferson havde bl.a. bistået de revolutionære med sin indsats til fremme af den Den Franske Revolution. Med ham gik det som planlagt. Da kunne gennemføres en lov om, at statspapirerne skulle indløses – her 14 år efter Uafhængighedserklæringen af 1776. Lovgiverne hørte på lovforslagets forelæggelse i dybeste overraskelse – men ikke spekulanterne, der havde planlagt det fra starten. Papirerne skulle indløses til pålydende og enkeltestaternes gæld skulle federalregeringen samtidig dække ind. Nu skyndte spekulanterne sig rundt og købte op i al stilfærdighed, hvad der var af papirer rundt omkring i skufferne hos almindelige mennesker, der ikke kendte lovgivningen. Hamilton skrev til George Washington: at han “for længe siden havde lært, at den offentlige mening var uden værdi.” Pengene til indløsningen kom fra salg af nye statsobligationer til de samme borgere her henved 25 år (en generation) efter krigen. På denne måde kom borgerne til at betale krigen og betale for at blive mere styrede fremover. Det var Wadsworth, Kongresmedlem i Connecticut, der sendte skibene til Sydstaterne for at opkøbe alt det papir, de kunne få fat i. Rygterne om alle disse forkastelige manøvrer bag kulisserne blev efterhånden så pågående, at New Yorker bladet Daily Advertiser endog opstillede en beregning over, hvad de forskellige ville tjene, når loven gik igennem.

Efter denne ville Robert Morris stikke $18 mill. lommen (i årene 1790-1792), Jeremiah Wadsworth 9 mill. og Guvernør Clinton 5 mill. Fisher Ames og Christopher Gore var også med i syndikatet. Begejstringen var som man vil forstå på kogepunktet i Wall Streets kaffehuse, hvor spekulanterne havde deres hovedkvarter. Det der manglede var blot at få begrænset adgangen til den omsiggribende aktivitet i Wall Street. For megen offentlig indsigt og for stor offentlig deltagelse kunne skade forretningerne og gøre det for usikkert for de deltagende. Dette sidste klaredes først rigtigt efter Borgerkrigen i 1861-1865.

Som man vil forstå blev handelsforbindelser ikke just de mest naturlige af disse systemer, og der taltes i disse år før krigen meget om, at den totale samhandel mellem verdens nationer blev mindsket ret så meget til ulempe for stort set alle. Det samme sker i dag med blokdannelserne. Forholdene dengang blev forværret yderligere ved, at told- og handelshindringer udadtil også fulgte automatisk med datidens blokdannelser. Guldet påstod man, at Tyskland skulle betale eller lade sig forskrive for på Manhattan. Guld i disse mængder befandt sig ikke i Tyskland. Al statsøkonomi var totalt flydende efter krigen, som var ført på lån – dels indenlandske, dels landene imellem. Navnlig USA havde været den store långiver. Det havde i alt £1,9 mia. til gode, deraf f.eks. £842 mill. hos England, der igen hos andre havde £1,74 mia. til gode, deraf hos Italien £467 mill., hos Rusland £568 mill., og £508 mill. hos Frankrig, der igen havde £355 mill. til gode hos andre stater o.s.v. Men hvornår blev disse lån tilbage-betalt? Rusland vedstod ikke Zar-Rigets gæld. Parolen var: Tyskland skulle betale! Det kan supple-rende oplyses, at én enkelt international bank tjente 20 mia. US$ (= mere end 16.200 tons guld) på Den første Verdenskrig. Varemangel i alle lande gav efter krigen høje priser, og derfor lønnende produktion, indtil voldsomt prisfald satte ind i november 1920, først i USA, snart efter i Europa. I alle lande levede man på papirpenge – som faldt. Næsten overalt i Europa var allerede under krigen papirpenge blev løsgjort fra guldet. Men selv guldet havde ikke sin tidligere købekraft – foråret 1920 endda kun 40 pct. deraf. Alle tal, forhold og begreber var relative. Intet under, at det tog tid at gøre erstatningsregnestykket op. Talrige møder og konferencer blev holdt, den første i San Remo fra den 20. april 1920 efterfulgtes af andre i Hythe, Boulogne og Bruxelles. Ved konference i Spa den 16. juli 1920 deltog tyskerne for første gang efter krigen i forhandlingerne. Her enedes de Allierede om, at af det beløb man med tiden nåede til at fastsætte, skulle Frankrig have 52 pct., England 22, Italien 10, Belgien 8 pct., de øvrige stater tilsammen 8 pct. Derudover enedes man om en ny en konference. Det kan supplerende oplyses af Frankrig efter krigen havde opbygget en statsgæld på 150 mia. Franc.

Erstatningsbetalingernes størrelse var det altoverskyggende problem – mens den tyske mark faldt og faldt. På den aftalte konference i Paris i januar 1921 standsede politikerne – Erstatningskommissionen, som havde afgørelsen, havde endnu ikke talt – ved 269 mia. guldmark. Forbitrelsen i hele Tyskland over beløbets kæmpemæssighed! Skuffelse i de allierede

lande, hvor man havde drømt om anderledes astronomiske tal – mest begrundet i egen statsgæld. Ny konference i London i marts. Tysk modforslag: 30 mia. – altså mindre end det i Fredstraktaten fastsatte a conto-beløb. Denne gang allieret forbitrelse. Tyskland knyttede endda betingelser til sit minitilbud: Det skulle beholde Øvre Schlesiens rige kulegne og have sikret et internationalt lån (der var klart tysk vælgerflertal i Øvre Schlesien med 707.605 vælgere ud af 1.220.514 vælgere i alt og til trods herfor blev området skåret midt over til Polens klare fordel). Blank afvisning! Ultimatum til Tyskland: Betal, eller der bliver tale om en ny Rhin-besættelse. Tyskland afslog den 7. marts. Så skete det for Tyskland uventede – om morgenen den 8. marts rykkede allierede tropper ind i Düsseldorf, Duisdorf og Ruhrort – officielt motiveret med, at Tyskland ikke hidtil havde betalt, hvad det skulle. Tyskland hævdede at have betalt a conto 20 mia.. De allierede sagde 8. Uenighed om 12 mia.! Og de 8 mia. kunne endda ikke dække udgifterne til de allieredes Rhinlands-besættelse, som Tyskland skulle betale. Den 27. april faldt så endelig Erstat-ningskommissionens afgørelse af, hvad Tyskland havde at præstere: 132 mia. guldmark plus ekstra 6 mia. til Belgien. I alt 138 mia.

Om kravet på Tyskland var korrekt eller ej, spiller vel mindre rolle end det, der fulgte, kunne man ved første øjekast tro.36 Indtil 1923 skulle Tyskland have betalt ca. 10 milliarder, hvoraf 2 milliarder i Guld, Sterling-veksler o.a., som f.eks. 15 mill. $ for Sønderjyllands-Annektionen fra 1864-1920, hvorunder bl.a. 4.140 dansksindede sønderjyder måtte lade livet i Første Verdenskrig i prøjsisk uniform for en sag, der ikke var deres.

Tyskerne opgjorde at have betalt 60 milliarder af erstatningerne. Institute of Economic, Eng-land, satte tallet til 25 milliarder. Fra den 11. januar 1923 og 2½ år frem besatte franske og belgiske tropper Ruhr-distriktet, der var Tysklands industrielle omdrejningspunkt. Tyskerne nedlagde arbejdet og forlod området. Franskmændene satte nogle af dem i fængsel. Med massive kreditter fra USA stabiliseredes den tyske valuta en hel del fra 1924, den 17. april 1924 fulgte Dawes-Planen på amerikansk initiativ: Ruhr-Okkupationen ophævedes, erstatningerne

36 Den 30. november 1918 var der ifølge John M. Keynes i Reichbank £ 115.417.900 i guld. Krigsskades-erstatningen svarede til mellem £ 7-10 mia eller 33-47 mia US$. Kravet var således 70-100 gange større end guldindholdet i Reichbank. Selvom alverdens nationalbanker ville have lagt alt deres guld i en pulje, ville den samlede sum ikke blive større end 12 mia kroner i 1925, hævder L. V. Birck. Erstatningskravet på Tyskland svarede ifølge Birck til cirka halvdelen af Tysklands nationalformue før krigen, men til mere end halvdelen heraf i 1925, når prisudviklingen, formueforbruget under krigen og de afståede distrikter indregnes.

skulle nu betales af indtægterne fra rigets jernbaner og af dets industri, der skulle udstede obligationer, dels også gennem forbrugsafgifter og andre skatter. Arbejdsløsheden gik ned og de yderligtgående partier mistede terræn. Da de allierede den 31. januar 1927 ophævede den internationale militærkontrol i Tyskland, var dette et første skridt, der skulle efterfølges af en senere rømning af Rhin-Zonen. Köln-Zonen var rømmet ved udgangen af 1926. Owen D. Young-Planen (forhandlet på to konferencer i Haag den 29. august og den 30. januar 1929) besluttede, at der skulle ydes 35,5 mia. guldmark, som skulle afvikles over 50 terminer indtil marts 1988 og med en ændret fordeling mellem modtagerlandene Frankrig og England. Der blev samtidig stillet et internationalt lån til Tysklands rådighed, og betalingerne skulle foregå gennem en international bank (Bank for International Settlements fra 1930), som skulle oprettes i Basel. Ordningen betød en betydelig lettelse for Tyskland, på hvis vegne Rigsbankpræsident Schacht havde forhandlet. Men den store depression, der fulgte børskrakket i New York, ramte Tyskland langt værre end de fleste andre lande, især fordi landets økonomi endnu var relativt ustabil, og fordi de fleste af de amerikanske lån var kortfristede, og de blev straks sagt op, da de kunstige aktiekurser på den amerikanske børs pludselig revnede i oktober 1929. De kortfristede lån i Tyskland var placeret i langtidsprojekter. Derefter fulgte katastrofen, og Hitler fik vind i sejlene.

Se, nu skal man ikke tro, at det skortede på modinitiativer fra tysk side. Allerede i 1920 gik Gustav Krupp med det tyske marineministeriums fulde billigelse i kompagniskab med et skibsbygningsfirma i nærheden af Nagasaki. Hensigten var at udveksle tekniske informationer om produktion af under-vandsbåde. Dr. Techel (chef-konstruktør hos Krupp) rejste til sidst til Japan for at lede bygningen af U-både på Kawasaki værtet. Forhold så fortvivlede, som de udviklede sig i Rusland i Sovjet-Styrets første år, har verden næppe før oplevet i en civiliseret stat. Høstudbyttet var 1920 nede på 14 pct. af det normale, råstoffrembringelsen næsten ophørt, køb i udlandet umuliggjort. Dette måtte skabe elendighed i 1921, og som altid fulgtes den slags forhold af hærgende epidemier. Millioner af mennesker omkom. Alt var i opløsning. Det var over for disse rædsler, Fridtjof Nansen og Herbert Hoover greb ind. Men de førte også resolut til en omlægning af Ruslands hidtidige politik, hvorom Lenin gav den første meddelelse den 12. marts – genindførelse i nogle tilfælde af ejendomsret, som var afskaffet ved Revolutionen, etablering af ret til

salg og køb, indrømmelse til bønderne af dispositionsret over kron, men til gengæld skattebetaling. Genindførelse af det delvis afskaffede pengesystem, tildeling af koncessioner til udenlandske syndi-kater – alt dog sådan, at den genindførte kapitalisme skulle være statskapitalisme eller afhængig af denne. Dog var dette et udtalt brud med kommunismens dybeste ideer – derimod næppe med Lenins oprindelige planer, som ikke havde regnet med øjeblikkelig gennemførelse af alle principperne; dertil var han blevet tvunget af den af ham selv skabte bevægelse, som var løbet alt for hurtigt. Lenin erkendte i flere kongrestaler, at dette var et tilbageskridt – men midlertidigt og påkrævet for at få produktionen i gang. Omslaget, som verden fik kundskab om i sommerens løb, og som blev fastslået i et dekret af den 8. august, betegnedes Novaja Ekonomitchiskaja Politika, i daglig tale betegnet NEP. Kun langsomt trængtes denne politik atter tilbage, hvis det overhovedet skete.

I april 1922 slog Tyskland og Rusland den officielle streg over uoverensstemmelserne fra krigens tid med Rapallo-traktaten. Endnu et initiativ taget af de høje herrer. Udover de diplomatiske forhandlinger (som var nok så intime under hele forløbet, som vi skal se nedenfor) var der hemmelige militære samtaler på højeste plan. Chefen for Tysklands forsvarsstyrker, General Seeckt, og den tyske kansler, dr. Wirth, deltog i forhandlinger, der førte til en hemmelig militærpagt mellem Den Røde Hær og den tyske hær. Den blev underskrevet den 29. juli 1922. Titlen ”foreløbig handelsoverenskomst” var rent humbug, eftersom formålet var at få de tyske våbenfirmaer som Krupp med i opbygningen af Ruslands våbenindustri. Det drejede sig om russisk fabrikation af nye Juncker bombemaskiner, uddannelse af tyske flyvere i Sovjetunionen og en fælles tilvirkning af giftgas og righoldigt udvalg af artilleriam-munition. Udover “den foreløbige handelsoverenskomst”, fik Krupp sig en landbrugskoncession i Ukraine, der selvsagt bedre kunne omtales, i samme år 1922. Nu tilbage til 1930-erne. Det er ikke uden betydning at man forstår, at en Fredstraktat uden et militært nederlag er et tanke-eksperiment. At holde et overvundet folk og især dets magthavere permanent nedrustet lader sig ikke gøre, hvis man ikke besætter landet. Det er også helt hen i vejret som en slags straf at uddrive et over-vundet folk fra det overvundne land (Rhinlandets 2. besættelse). Endelig hører det til en slags teologisk tænkning ( jf. Keynes) at ville påføre et land et erstatningskrav, der skal afvikles over mindst 59 år.

Alene disse få kendsgerninger viser, at dagsordenen var en helt anden end den offentligt meddelte.

Man var i den allierede lejr ret meget bekymrede for, at der nu blev råbt højt i Hitler-Tyskland, at det gamle system skulle afløses af et nyt efter tysk mønster med økonomisk og beskæftigelsesmæssig stabilitet, som det opreklameredes i propagandaen. Bilateral udligning (udligning med land for land uden mellem- og modregning på tværs af de valutariske grænser som svarende til udligningen efter et kortspil om penge) betyder, at man ikke kan overføre tilgodehavender i et land til et andet, når det drejer sig om nationers udligning, og det gør handelen noget vanskeligere. Det var ikke alene Rusland, der samhandledes med ved byttehandler og kontanter – ofte indefrosne – afregninger, der kunne købes tyske varer for. Hele Balkan blev inddraget i dette system, der forløb nemt og gelinde – tilsyneladende. Sagen var den, at der fulgte både økonomisk og politiske afhængig-hed af Tyskland med i det lange løb. Mange indefrosne mark-tilgodehavender, en effektiv propa-ganderende, tysk udenrigstjeneste for at have afsat tyske industrivarer og hele industrier. Landbrugs-varer strømmede over Donau til Tyskland og industrivarer, herunder landbrugsmaskiner og våben gik den anden vej. Balkan-landene fik forbedret vej- og transportforhold betydeligt i samarbejdet med Tyskland. Det skulle dog vise sig, at systemet ikke alene inviterede til tysk dominans, det var simpelt-hen forudsætningen for det, der senere skete.

Samtidig lavede Ford kontrakt med Rusland om opførelse af den Sovjetiske automobilindustri. Ford lovede at bruge 30 mill. dollars (svarende til mere end 600 mill. dollars i dag). Således byggedes en Ford-fabrik i Nizhny Novgorod, som blev kaldt Molotov fabrikken og den producerede 140.000 biler pr. år i 1932. Senere Ford fabrikker i Ulyanovsk, Odessa og Pavlovsk, hvor der også produceredes tanks. Det amerikanske Electric Boat Compagny og britiske og italienske selskaber hjalp russerne med at bygge u-både fra 1930. Det amerikanske Seversky Aircraft Corporation hjalp Sovjeunionen med at bygge hydroplaner i 1937. ”Sovjetunionen lokkede 100.000 amerikanere til at tage til Rusland. De fleste af dem fik aldrig lov at vende tilbage” (se kapitel 4).

Imens stod det internationale pengesystem til brug efter krigen stadig på den officielle dagsorden (det gør det også i dag efter Terror-krigens eller Jihads start og Sovjetunionens sammenbrud).

Det skulle dengang vise sig, at en af de kommende pengeplansaktører, John M. Keynes, også i teorien var interesseret i den bilaterale udligning. Det samme var Premierminister Neville Chamberlain, så. Initiativet var dog tysk, og af den grund kunne det ikke accepteres, således som den politiske situation havde udviklet sig.

EDB-udviklingen har måske fjernet denne hindring nu; det kunne nemt undersøges nærmere.

USA.’s historiske fordel i frihandel voksede sig netop i 1930-erne og 1940-erne større og større.

Storbritannien var i en anden situation. Monopol og eneopkøbsret rundt om i det nu smulrende impe-rium37 harmonerede ingenlunde med det voksende krav om frihandel fra USA, der først lige var begyndt den nye æra med udnyttelse af de enorme rigdomme indenlands på dette store kontinent. Monopol og eneopkøbsret er det modsatte af frihandel, der forudsætter mange hver for sig ubetydelige udbydere og efterspørgere af varer og tjenester. De handler under frihandel uden statslig eller overstatslig indblanding med told, afgifter og anden statslig regulering, især uden nogen form for beskyttelse mod konkurrence.

Landbrugskrisen hærgede stadig i Europa på grund af bl.a. det billige korn fra U.S.A. Udtrykt ganske ærligt og sagt uden omsvøb, men lidt forenklet. Storbritanniens befolkning kunne ikke nøjes med at leve af kolonistyre med følgeindustrier, bank- og spekulationsvæsen samt godsejerlandbrug i tiden fremover, hvor koloniherredømmet måtte smuldre, og især ikke når guldet havde forladt den synkende skude til fordel det nye internationale finansielle centrum på Manhattan. De sidste krampe-trækninger med britiske pund-sterling – altså sølvmøntfod – var flittigt blevet udført; men det gik ikke efter Den første Verdenskrig. Gæld, gæld, gæld kan og må ikke konkurrere med effektiv produktion, når folk efterspørger denne med ærligt tjent købekraft. Desværre er det, hvad der sker, når statsgælden og oppustede aktiekurser bliver gjort til det, man som investor (den der investerer) skal forvente afkast fra, frem for reale investeringer i vareproduktionen.

Det er lige efter udbruddet af Den anden Verdenskrig, det mislykkede U.S.A.-forsøg på at skabe mere frihandel38, især for alle andre, men beskyttelse af USA’s eget hjemmemarked igen, blev

37 Storbritannien som nation var på bankerottens rand i 1944.

38 USA havde ført en meget protektionistisk politik i 1920-erne, hvilket skadede Europa betydeligt

afløst af et helt nyt forsøg på at skabe et nyt internationalt betalings- og clearings- og statslånesystem. Clearings-system betyder samhandels-uligevægts udligningssystem, der tager højde for valutakurserne. Hvor Cordell Hull som udenrigsminister havde arbejdet på en nærligg-ende amerikanske interesse; var det ikke frihandel, så var det en handelspolitik, der ved hjælp af internationale aftaler og reguleringer skulle fjerne hindringer for samhandelen og sætte den kraftigt i vejret. Problemet var dog fortsat USA’s betydelige produktionsoverskud.

Den nyudnævnte finansminister Henry Morgenthau Junior, som efter en strid magtkamp kom ind i billedet efter det mystiske angreb på Pearl Harbor, nu overtage forhandlingerne som øverst ansvarlige. Morgenthau var langsomt talende bondemand og Roosevelts nabo. Hans fader havde været Amerikas ambassadør i Tyrkiet. Finansminister Morgenthau’s nære medarbejder Harry Dexter White39 skulle tage ansvaret for udenrigsøkonomiske spørgsmål i finansministeriet (Treasury Department). I Storbri-tannien hørte man også propagandaen fra Tyskland, og her blev Nobelpristageren John Maynard Keynes 40,.. [der udover noget korrekt matematik ikke vedrørende denne verden desuagtet anvender

Mange flere detaljer herom under Tidevands-Økonomi i kap. 6 og i Appendix 2 39 Med familienavnet Weiss, stammende fra Litauen. Weiss er ændret til White. 40 John M. Keynes var officiel repræsentant for de engelske myndigheder ved Reparations-kommissionens forhandlinger i juni 1919 (i forbindelse med Versailles Freden) i Paris efter Den første Verdenskrig.

I ‘De Udvalgte Skrifter’ (‘The Collected Writings’) om John Maynard Keynes, bind 17 skrives i kapitel 1 på side 3: “Han opgav sin indflydelsesrige rolle bag ved scenen og trådte frem i rampelyset som publicist og propagandist.”Resten af sit liv var han beskæftiget med gradvise forsøge at overtale verden til at gå ind på hans tænkemåde. I det første kapitel af sin ‘Revision of the Treaty’ sondrer Keynes mellem, hvad han kalder ‘den indre’ og ‘den ydre’ opfattelse.

‘Den ydre’ opfattelse var den offentligt udtalte af politikere og aviser, medens ‘den indre’ var journalisters, tjenestemænds og rådgiveres, bagved eller ovenover scenen, udtrykt i lukkede cirkler. Han skrev denne sidste i ‘The Economic Consequences of the Peace’ (De Økonomiske Konsekvenser af Freden) i august og september i Charleston og bragte dermed den ’indre opfattelse’ ud, hvor den ikke skulle være. Den udkom 12. december 1919. Udover at den stiller sig overmåde kritisk over for de besluttede (senere reviderede) krav på Tyskland og de dermed afledte konsekvenser for Europa, så giver den et nærmest latterliggørende indtryk af Præsident Wilson og den engelske Premierminister Lloyd George, som deltog i Reparations-konferencen (om erstatningskravene på Tyskland). Keynes troede at ‘den ydre’ opfattelse nu var klar til ‘den indre’ opfattelses afsløring. Keynes blev berømt på bogen; men nu fulgte nogle måneder, hvor hans egen fremtid skulle afgøres. Han havde opsagt sin stilling i Treasury (Englands Finans-ministerium) den 21. juli 1919. Det skulle vise sig, at han slet ikke var ude af billedet – blot flyttet til ‘det ydre’ billede, propaganderende for ‘den ydre’ opfattelse, som han selv kaldte det.

Det skal for god orden nævnes, at den omfattende valuta-spekulation, som den særegne Mark-udviklin-g lige efter krigen gav anledning til, deltog J. M. Keynes også selv i. Indtil den 20. oktober 1919 havde Keynes tabt £ 13.125 af sine egne penge og £ 8.498, som tilhørte et mindre syndikat for hvem Keynes spekulerede.

den herpå ved bl.a. på langt sigt, at forudsætte, at vi alle er døde].., sat på opgaven at finde et system, der kunne få mere interesse og udbredelse end det tyske med bilateral udligning41. 42

Det andet system skulle være både i U.S.A.’s og Storbritanniens interesse – blev det sagt – og være indrettet således, at det viste frihandelens og guldstandardens overlegenhed i forhold til det bilaterale udligningsystem. Keynes mente nok at frihandelstanker selv med guldet var for lidt at tilbyde et hensygnende britisk imperium med øvrigt nordvesteuropæisk, gældstynget tilbehør, eftersom både frihandelen og guldanvisningerne vist var “afskibet”, om ikke fuldt ud til at virke i U.S.A. så dog til Manhattans interbanker. Før krigen havde England større import end eksport – differencen blev dæk-ket ind af indtægter fra udenlandske kapital-investeringer (udlån) og fra

41 Dødssejlerøkonomi-teorierne til brug i de enkelte lande, og som bidrog stærkt til Nobelprisen, skulle vi først rigtig lære om efter Den anden Verdenskrig.

Derimod Den tyske Storrumsplan kan man læse om hos J. O. Krag (senere dansk statsminister) i hans udgivelse sammen med P. Gersmann i 1944, ‘Krigsøkonomi og krigsproblemer’, Det Danske Forlag. Her et uddrag fra side 177-180: “Det må straks understreges, at de tyske planer ikke tilsigter en international ordning, men kun en ordning for det europæiske storrum. Dette begreb er til gengæld temmelig elastisk, idet Tysklands livsrum ifølge Hitler (februar 1940) er alt land, ”som er blevet udviklet, civiliseret og gjort tilgængelig af tyskere.” ” Mit: Hertil bør knyttes den oplysning, at München-professoren Karl Haushofer, der havde opbygget hele Hitlers ideologiske geopolitik, netop opererede med geografien og ikke nationen som sit udtryk i Grossraum og Kleinraum. Det forenede Europa – og mere til – var målet dengang som nu. “De europæiske lande skal næppe indgå en møntunion med Tyskland, men nøjes med at omregne til Mark, når de afregner med hinanden over Berlin. Et af tvivlsspørgsmålene er imidlertid, hvorledes kursfastsættelserne skal ske.” “Endnu vigtigere end disse tvivlspørgsmål (mit: om kursfastsættelserne) er imidlertid spørgsmålene om, hvilke retningslinier man fra tysk side vil anlægge, når den europæiske overledelse skal afgøre, hvorledes…. arbejdsdelingen skal tilrettelægges, d.v.s. hvilke erhverv får de enkelte lande lejlighed til at udøve?” “Kan de enkelte europæiske lande handle direkte og selvstændigt med andre storrum eller kun via central-ledelsen.”

J. O. Krag citerer tilslut i hovedafsnittet den tyske nationaløkonom Fried Zimmermann for i maj 1943 at have udtalt: .”… Der er overhovedet ikke tale om at danne et “tvangsfællesskab” herredømme, men et virkeligt forbund af ligeberettigede, et slags kammeratskab mellem de tilsluttede folk.” Nu kunne man få den tanke, at Hitlers stormagtdrømme stod alene. Ingenlunde. Allerede før Krag blev født havde hans senere så kære venner fra historien Lenin og Trotsky propaganderet for et Forenet Europa. I oktober 1917 udtalte Trotsky: “Det forenede Europa skal grundlægges”. Det er besynderligt som Europa er og var nævenyttige magthaveres tumleplads.

handelsflåden. Efter krigen kunne England forudses at blive tvunget til at holde balance mellem importen og eksporten. De udenlandske kapitaler ville for en stor del være gået tabt, og om den britiske handelsflåde ville kunne genvinde sin førkrigsposition ansås for tvivlsomt. Alt dette gjorde selvfølgelig Storbritannien interes-seret i et system som Keynes-planen. Ellers ville England havne i et system med bilaterale aftaler. U.S.A. var altså i gang med at true med handelskrig her i begyndelsen af krigen, såfremt England ikke føjede sig. Efterhånden havde de kvikkeste indset, at krigen med Hitler-Tyskland kunne blive en dyr, måske en vanskelig opgave at løse. Og hvem skal nu betale, og kan og vil de leve op til det efter krigen. Det var med at finde på noget, der kunne skabe en bedre atmosfære, for det blev vist nødvendigt, meget nød-vendigt. Her er det da for det senere system og Storbritannien godt, at Henry Morgenthau’s White var ret nem at tale med for Keynes trods de tilsyneladende forskel-ligheder. En sidste detalje i Keynes og White-planerne skal oplyses. Keynes ønskede sig en udligningsunion, der stillede kreditorlandenes overskud midlertidigt til rådighed for debitorlan-dene på den måde, at underskud ikke automatisk tilskyndede svage regeringer til indgreb mod dårligdommen.

En forestilling hvor også nye internationale betalings- og valutaenheder i form af henholdsvis UNI-TAS og BANKOR nåede at blive præsenteret. Det skal ikke undre, at Keynes’ BANKOR skulle kunne købes for guld, men ikke omvendt. I den oprindelige Keynes-Plan, som aldrig blev realiseret, var det netop ikke tanken, at US-dollar skulle blive den sårbare reservevaluta med nominelt fastsatte valutakurser i deltagerlandene i forhold Dollars. Dette inviterede nemlig deltagerlandenes ledere til, som det skulle vise sig, med USA som forbillede til inflationsmisbrug. Keynes ville således ikke afskaffe de nationale valutaer, som det sker nu i EURO-zonen. Ved at indføre BANKOR som en hævdet realkursfast bogføringsvaluta, en “monetær normalmeter” var der skabt en afregnings- og reservevaluta, der kunne beskytte mod nationale kriser og store bankkriser, som følger af mange nationers ustyrlige betalingsmiddel- og kreditudstedelse. Keynes tanke var den, at nationerne kunne beslutte sig for faste vekselkurser og nul inflation eller for inflation og dermed flydende veksel-kurser udregnet over et internationalt organ som IMF.

Al motivation til spekulation, som nu, ville ophøre og verden ville i de store linier være én verdens-nation. Professor Wilhelm Hankel43, Tyskland anbefaler denne Keynes-tanke fremfor Euro-unionen, der helt afskaffer nationernes valutasuverænitet og ligedeler velfærden efter udligning med de svageste Syd- og Østeuropæiske lande. Vi må vel overveje om Keynes-tanken ikke blot et det næste skridt efter den planlagte politiske samling af det europæiske kontinent.

BANKOR-indretningen forudsætter to ting: En uafhængig “Verdens-Centralbank” uden politiker-indblanding og en “normalmeter mere”44 at måle efter. Uden sidstnævnte ville mængden af disse verdenspenge blot være styret af en flok embedsmænd – ganske vist med indsigt i monetære forhold – men uden et reelt forhold til de materielle rettigheder, som betalingsmidler også skulle være udtryk for. Det lignede mest en trinvis tilbagevenden til den gamle guldstandard. White-planen var tænkt at skulle bygge på indskud af guld, medlemslandenes valutaer og statsobli-gationer. Indflydelse på udligningssystemets øverste organ skulle bygge på kvoteberegninger efter landenes økonomistørrelser og deres reserver af værdier. Altså, mestendels “en papirhandel.” Der skabes i White-planen heller ikke nogen international clearingsunion med midler til at bremse varige underskud eller overskud på betalingsbalancerne. Der skabes ingen ny verdensvaluta uafhængig af guld og dækningsregler. Unitas er bare en ekstra 10-dollar tæt knyttet til guldet. Der lægges derimod stærk vægt på valutaernes stabilitet i forhold til unitas, d.v.s. dollars. I Keynes-planen kan der finde valutaændringer sted; det er næsten umuligt i White-planen.

Hvilket land eller hvilke aktører, der med White fik afgørende beslutningsret på dette grundlag kan vel siges at være nærmest selvindlysende. U.S.A. og interbankerne. Keynes ville således give medlemslandene automatisk ret til en vis kredit, uden at de var forpligtet til at indskyde kapital på forhånd. Kun kreditbeløb over en vis grænse skulle behæftes med renter. Keynes ville også lade kreditorlandene betale renter, fordi på denne måde, hævdede Keynes, ville både kreditor- og debitorland blive tilskyndet til at få bragt ligevægt.

43 Fremført i et foredrag ved de 25 Römertaler 5.-6. maj 1999 i Paulskirche i Frankfurt am Main. 44 Mange vil foretrække alt andet end det nuværende bl.a. politikerskabte ideologibedrag. Det er nok ikke til at komme af med, fordi andre stærkere, vil have ideologierne at forblinde folk med.

Kun hvis vi sammenblander begreberne stat og nation, vil jeg tilføje. Staten kan netop handle hen over hovederne på landets borgere, når medierne også lader stå til. Og politikerne af den professionelle type er ikke statsmænd, men udpræget privatmænd. Keynes havde (som nævnt) ikke noget imod devalueringer inden for visse grænser og efter oversuveræn beslutning i unionen og med statens samtykke, forstås. White lagde vægt på, at den økonomiske politik skulle være midlet mod uligevægt sammen med pengepolitik indenlands i underskudslandet. Nu skal man ikke hænge sig så meget i de præcise forskelle i oplæggene.

De blev kaldt et forhandlingsoplæg med en god del sort snak til scenen, men med en ganske anden målrettethed bag ved scenetæppet 45. Slutresultatet skulle naturligvis ikke nås før krigen var til at se en ende på. De små gældsatte nationer var nemmere at tale med, medens deres regeringer sad i eksil og bomberegnen eller besættelserne/samarbejdet med fjenden stod på i hjemlandet. Danmark deltog slet ikke i pengeforhandlingerne, dels fordi vi ved krigsudbruddet og forhandlingernes start var officielt neutrale, dels fordi vi af datidens kreditvurderingsbureauer var placeret i laveste-kategori på linie med Etiopien.

Til næste kapitel

45 Hvis man vil kende mere til, hvorledes beslutninger bliver til i dag i store internationale organer, kan man bl.a. læse Frederick K. Listers ‘Decision-Making Strategies for international Organisations: The IMF Model’. Heri gives opskriften på, hvordan man gør tingene på rette måde, forstås. Også sala-mimetoden behandles her i internationalt lys.

Kapitel 1: Sandheden er (det,) hvad du tror på (?)

Internationalismens fødekæde

Jørn E. Vig

Indholdsfortegnelse

Forord

Indledning

1. kapitel

Internationalisme er ikke bare snak og naivt tankespind……………………..….12

De største løgne jeg er blevet fortalt – Knap en tredjedel af din personlige indkomstskat bruges til rentebetalinger på statsgælden – Statsgældsproblemet – Statspapirgæld og lånegæld – Så kommer kollapsen

2. kapitel

Mellem to verdenskrige………………………………………………………….……26

Professor L. V. Birck forfattede en historisk, statsgældsopgørelse for Europa i 1925 – Versailles-Traktatens krigsskadeserstatning – Nyt internationalt handels- og statslånesystem – Guldmøntfod – Kapitalisation og statsgæld – Arne Rasmussens afhandling – Om pengeforringelse, gæld og afhængighed – Samarbejdet med fjenden straks efter WWI – Stabiliseringsfonde – Bilateral udligning herunder J. O. Krags bemærkninger i 1944 om den tyske Storrumsplan – Bretton Woods forhandlingerne – Henry Morgenthau Jr., John M. Keynes, Harry D. White – Det britiske og det amerikanske systemforslag – Fælles Pengeenhed – Kritik fra Norges Bank på eksiladressen i London

3. kapitel

Fælleserklæringen fra eksperterne………………………………………………63

Et mystisk system ansporer regeringspolitikerne til statsgæld – Forpligter statsgæld ikke? – Tilbage til 1920-erne, 1930-erne og 1940-erne – Hvad bliver EURO-en midlet til? – Tilbage til guldet, 1. del og 2. del? – Det endelige sammenbrud og Den Nye Verdens Orden, “Den ydre” og “den indre” opfattelse – Systemets udvikling og kollaps efter krigen – Advarslerne fra Robert Triffin

4. kapitel

Bag ved scenen………………………………………………………………………117

Rådet for Udenrigsanliggender i U.S.A. (C.F.R) – Det Federale Reserve System overtager det amerikanske pengesystem (“Privatisering af pengeudstedelsen”) – FDR’s tilblivelseshistorie i uofficiel, kort version – Wiener-Kongressen – Elitens totalitære interesser – Lenins transport gennem Tyskland, Danmark, Sverige og Fin-land til Rusland – Statsudlåner nr. 1

5. kapitel

TIDEVANDS-ØKONOMI…………………………………………………………133

Tema: Økonomiens op- og nedgange – hvor stammer de fra?

Dag-til-dag-kommentatorerne – Den amerikanske økonomi 2001 – Intet nyt under solen (1920-erne og 1890-erne) – Erfaringer med krigsfinansiering m.v. – Sammendrag – Kollapset i Japan-økonomien – USA-økonomien mellem flod og ebbe – Danske forhold 2002 – Før og nu

6. kapitel

Federal Reserve Notes erstatter Dollars………………………………….160

(Magten set mere fra “den indre” opfattelse)

“John Maynard Keynes drak whisky, Karl Marx øl” – Bedraget er gammelt – “Arbejdernes internationale kampdag”- Styring via det materielle – Krigsmandskunst eller skjult dagsorden – Kosovo, løgn over løgn – Den Trilaterale Kommission – Mellem To Tidsaldre – Bilderberggruppen – De internationales og muslimernes planer stemmer med hinanden – ECU eller EURO, vanskeligheder for magthaverne – EURO-ens deroute det første år som forudset af spekulanterne var for valutaspekulanterne.

7. kapitel

Alt omfattende bedrag og terror……………………………………………190

At få de frihedselskende til at sige Ja – Det egentlige falskmøntneri i Danmark – Menneskeheden (først landbru-gerne og fiskerne) ved et vendepunkt – Der er noget råddent i denne stat, Danmark – Professor i Danmark går på pension – Grundlov og Europa – Verdensøkonomien, et falsk påskud for samling – ”Det er cool” at være kommunist igen – Terroren fra den 11. september 2001.

8. kapitel

Hvad kom først, hønen eller ægget……………………………………226

Hvorfor den russiske revolution – Monopol og monopson – Vejen til undergangen for Danmark – Indvandringens og statsgældens omkostninger – Jo længere desto værre – Globaliseringen uden ideologi kunne blive redningen – Eksperimental-Psykologi – Indvandringen til Danmark i perioden 1600-1960

9. kapitel

Mental-tilstanden bliver til adfærd, herunder kriminel adfærd….246

Udviklingen i de kriminelle gerninger i Danmark 1960-1990 – Ressourcerne til at stoppe kriminaliteten eller de kriminelle – Forklaringer på kriminalitet – Kriminaliteten blandt indvandrerne – Spørgsmål til de ansvarlige myndigheder i 1995 og deres svar – Nye svindleriske kriminalitetssammenligninger – Danmarks Statistik falder over matematikken – Et eksempel på konsekvenserne – Vi advarede i 1995 – Et andet eksempel på konsekvenserne – Grundlaget for sammenligninger udviskes – Københavns Politi om unges kriminalitet (2003) – Internationale sammenligninger af kriminalitet – Børnefødslernes fejlopgørelse fortegner ligeledes billedet

10. kapitel

“Det nye menneske”………………………………………………………279

“Leipzig-forbindelsen” – Egne erfaringerne ved at undervise HD-studerende i 12 år på Handelshøjskolen – Wilhelm Maximilian Wundt i Leipzig – G. W. F. Hegel – En af hovedfigurerne i “Det moderne gennembrud i Danmark” – Amerikansk psykologi bliver importeret fra Leipzig i Tyskland – To danske sandhedsvidner, hver fra sin tid – Dansklærerforeningen anno 2002 – Den nye verdensorden (NWO) kræver sine ofre – Andet dansk sandhedsvidne

11. kapitel

Overordnet filosofi bag marketing og pædagogik i 1980-erne…293

Filosofferne inklusive eksistentialisterne bag dansk marketing – Internationalisme, Den Tredie og Miljø, Den Fjerde Bølge – EU/UN-Pædagogig anno 1996

Forklaringsstumper bag kriminaliteten 1960-1990 og Trotsky Plan

12. kapitel

Eksempler på ændringer i et politisk områdes karakter og grænser….308

Fagforeningstvang og politisk tvang indføres ved lov i Danmark – Etnisk diskrimination ved lov i Danmark – Borgerovervågning, Spionkortet – Rockerkrig på TV – Lov om indførelse af undtagelseslov i England – Unions-propaganda, en del af bedraget – Princip for en god forfatning, EU-forfatning? – Det fortalte de ikke om den tyske besættelse af Danmark

13. kapitel

Hvad du skal vide, og hvad kan du gøre………………….329

Hvad er magt – Højre-Venstre-1-2-1-2-Højre-Venstre – Ledigheden fejlopgøres – Dansk skole, uddannelse og produktion på retur – Privat Topmøde i København – Euro og dansk finanslov 1997 – Planens skibbrud – Vort sikreste brohoved – Efterskrift

Appendix 1.………….……………………………………379

Et nyt Europa – et tabt Europa

Ledighed før og nu – Grundlov og Europa – Nedsmeltning af det monetære system – Tre skridt frem, to tilbage – Når magten samles

Appendix 2………………………………………………406

Finanskriser

De senere års finanskriser, ansvaret herfor eller kræfterne bag, plus en lettere tilgængelig gennemgang i hovedtræk af spørgsmålene behandlet i kapitel 5: TIDEVANDS-ØKONOMI.

Appendix 3

Landmandbank-krakket i forskellig belysning………419

Med udgangspunkt i Enron, USA, et dansk dejavue af Enron anno 1923.

Appendix 4

Guldet og andre ædelmetaller

Om guldet som international værdimåler før det 20. århundrede.

Appendix 5

Guldet, paritet, økonomisk historie og selskabet

Fortsat om guldet, paritet og økonomisk historie i tilrettet version og om selskabet med begrænset ansvar, og hvad deraf følger i nutidsbelysning.

Index……………………………………………………433

Litteraturliste

 

1. udgave, 1995

2. udgave, 1997

3. udgave, 2000

4. udgave, 2002

5. udgave 2004

6. udgave 2005

7. udgave 2006

8. udgave 2009

Privat udskrift

Forord

Europa ved et vendepunkt. Et århundrede med tre verdenskrige. Den sidste førtes i de finansielle og mentale systemer i det 20. århundrede inden den fortsatte i den fysiske verden i det 21. århundrede. Først en mystisk verdenskrig imod terror, der ikke lader sig bekæmpe reelt, så måske en frontkrig, men mellem hvem? Verdenskrigen begyndte officielt den 11. september 2001. Et Europa i 1950-erne og 1960-erne med en velstandsfremgang uden sidestykke i historien og for så vidt ej heller i fremtiden.

Integrationen af Europa-staterne var for “Freden i Europa.” Det var Sovjetunionen også. Hitler, Alexander den Store, Napoleon, Filip den Anden og Cæsar lovede det samme. Virkeligheden viste sig at være det modsatte af det proklamerede. Kendere af historien vil vide, at ingen union er blevet skabt uden krig.

Hvis blikket kastes på andre sider af udviklingen end de formelle europæisk-politiske med alle dens ord, planer, beslutninger, indretninger, gøremål og især billeder, som borgerne dagligt bombarderes med, vil et mere sandt billede tone frem.

Hvilke kendetegn har den demokratiske styreform fået, den styreform som stort set alle i princippet priser højt. Velstanden blev udskiftet med tildelt velfærd. De formelle magthavere og de materielle ressourcer skabt af flittige og dygtige europæere blev én front i konflikten, der opstod. En uddannelseseksplosion i Nordeuropa førte 50-60% af en ungdomsårgang i 1990-erne til en studieforberedende uddannelse med endestation i den bureaukratiske sektor, en anden front. Kampen om kundskaberne, eller kampen mod kundskaberne…?

Flere af disse unge syntes at tro at de kom op i universet eller måske himlen – i hver fald op til sandheden – ved at gå på universitetet. Der skabtes de gangbare ideologier, som havde magthavernes bevågenhed. Alt var nyt og smart, alt var brugbart, hvis det passede ind i den lagte plan.

Sandheden er det folk tror på.

Mange af studierne skulle få en andet indhold og en anden metode efter krigen. Noget tilpasning til tidens krav, kan vi kalde det til at begynde med. Nationaløkonomi-termerne blev efter Den anden Verdenskrig heller ikke forstået af ret mange mennesker, der havde sat sig ind i det, der kaldtes viden før krigen. Det var der, en helt oplagt ganske selvindlysende årsag til. Der skete noget med individerne, bl.a. via opdragelsen og den usande TV- og mediekultur; og ideologismen blev efterhånden markedsført på ny i 1960-erne og 1970-erne, da børnene født under eller lige efter krigen var vokset til. Nu var historie blevet et spørgsmål om rette teori, kendsgerninger forsvandt mere og mere.

Nu fik Europa det skidt efter opgangen i 1950-erne og 1960-erne. Den opfundne velfærd kom ind og afløste velstanden, velstanden omdannedes til såkaldt velfærd. Der var en verden uden for Europa, der kastede det formelle koloniherredømme af sig og stillede krav om mere selvstændig tilværelse. Aktiviteten blev fra begyndelsen af 1970-erne truet i et Europa suppleret af olieprisstignings-chokkene i 1973 (400 procent) og i 1979 (175 procent) langt mere end de professionelle politikere og journalisterne turde berette. Men var olieprisstigningerne, som vi blev foregøjlet var årsagen til ulykkerne, nu også virkelig årsagen? Et Europa, hvor alt havde været muligt. Dynamikken forsvandt tilsyneladende med ansvaret, og statsgælden voksede på ny som i 1920-erne og 1930-erne.

Der kunne tales om statsgælden igen som et problem, men ikke seriøst i det brede forum og slet ikke blandt tidens dagsordensættere af postmodernismens politiske korrekthed.

Sandheden er måske det, man kan få folk til at tro. Virkeligheden var nu en individuel tænkt virkelighed. Sandheden blev relativ, og det gjaldt primært om at vælge den rigtige.

Der var lagt planer for et helt nyt Europa, et integreret Europa, en forbundsstat eller et statsforbund. Her kunne ansvarsforflygtigelsen over statsgælden og alt det andet, som denne gennemgang omhandler, måske fortsætte.

Jeg har valgt at redegøre for den del af historien, der angår de forældede økonomi-betragtningers tilblivelse og den menneskelige ulykke, der skal findes i, at alt for mange individer synes at gå til grunde umiddelbart fra starten af deres skoletid.

Der førtes en anden krig end den fysiske under Den Anden Verdenskrig, en finansiel krig, som ofte indleder krige. Et grundigt gennemprøvet tysk eksperimental-psykologisk projekt fra 1800-tallet erobrede opdragelses- og undervisningssystemet i U.S.A. før 2. Verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig gjaldt det Europa. Der var lagt en plan for Europa, en for verden, længe før du blev født. Den Nye Verdens Orden eller Abernes Planet kan endemålet kaldes, alt efter smag.

Jeg viser noget af det, der har ført til et planøkonomisk, halvfascistisk, kaotisk tilskuds-Europa med i bedste fald et medie-demokrati eller et styret demokrati, som det kaldes nutidens officielle lydstater i en kort overgangsfase. 40 år tidligere havde man kaldt dem marionetter og marionetregimer. Det fra starten bedrageriske, internationale betalingssystem skabt under Den anden Verdenskrig var specielt egnet for eller designet til efterkrigstidens svage, professionelle politikere, der hellere ville springe over, hvor gærdet var lavest for levebrødet og lade andre bestemme.

Helt centralt har man forestillet sig Økonomisk-Monetære-Union vil trække magten tilbage til Europa måske med en hidtil ukendt hjælp fra nye kilder. Magten flyttedes til U.S.A. i tyverne og trediverne. Hvilken pris borgerne må betale for en sådan ny eller gammel Europa-indretning, forsøger jeg at fortælle i et bramfrit og mundret sprog uden den sædvanlige heksekunst, der ellers præger europæiske økonomer uddannet efter Anden Verdenskrig. Jeg har til det sidste valgt en række konkrete mønstre set fra Danmark; men læseren vil se udviklingen i sin egen nation i det, som jeg redegør for. Forud-sætningen for at du ser det internationale bedrag, er at du åbner øjnene og tænker dig floskel-frit og selvstændigt om.

Danskerne sagde først fra med stemmesedlen over for løgnene omkring Europa-integrationen den 2. juni 1992, samme år som vi bankede Europa i fodbold. Den 18. maj 1993 vandt herrerne dog spillet med gulerod og piskeslag for 1 mia. kr. i medieomkostninger. Så fik vi afstemningen om den fælles, obligatoriske Europamønt Euro, hvortil danskerne stemte Nej den 28. september 2000.

Arbejdet med denne gennemgang startede i midten af 1990-erne. Gennemgangen er ajourført nogenlunde indtil omkring medio 2005. En særlig tak vil jeg rette til Afdelingsforstander ved Aalborg Universitetscenter P. H. Bering, til forfatter Jens Jackie Jensen, Herlev og til direktør

Torvald Fonsbøl, Kolding for de mange kommentarer og forslag, disse har været mig behjælpelige med ved arbejdet med “Sandheden er (det,) hvad du tror på (?)” Og tak til min ven Knud Bagge Johansen.

“Den, der kender sandheden, og ikke

lader den komme frem – han er i

sandhed en ynkelig pjalt.”

Willi Senff

Jørn E. Vig


Indledning

Jeg mener at Danmark forgår. Ikke således at formen på sunde og bælter vil ændre sig væsentligt, men i den forstand at landet forstået som en i hovedsagen homogen nationalstat i løbet af højst 1 1/2 generationer fra dags dato (21. november 2008) vil være ukendeligt for en voksen nutidsdansker, medmindre han præsenteres for et danmarkskort og får at vide at dette kort faktisk afbilder det stykke jord, han står på. Enhver vågen dansker kan i dag se, at dette virker sandsynligt, hvis de nu herskende tendenser får lov at fortsætte udviklingen. Følger man de officielle beskrivelser af landets/samfundets forhold, der stadig findes – ganske vist i stadigt aftagende kvalitet – vil man ikke være i tvivl om, hvor det med matematisk sikkerhed bærer hen for landet. Hvordan kunne det gå sådan, ende så galt?

1) Hvorfor skal Danmark, U.S.A. eller for så vidt enhver anden nation – forgå? Hvorfor er i grunden et krævende ord. Hvilke motiver ligger bag den udvikling, der er sat i gang, eller skulle jeg hellere hævde, at opløsningen sker af logisk nødvendighed? Den logiske følge, der fører til, at Danmark uden forstyrrende indgriben vil gå i opløsning er kun den ene halvdel af svaret på dette hvorfor. Landet er mig bekendt gået bankerot tre gange, og her er der måske nogle regler, som i hvert fald gælder for logebrødre. Da jeg efterhånden havde fået god tid efter at have undervist 12 år ved Handelshøjskolerne i København og Århus og arbejdet godt 7 år i bl.a. Centraladministrationen, besluttede jeg mig til at undersøge disse for mig selvsagt vedkommende spørgsmål. “Der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad helved’ til”, sang John Mogensen i 1972. Louis Miehe-Renard sang, “Tro dem ikke” samme år. Kunstnere har jo sommetider en forunderlig sjette sans.

Det er grundlæggende en god ide som udgangspunkt at undersøge, hvem en forbrydelse gavner, når man skal søge dens årsag.2

1 Balterne forstår måske bedre, for de har prøvet at miste deres land til totalitære regimer, uden nogen magtede at gøre det mindste. De blev annekteret af Sovjetunionen i 1919. De stillede sig nok et par spørgsmål i 1997 og 1998, hvor en ny Europastat begyndte at tage konkret form med obligatorisk fælles møntenhed på tegnebrættet, også for offentligheden. 2 Enhver der har læst kriminalhistorier ved at en detektiv begynder med at spørge om/lede efter tre ting: Hvem har motiv til – eller økonomisk gevinst eller anden gavn af – forbrydelsen? Hvem har midler til at gennemføre den? Og hvem har haft mulighed for at udføre forbrydelsen?

Er jeg for påståelig, stejl og skråsikker i mine vurderinger? Måske. Døm selv. Jeg viser en udvikling, nogle forløb. Du får dem med sikkerhed ikke bekræftet af TV. Det kan jeg love dig for. Var der ting, som du selv i din udvikling var faldet over, og som var forblevet gåder, tænkte jeg. For eksempel angst, skyldfølelse, mindreværdsfølelse, blot manglende selvværd eller simpel ukendskab; det kender vi vel alle til. De begrænser os meget!

Afgørende for dit udbytte af denne gennemgang:

Vi har alle en ramme, hvorfra vi ræsonnerer, og vore rammer er selvfølgelig forskellige. Du bliver antagelig nødt til at overskride dine nuværende grænser, hvis du vil videre og forstå disse sammen-hænge. Rammerne eller skallen omkring dit/mit univers begrænser dit/mit udsyn din/ min indsigt. Og sådan er det for os alle for en tid. Jo længere tid du har tænkt i de givne rammer, desto vanskeligere har du nok ved at revidere dine tankevaner (fordomme). Hele din/min identitet knytter sig efterhånden til netop din/min vante forestillings- eller referenceramme. Når den trues kan vi let blive vrede, aggressive og afvisende.

Er du utrænet, det er de fleste akademikere, fordi de indoktrineres en hel del, skal du overskride grænser i dig selv, for at se hvilket bedrag, du er sat i. Hvis du overhovedet derefter kan se, at der er tale om et bedrag. Du vil muligvis blive chokeret undervejs og måske afvise; men så husk på denne indledning:

Bedraget, er enkelt, men gjort kompliceret i din vante/tillærte referenceramme, og gjort enkelt i henseende til det, som er nok så sammensat i forhold til dine vante forestillinger. Problemet for mange er manglende evne til at koncentrere sig og det uvante i at forfølge en problemstilling stædigt og vedvarende til dens udspring. Alt i vort samfund indbyder til overfladiskhed og det lave gærde, der er lettere at sætte over.

Uden din accept af de netop beskrevne nævnte forudsætninger bør du standse læsningen her.

Jeg må starte med løgnene, de mest skæbnesvangre løgne jeg er blevet fortalt, og der må jeg på et tidspunkt falde over sporene der leder til Danmarks grav.

Johannes Jørgensen indleder sin ‘Klokke Roland’ (om løgnene om Første Verdenskrig) i 1916:

“Klokke Roland er mit Navn

“naar jeg klemter, er det Brand

“naar jeg kimer, er det Sejr i Flanderland!”

Sådan stod der i gamle dage på den store klokke i Gents Beffroi.

Klokke Roland ringer, Klokke Roland ringer, Flanderns store stridsklokke og sejrsklokke ringer ud i Ragnarok. Og lytter vi Nordboer godt til, så hører vi grant, at det er med vor moders tunge, den taler, og at den siger og synger som skjalden i den nordiske Højsang:

Fæ dø,

Frænde dø,

Et véd jeg som aldrig dør,

Dommen over den døde. (citat slut)

1. Kapitel

Internationalisme

Ikke bare snak og naivt tankespind Jeg ledte efter de manglende spor. Man kan komme til gravens rand på en løgn, men aldrig komme tilbage igen, sagde en klog franskmand. Eller er det alligevel muligt? Er opløsningen af Danmark startet på det rette tidspunkt, således at der skulle være mulighed for en redning? Den, der lyver om én ting, lyver som regel også om andre ting. Det der gemmes i sne kommer frem i tø. Afrika kan også bidrage med ordsprog: En løgn kan fortælles på syv måder, sandheden på én. Hvor erfaringen, prægningen i dag stammer fra, skal læseren få at se.

Den første løgn

Statsgæld uden betydning…..(så længe det går) I uddannelsen til universitetsøkonom havde man forsøgt at bilde mig ind uden ordentlig forklaring, forstås, at statsgæld er af totalt underordnet betydning.

Enhver bankansat ved at bankerne udlåner (penge-) anvisninger, der i alt lyder på 8-10 gange mere end der på noget tidspunkt er indskudt af, hvad jeg vil kalde reelle værdier eller reel købekraft. Sådanne pengeanvisninger er gældsbeviser (“ihændehaverbeviser”), hvor banken erklærer, at den skylder ihændehaveren af det pågældende dokument en vis sum værdier. Eftersom der kun er dækning for en lille del af dette beløb, er bankerne naturligvis reelt insol-vente, og pengeanvisningerne kan betragtes som hovedsageligt falske. Ud fra den betragtning er der naturligvis noget rigtigt i at trække på skulderen af gæld. En person der intet ejer kan udmærket udstede gældsbeviser3. Som privatperson risikerer man ganske vist at komme i spjældet, hvis man udsteder penge, men det er vanskeligt at gøre det samme ved National-banken (som efter loven har monopol herpå), Folketinget eller Finansministeriet, selv om det var nok så berettiget. Og i øvrigt kan fallentens gældsbeviser sagtens bruges som betalingsmiddel folk imellem, bare de involverede tror på, at de er noget værd. Det gælder jo også andre former for falske penge, for eksempel dem, der produceres af de såkaldte falskmøntnere 4.

3 En søfarende telegrafist fortalte mig, at han havde uoverstigelige problemer med at veksle en dansk tusindkroneseddel i Singapore. Derimod kunne han låne nærmest, hvad han ville af deres penge på et blåt Mærsk-kort, som han havde siddende synligt i skjortelommen. 4 Dette er absolut ingen opfordring til at omgå loven.

Det var nærmest latterligt at beskæftige sig med statsgælden, både i teorien og i praksis, da jeg begyndte på universitetets økonomistudium. Skulle betydningsløsheden imidlertid kunne begrundes med (tænkte jeg dengang), at alle banker netop udlåner pengeanvisninger/hæveret lydende på 8-10 gange mere, end der på noget tidspunkt er indskudt i bankerne af penge, så kunne det være interessant at vide, hvilken gæld, det er værd at tage alvorligt, nu det selvsagt er så svært at se på sedlerne og kreditterne, hvilke der netop er falske. Derimod rentefordringen, der naturligt følger enhver disposition over andres værdier eller andres falske penge5 i en periode; rentefordringen – den samlede – skal man se på med største alvor. Det er der så også god grund til, al den stund renteudgiften på statsgælden og kommu-nernes gæld udgjorde knap 70 mia. kr. i 1995, og lønmodtagernes personlige indkomstskat til sammen-ligning skønnedes på Finansloven 1996 at have udgjort ca. 218 mia. kr. i Danmark i 1995. D. v. s. 30% af A-indkomstskatten gik til renter på statsgælden, som du ikke har stiftet.6 Da jeg blev undervist på Århus Universitet, var der således visse emner, man helst ikke skulle gå for dybt i; det var dårlig tone: Gælden som nævnt Det amerikanske pengesyst Den økonomiske historie knyttende sig til den første fjerdedel af det 20. århundrede. Tænk, jo flere penge staten bruger, desto rigere bliver vi, jo flere penge husholdningen bruger, desto fattigere bliver husholdningen. Det blev aldrig sagt, men det var konsekvensen af alt det vrøvl, der knytter sig til efterkrigstidens tekstbøger i økonomisk teori. Vi kunne gå til husholdningen og til en landsby, inden vi ræsonnerede på forholdene for landet som helhed. Ja, fogeden kan besøge husholdningen og beslaglægge løsøre og bolig. Hvad med stater, kan svage regeringer da bare blive ved at låne? Vi var to studenter på et forelæsningshold på 125, der undrede os synligt over den gang vrøvl. Han kom til tops i finansverdenen. Han må have lært at holde kæft i rette tid og på rette sted. Det har jeg altid haft svært ved.

5 Således må det i konsekvens af de herskende forhold udtrykkes.

6 Danmarks Nationalbank og Finansministeriet er uenige om statsgældsopgørelses-metoden fra 1996-udgaven af “Statens låntagning og gæld.” Denne udgivelse kan rekvireres gratis tilsendt hvert år i februar fra Danmarks Nationalbank på tlf. 33 14 98 24 eller på governmentdebt@nationalbanken.dk

Løgnen om statsgælden var bare én af en betragtelig bunke løgne, der tumlede i mit hoved i de første år på universitetet fra 1969. Jeg har lært en hel del brugbart, men også mange løgne. Om Ruslands statsgæld fik vi oplyst på danske og tyske tv-kanaler i foråret 1999 under Kosovo-krigen, at den forhindrede Rusland i at blande sig mere aktivt i krigen. Ruslands statsgæld var i 1999 cirka af samme størrelse som Danmarks. Jeg har ikke undervist i løgnene siden hen. Efter at have skrevet to bøger i driftsøkonomi, fik jeg adgang til at undervise i sådanne fag ved handelshøjskolen. Spørgsmålet kan stilles: Kunne opløsningen af Danmark være foregået i 1950-erne?

Absolut ikke. Havde nogen vovet at forslå den igangsat dengang under slet skjulte undskyld-ninger om upersonlig humanitet7 var vedkommende forslagsstiller utvivlsomt blevet hasteind-lagt på den lukkede afdeling på “røde papirer” (d.v.s. omgående tvangsindlæggelse). For det er og var i strid med enhver statsræson og statsskik og helt uden diskussion i dyb modstrid med Grundlovens ånd og bogstav. I dag er det tilsyneladende stik modsat efter Grundloven fuld-stændig ignoreres i de værste tilfælde af landsforrræderi. Det er i øvrigt en af de væsentligste begrundelser for, at flere vil lave Grundloven om, så den på de resterende interessefelter inden for Internationalen kommer til at stemme med tidens krav. Hvorledes bedraget fortsætter over nye europæiske forfatningsplaner, se appendiks 1. Mange af de øverste i Danmark har ikke kun meddelt os økonomiløgnene og deres konsekvenser. De har indrettet samfundet/samfundene efter løgnene i den naive, blinde tro at tanker pr. automatik og vilje kan gøres til virkelighed. Jamen, så dumme kunne de øverste da ikke være? Nej, de virkeligt øverste er ikke dumme; jeg tænker så absolut ikke på Folketingets medlem-mer…

De fleste af os troede på de sidstnævnte. Havde vi ikke gjort det, var Danmark aldrig blevet bragt i opløsning. Ja, vore ledende kunne tilmed underbudgettere år efter år (i 1990erne) på

7 Når denne upersonlige humanitet finansieres af staten eller af skattefinansierede overnationale organer og den oppiskes via elektroniske, stats- og ideologistyrede medier og presse til udstillings-humanitet, bliver resultatet afstumpet hykleri. Når skridtets tages fuldtud bliver der tale om en besættelse af selvhad.

statens husholdningsbudget kaldet de offentlige finanser og få det ufattelige opsving til at se ud…, mens gælden voksede videre, vort offentlige sygehusvæsen gradvist nedlagdes og vore svageste forældre og bedsteforældre led nød, selvom de havde forudbetalt i overmål via skatterne for en blot anstændig tryghed i alderdommen (?) Fra 1998 var det officielle opsving ganske vist ophørt; men som vi forstår de officielle forklaringer, skyldes det, at danskerne ikke gad arbejde. Og sådan er der så meget. Du bliver langsomt klogere. Svikmøllen med den evige gældsætning, hvor stammer den fra? Hvornår startede den for alvor? I 1950-erne, 1960-erne, i 1970-erne?

Bankerot er den danske stat i alt fald gået før, under Erik Menved, der døde 1319, hvor riget var helt i opløsning. 1332-1340 var Danmark reelt uden konge. Under Frederik III i 1660 og under Frederik VI i 1813, og gældssaneringerne var alt andet end behagelige. I det 20. århundrede blev det blevet mere tys, tys, når der laves statsgældssanering. Emnet kunne passende fylde en redegørelse for sig. I dag er 2/3 af frugterne af al dansk foretagsomhed inde og vende ved de øverste. Vende er måske så meget sagt. Mere end 1/3 af de 2/3 (=2/9 eller godt 22% ) af frugterne forbruges offentligt, resten deles ud med mild hånd. Men det er ikke nok. De øverste låner og udsteder også statsgældspapirer som ingensinde før. Og så stiger aktierne købt med kontanter eventuelt lånt mod statsobligationssikkerhed, og til sidst kunne fi-nansministeren ane et såkaldt opsving, der ikke var der rigtigt, fordi der kræves produktion og ansættelser. Og selvom der så var lidt, der kunne ligne opsving frem til 1998, så var det hele mest noget, der byggede på tilskud og papir, når ses bort fra Østtysklands behov for byggeri. Lønkonkurrencen forventedes af Erhvervsministeriet og Ugebrevet Mandag Morgen at afstøde yderligere 100.000 danske jobs til Baltikum og Polen (2001-2003). Og fra maj 2004 fik disse landes befolkninger mere fri adgang til at søge arbejde eller uddannelse i Danmark.

I sommeren 1994 kunne BBC melde, at samhandelen mellem England og det øvrige EU/EF var gået tilbage med 15 pct. siden det famøse indre markeds vedtagelse8. Det blev nemlig aldrig rigtig til noget med de lovede fælles lave afgiftssatser og harmoniseret skattelovgivning, for det drejede sig primært om monopolernes eller oligopolernes9 og de opfindsomme bureaukraters

8 EF/EU og især Det såkaldte Indre Marked skulle øge handelen i Europa.

9 Én eller nogle få store for hvert varemarked.

Europa-stat. Sådanne bekymrer sig mindre om grænser og skat. De betaler næsten ingen skat i deres internationale etablissement. For eksempel holdes utallige EU-møder på Ålandsøerne (mellem Sverige og Finland), fordi øerne ikke er med i EU, og alkoholen deroppe er afgiftsfri. Det kan da ikke bare være økonomi, det hele. Og selv om økonomi vel kun udgør nogle få procent i et frugtbart og givende liv, var økonomien et af redskaberne, som jeg fortalte oven-for, der kunne vende op og ned på alting, fordi der bag alle forandrende handlinger med blot lidt rækkevidde skal ligge økonomiske dispositioner, som deres forudsætning i virkelighedens verden.

I virkeligheden var det etik, måske kristendommens og dens værdier det, som det netop skortede på: Vi har glemt, hvad der er rigtigt og forkert. For at sikre at vi ikke vender eller vender tilbage til vore rødder, fjernedes grundlaget for vort daglige virke, og dermed var vor skæbne lagt i andres hænder.

I dag er sondringen imellem indenrigsgæld og udenrigsgæld ikke mere relevant, da lånetil-godehavender og statspapirer kan handles, byttes, konverteres frit over grænserne. Geografien og nationalite-ten for fordringshaver har ingen betydning udover ved beskatningen. Derimod spiller pengeudstedelsen og statsobligationerne sammen, selvom det foregår over valuta-grænserne. Netop indenrigsgælden har J. M. Keynes’ eftersnakkere overalt i toppen dyrket helt vildt i troen på hans verdslige evangelium, så det bl.a. hævdedes at kræfter på linie med tyngdekraften uden videre kunne ophæves10. Nogle eksempler herpå er er lån, gæld, og rente, hvorom der sjældent er megen debat, når det kommer til stykket.

Sondringen imellem statspapirgæld og lånegæld er derimod relevant at se på af en grund mere. Statspapirgæld er kursbehæftet og dermed i princippet en mindre sikker fordring at ligge inde med end tilfældet er med et lånetilgodehavende. Nu regner de fleste staten for solvent11 og opfatter derfor ikke statspapirets indløsning som problemfyldt. Kronekurspolitikken havde ligget fast i næsten 30 år, og det forventedes at fortsætte. Efter udviklingen fra oktober 2008 synes intet sikkert længere.

10 John Maynard Keynes matematiske modeller fejler ikke noget. Det er deres praktiske anvendelse på jordiske forhold, som umiddelbart anfægtes. 11 Betyder at aktivernes sum overstiger passivernes sum.

Den danske stat og kommunerne skyldte pr. 31. januar 1995 ca. 830 milliarder kr. efter 2. kvartal 1996 cirka 852 mia. kr. væk på papiret12, svarende til mere end ét års salgbar produktion i Danmark eller 160.000 kr. pr. dansker pr. 31. januar 1995. I Sverige var statsgælden dengang såmænd ca. 180.000 kr. pr. svensker. I 2002 var den danske statsgæld ikke reduceret til mindre end 800 mia i alt. Ultimo 2006 var den danske statsgæld 527,8 mia.kr. Af disse var 133,2 mia. kr. midlerne i Den Sociale Fond, som de ledende har valgt at nedskrive statsgælden med. Ikke et erhverstrukturspørgsmål men nærmere bogholderiteknik. Olie- og gasindtægterne fra Nordsøen har dog forøget rigets indtægter betydeligt under de seneste prisstigninger. Mere præcist kan den ikke angives. Bemærk formuleringerne: Ultimo 2005 skriver man i følgebrevet med udgivelsen Statens Låntagning og Gæld fra Danmarks Nationalbank, at ”den danske statsgæld faldt med 77 mia. kr. og rente-udgifterne på statsgælden er reduceret med 4 mia. kr”. Ultimo 2006 skriver man i tilsvarende følgebrev at den danske statsgæld ”er blevet reduceret i året med 90 mia. kr. til 328 mia. kr”. Ultimo 2006 foretager man en morsom opstilling, hvor midlerne i Den Sociale Fond, der gennem årene hvert år er blevet reduceret ved en vis modregning i statsgælden, nu helt er fratrukket statsgælden. Man bytter således om på et aktiv og et passiv i nærmest pengeform. Fondens midler stammer fra indefrosne dyrtidsprotioner, og løftet angående fonden var, at midlerne skulle bruges til forbedring af de sociale forhold i Danmark, deraf navnet. Det officielle statsgældsresultat bliver derfor 328 mia. kr. i stedet for reelt 463 mia. kr. (= 328+135). Ved udgangen af 2007 udgør den reelle statsgæld 383 mia. kr. hvoraf 137 mia. kr udgøres af den Den Sociale fond.

Oplægget til strejken blandt sygehus- og andet øvrige social- og sundhedspersonale kom alle-rede i foråret 2006 med en aprilssnar i Jyllands-Posten 31. Marts 2006: Statsgælden var pist væk. Den 29. marts 2008 kunne vi igen læse noget lignende vrøvl med endnu større detalje-

12 Herefter er den officielle danske statsgældsopgørelse ikke mere anvendelig.

ringsgrad i DR TTV: “Den offentlige sektor i Danmark var ved udgangen af 2007 gældfri for første gang i nyere tid med en nettoformue på 43 milliarder kr. Så sent som for 10 år siden havde den offentlige sektor en nettogæld på 422 milliarder kr. Nedbringelsen af gælden skyldes først og fremmest store offentlige overskud i de seneste år. Alene i 2007 blev overskuddet på 75,6 mia. kr…”

Hvis DR ville bekymre sig primært om sin egen skandale med koncerthuset på Amager, var meget vundet.

“Thor Pedersen meldte på pressemødet i primetime den 26. september 2006, at vi snart er så rige, at vi ejer hele verden (sådan hørte seerne det!):” at den samlede udlandsgæld (offentlig og privat) efter 60 år nu er væk, og at omverdenen ved udgangen af 2007 forventes at skylde danskerne ca. 105 mia. kr. Herefter sagde Thor Pedersen:

“Hvis vi bruger vores store, fine tusindårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen. For over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så er dét problem løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller – at de har nok en begrænsning alligevel. Om ikke andet, så er det dog positivt, at vi har den frihedsgrad, som grafen her viser.”

“Pointen var at anskueliggøre begrænsningen i lange fremskrivninger – ikke at udtrykke en forventning om, at vi snart ejer hele verden. Så er dét præciseret”, siger Thor Pedersen.

26. juni 2003 kunne vi i Ekstrabladet og BT læse, at DREAM-gruppen delvis under finans-ministeriet, en af regeringens analysegrupper, ifølge Ritzau var kommer frem til, at med mindre 60.000 indvandrere fik arbejde inden år 2010, og statsgælden ikke i samme periode blev reduceret til halvdelen, ville det koste os årligt 28,2 mia. kr. med indvandrerne her i landet. Det vigtige her er halveringen af statsgælden, som det var planen umiddelbart efter regeringens tiltrædelse i 2001. Resten er noget vrøvl, som jeg vil påvise nedenfor.

Sverige fik spekulations-lussingen efter have præsenteret et underskud på ca.100 mia. kr. i samhandelen i 1991, efter at danskerne troede, at de i det mindste havde sagt NEJ til Europa-Unionen, den glade 2. juni 1992. Sådan et afstemningsresultat skulle de styrende ikke have i Sve-rige. Den svenske krone blev nedskrevet i samråd med IMF med 30 pct. Lussingen var en påmindelse om, hvad der kunne hænde og måske blive meget værre. Sveriges statsgæld var cirka

1½ billion Skr i 1995. Tysklands statsgæld var på 2,5 billion DM i 1995 opbygget over ganske få år og med dengang godt ½ billion DM, der skyldtes DDR-sammenbruddet eller Genforeningen. I alt svarede dette til ca. 125.000 kr. pr. tysker. Tyskland statsgæld voksede fra at udgøre 60,7 pct. af brutto-nationalproduktet i 1999 til at udgøre 65 pct. i november 2008, i alt 3,055 billioner DM.

Medens de fleste EU-lande (med undtagelse af Frankrig) har forbedret sig mht. at styre de offentlige udgifter, havde 7/15 af eurozonelandene sidste år (2007) en større statsgæld end tilladt, deriblandt de 3 sværvægtere Tyskland (65%), Frankrig (64.2%), og Italien (104%).

Det skal understreges, at den gæld, der her er tale om, er den borgerne ikke har stiftet på anden måde, end at de har stemt på politikere, der for at indfri vælgernes, egne eller pengemagtens politiske ønsker og ambitioner så behændigt som muligt, har lånt en mængde penge uden overhovedet at fortælle dette, og uden at nogen rigtigt kræves til ansvar, for når stort set alle “ansvarlige” er med, er der intet ansvar at placere.

End ikke Tyskland levede op til ØMU-kravene i den tredje fase (1997), det skulle vise sig at fortsætte siden hen, kun Luxembourg, der lever af EU-bureaukratiet og diskret bankvæsen ligesom Schweiz, klarede kravene. I 2002 og 2003 havde både Tyskland, Frankrig og Italien negativ vækst, og Danmark var også tæt på begyndende deflation. Det er da i grunden tragikomisk selv for en unions-tilhænger. De ledende havde noget andet effektfuldt, men lige så falsk i baghånd som vi skal se. Hele OECD forventes at udvise negativ vækst i 2009 efter baghånden. Negativt vækst i flere måneder benævnes deflation. I efteråret 2006 [ http://www.business.dk/article/20061129/okonomi/111291139/ ] fik vi OECD’s ord for, at Danmark såkaldte opsving fra 2005-2007 var bygget alene på indenlandsk forbrugsudvidelse. Samtidig skabtes overskud på 60-80 mia. kr. på de offentlige finanser, så statsgælden kunne reduceres ganske ubetydeligt.

Dette var sandheden, uanset hvad der oplystes af diverse tv-aktører som Hans Bischoff eller Poul Jørgensen på dansk TV gennem årene, indtil der ikke oplystes noget andet end, hvad de retarderede dukker kan præsentere kortfattet pr. ukompliceret staccato-diktat i en øresnegl, eventuel ved at supplere med et piskeris, som Hans Bischoff benyttede sig af, når det blev for kompliceret for ham. Disse er nyttige redskaber for toppen, de vidste givet ikke bedre. Begge de to sidstnævnte har en afbrudt økonomiuddannelse bag sig.

Det var særligt morsomt at se en senioren Hans Bischhoff optræde på skærmen i reklamerne for de kredit- og forbrugsudvidende boliglån via kreditforeningerne under Bent Betjents og Hjort Frederik-sens aktive økonomi- og arbejdsmarkedsregime byggende på kredit og papir.

En nymerkanlistisk æra påbegyndes i Europa fra 2001. Forbrugsøkonomi og beskatning af olielandene er hovedredskaberne, der tages i brug. Som resultat får vi pr. naturlov først finanskrise og derefter den økonomiske kollaps og betydeligt øget immigration til Europa via Middelhavs-processen, der trækker langtidsplanen fuldt op fra Den Europæisk-Arabiske Dialog i 1970erne.

Først blev aktierne indtil 2001 fyldt med varm luft ved at selskaberne udstedte flere og flere, og da kurserne fortsat steg i visse nøgleindustrier, som blev vildt overvurderet i medierne, blev det en hel mani at købe aktier og at udbyde aktiepapirer, nu opsparingsrenterne i bankerne ikke var af nogen særlig interesse mere. Først spekulerede verden sig skeløjet på et IT-boom, dernæst på ejendomspriserne sat i gang af øget kreditgivning og skattefinansierede tilskud til ejendomsejere via lovgivningen.

Engang i august 2001 kunne man læse i bladene ”Så lad dog børnene”; de skulle investere deres spareskillinger i aktiemarkedet. Det går så godt, og vi blev alle så rige. Og det var løgn. ”Mere spekulation, tak” var titlen på en artikel i Berlingske Tidende. Den indeholdt derud-over kun tom snak, altså informationstom.

Ansvaret for finanskrisen fra oktober 2008 fejlplaceres

Dette udbytte, som virksomhederne skulle give, var ikke længere bestemt så meget af ordinære virksomhedsforventningerne til fremtiden, som det fremgik. Det var bestemt af aktiekursudviklingen, bestemt af udbudet og efterspørgslen efter kursgevinst ved køb og salg af (aktie-) papir. Virksomheder i store antal skulle børsnoteres og ud på markedet og hente kapital – for de tjente faktisk alt for lidt mange af dem på normal vis. Børsnoteringen kunne selvfølgelig kun ske ved at fremvise gode regnskabsresultater. Her skulle man have en god revisor, hvis det skulle knibe, og et eller andet godt forhold til sin bank. Og det kan betyde flere ting, som jeg kun vil antyde.

Når der investeres i aktierne, der flittigt udbydes, tilføres virksomheden tiltrængt/eftertragtet kapital – måske havde den rent faktisk netop ikke kunnet tjene så meget ved ordinær drift, som de øvrige ellers udbytteorienterede aktionærer faktisk så hen til. Og det kunne meget let være begrundelse for flere af disse til også at springe med på vognen, spekulationsvognen, nu der var chancer for det.

Muligheden forelå nu: Du og flere andre investerede godt rådgivet (effektivt i hvert fald) af banker og pressen. Andre gjorde det samme, og efterhånden begyndte aktiekursen at stige, men kun fordi alle eller mange små i markedet ville investere. Aktier var blevet gjort interessante for jævne borgere med diverse spil i dagbladene og alt muligt andet.

Aktiekursen steg ikke, fordi firmaet udviste øget indtjening fra det – husk det! -, som rent faktisk var firmaets valgte opgave at producere og sælge. Men kurserne steg og flere stigninger fulgte på grund af aktiepapirerne forelå i en mindre mængde, end hvad som efterspurgtes; det blev et spil, udelukkende, fordi købekraften var tilstede, eller der kunne lånes til det uskønne projekt, og så fordi firmaet udbød flere og flere papirer til salg i et tilsyneladende umætteligt marked. Det gik jo med papirerne. Men hvad med forretnin-gens ordinære drift? Pressen råbte op dagligt om opsving, opsving, kurserne stiger – for at fastholde illusionen om en opgang. Virkeligheden var: Kurserne og forventningerne til det fremtidige afkast i forretningen snart ville melde sig i virkeligheden. Løbet var kørt allerede i 1999.

Vil du med, inden det bliver for sent, for det bliver for sent? Det var for sent! Når jeg midt i vanviddet hørte at telefonudbyderen Nokia for få år siden lavede årligt resultat, 50% større end året forinden, og samtidig, at kursen på Nokia-aktier – d.v.s. den forventede værdi af hver investeret krone i Nokia – faldt med 50% i samme periode, må et eller andet være gået fuld-stændigt skævt, enten med forventningerne – som er det, der bestemmer aktiekursen – og/eller med udstedelsen af nye aktier og den tilhørende tilgang af ny egenkapital, der var strømmet ind i firmaet. Der var mange andre.

Det kunne også gå anderledes: Kurserne steg, men kurserne var netop forventninger til et fremtidigt afkast, der ikke kunne holde, fordi firmaet ikke kunne leve op til de enorme krav, som kursstigningerne stillede – lave eller ingen udbytter beregnet af pålydende hjalp en hel del på karu-sellens videre rundtur, men til sidst ville de ordinære aktieejere ikke være med til

at smide mere papir på markedet, for de ville jo også have deres, det sikre, f.eks. som ordinære ansvarlige investorer, medens det endnu kunne være nogenlunde sikkert. Andre steder fandtes på konstruktioner, så ledelsen og visse nøglefigurer i aktionærkredsen kunne stikke af med den indskudte kapital, der pludselig var blevet til en art fremmekapital.

Sagen var den, at firmaerne i stor stil ikke magtede at forvalte den indskudte kapital stam-mende fra aktiesalget på en forsvarlig måde, uden selv at ty til spekulation. Medierne skreg fortsat dagligt om opsvinget, der, når man lyttede, skulle tolkes, som om det simpelthen ingen ende ville tage. Og det var løgn.

Den bagved liggende tanke kunne meget vel være at få fordelt ulykkerne, nu det havde kørt for lang tid. Hvor smukt. I stedet for at tjene penge på ordinær drift kunne man altså hente kapitalindskud via aktiesalg, flere og flere til aktiepapirerne ikke kunne forrentes/give udbytte længere ved nogen overskudsgivende aktivitet – det være sig realproduktion eller ved anden spekulation.

Så åbnede politikerne muligheder med øget kredit i huse og ejendomme. Så kunne næsten alle ejere være med til “at tjene penge” uden at foretage sig noget. Virksomheder og banker sprang også med på vognen.

Ulykkerne, der var sat i gang, blev igen fordelt på mange flere. Herefter var mulighederne opbrugt, og der er ikke andre/flere spekulationsobjekter tilbage end pyramidespil – sådan er det ….lissom i Albanien.

Desuden gav det sidste træk med husene og ejendommene en ekstra mængde “rar skæv-vridende forbrugsbeskæftigelse” for en kort tid til de kortsigtede politikere af alle slags, som vi berettede, når købekraften blev trukket ud ved omsætning af huse og ejendomme og ved overbelåning af opskruede værdier og nedvurderede passiver og forskellen så blev forbrugt. Ingen havde reelt tjent pengene, men forretningerne indstillede sig på det, så det bliver meget værre bagefter.

Al sammen pengeødelæggelse og ødelæggelse af værdifastsættelserne for at holde spekulatio-nen i gang med god tro på løgnen – kaldet ’tillid’ hos de ordinære i mediebranchen.

Realkapitalen er indbegrebet af de enkelte goder, som i den økonomiske virksomhed frembringer vort forbrugs midler og holder ressourcerne i bredeste forstand vedlige. Kapital som funktion. Den faste realkapital bindes længere tid i jord, bygninger og anlæg, evt. lageret, den flydende realkapital bindes i det faktorforbrug, der sker i produktionsprocessen, medens den forløber og evt. lageret. Processen gentages typisk.

Privatkapital derimod er karakteriseret ved en mængde rettigheder, der giver adgang til arbejdsfri indtægt (oftest i form af rente og kursgevinst), hvor der ikke kan påvises nogen forbindelse med produktiv virksomhed. Huspriserne har lige kørt i vild fart mod skyerne, så endnu mere kapital er blevet trukket væk fra realproduktionen.

Staten skaber ikke penge, staten trykker sedler, slipper kredit ud, mest til forbrug, låner, inddriver og forbruger penge, gør staten. Helt svarende til at penge heller ikke vokser på træerne eller kommer fra himlen sammen med i bedste fald velsignelser, kan staten ej heller skabe penge.

Staten lader pengemidler trykke hurtigere og/eller lader kreditten udvide i hurtigere takt end produktionens reale vækst, og det går galt. Så stiger priserne. Det svarer til, at kartofler bringes på markedet hurtigere end markedet har mulighed for at efterspørge dem. Priserne vil så modsat nu falde og falde. Til sidst slås bunden ud af markedet, prisen på kartofler går helt i bund, og måske rådner overudbuddet af kartofler. På samme måde falder værdien på pengene (d.v.s. rettigheden, som pengene skulle repræsentere bliver ødelagt), når der er for mange sedler og for meget kredit. Det svarer til, at varepriserne stiger. D.v.s. man får mindre for pengemidlerne. De er blevet mindre værd målt i vareenheder, som er hvad reelt efterspørges.

Historien gentager sig i en ny version, når vi ikke må lære af den: L. V. Birck i ”Verdens-krisen og Danmark”, 1922 og i ”Europa Svøbe”, 1925:

”Når der ikke var tjent eller opsparet reel formue i den 5-årige verdenskrig, har intet individ fortjent at forøge sin formue i den periode. De københavnske bankers balance var blevet mere end tredoblet fra før krigen til 1922. Danmark var på bankerottens rand i 1923.

En stor del af de betalingsmidler, som bankerne var kommet til at råde over, var ikke blevet brugt bare på at drive priserne i vejret; men endnu mere til at drive vore kapitalværdier i vej-

ret, aktier og faste ejendomme. Altså en voldsom forskydning af kapitalen væk fra real aktivi-tet til passiv indtægtsgivende erhvervelse i form privatkapital. Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet. Det samme sker i dag i endnu vildere omfang.”

Gæld, inflation, deflation og massearbejdsløshed skyldes den koncentration af magt og uvidenhed, som uoplyste borgere lader sig regere af. Forretningsejere kan være grådige, fagforeninger ligeså, men national gældsætning, inflation, deflation eller massearbejdsløshed er de ikke stand til at lave, hvis ikke regeringerne og deres tjenestemænd, som klogelig lever af disse instrumenter, spiller med.

Og det kan ikke diskuteres, for dette her bygger lige så lidt på teorier som 2-tabellen.

Så kommer kollapsen:

Det sker for det meste én gang i en gennemsnitlig levetid (så der er ikke mange muligheder for at vænne sig til det), og det bliver meget værre denne gang. Det skyldes i bund og grund menneskets egenskaber, når den underliggende moral og etik går fløjten fra toppen af og nedefter, vel at mærke.

Professor L. V. Birck skrev i 1922:

“Vi lever i en verden, hvor ’statsmaskinen’, som vi i virkeligheden skulle læne os til, er svækket i sin grundvold. Den er hadet af de rige og kun lige tålt af de fattige. I Tyskland og Østrig er indehaverne af den økonomiske samfundsmagt den organiserede kapital, der er betænkt på at ødelægge det parlamentariske såkaldte demokrati og den af befolkningen influerede stat for at tage magten selv. I De Forenede Stater er konflikten imellem det politiske og økonomiske midlertidigt udskudt, da den politiske magt ved det sidste præsidentvalg er faldet i hænderne på et politisk oligarki (mit: oligarki betyder fåmandsvælde). Overalt finder vi tegn på statens magtesløshed, og muligheden at etablere magten uden for staten og uden oligarki synes meget fjern for øjeblikket” (citat slut fra: “Danmark og Verdenskrisen”).

Professor L. V. Birck skrev ligeledes for en menneskealder siden:

“Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i, ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet.”

Det samme sker i dag i endnu vildere omfang:

Hvad sker der, når staterne griber ind

Intet nyt under solen

Svig, men ikke fra spekulanterne

Kan det indrettes, så spekulationen ikke betaler sig? (engelsk version)

Fra november 2000 begyndte Irak at afregne sit oliesalg i euro og konverterede samtidig Iraks ”Olie for Mad” reservefond i FN med $10 milliarder til euros efter aftale med FN. Mellem 2001 og februar 2003 blev næsten hele Iraks olieeksport betalt i euros; cirka $30 milliarder. I den samme periode steg euro relativt i forhold til dollar med 30%. Saddam Hussein havde allerede tilbudt udvindingskoncessioner (der forblev uden virkning på grund af FN sanktionerne) til Frankrig, Kina, Rusland, Brasilien, Italien og Malaysia. Det skal vi se meget mere om i appendiks 1.

Til næste kapitel

Even more servere terror has been promised

Most wanted terrorist

gadahn_a1.jpg

From : http://www.fbi.gov/wanted/terrorists/gadahn_a.htm

Al Qaeda medlem truer USA på mystisk video med større terror end den 11. september

Adam Yahiye Gadahn was indicted in the Central District of California for treason and material support to Al Qaeda. The charges are related to Gadahn’s alleged involvement in a number of terrorist activities, including providing aid and comfort to Al Qaeda and services for Al Qaeda.

REWARD

The Rewards For Justice Program, United States Department of State, is offering a reward of up to $1 million for information leading to the arrest of Adam Yahiye Gadahn.

SHOULD BE CONSIDERED ARMED AND DANGEROUS IF YOU HAVE ANY INFORMATION CONCERNING THIS PERSON, PLEASE CONTACT YOUR LOCAL FBI OFFICE OR THE NEAREST AMERICAN EMBASSY OR CONSULATE.

Sonia

Det danske samfund nedbrydes systematisk

 

Fornuftige mennesker har længe set og advaret mod den nedbrydning af det danske samfund, der er ved at ske. Fortsætter udviklingen, ophører Danmark med at eksistere som et frit, demokratisk, dansk samfund

  

Nordjyske Stiftstidende 17-11-1999:

Af Ruth Bering cand.psych.,

Regnar Juels Vej 6, Aalborg

 

MULTIETNISK

 

“Vekslende regeringer har ladet Danmark udvikle sig til et multietnisk samfund. Det er ikke gjort bevidst eller efter nogen plan”, udtalte socialdemokraten Ritt Bjerregaard for nylig på et møde i Aalborg.

Ja så. Så blev man så klog.

Måske skulle man minde Ritt Bjerregaard om, at ved indførelse af indvandrerstoppet i 1973 “glemte” socialdemokraten Anker Jørgensen at sende de tyrkiske fremmedarbejdere hjem.

– At ifølge den tidligere socialdemokratiske minister Arne Sørensens udtalelser til Ingeniørens Ugeblad 20.4.1973, må “fem millioner udlændinge til Danmark”.

– At den socialdemokratiske folketingsmand, pastor Johan Nielsen, i 1975 udtalte følgende, til forlagsredaktør, tidligere presse- og kulturattaché i Paris og dansk repræsentant i UNESCO, J. Stenberg-Rasmussen, (Vendsyssel Tidende 19.1. 1975): “Der går en linje fra bestræbelserne på at mindske det danske fødselstal ved hjælp af aborter, piller m.v. … over indkaldelsen at titusinder for os vildtfremmede folkeelementer til et snigende, halvt hemmeligt arbejde her i Folketinget på at gøre det lettere at opnå dansk indfødsret. Formålet er at skabe grundlag for en fuldstændig omstyrtelse af det danske samfund og rive dets rødder i dets historiske fortid over”.

– At den daværende socialdemokratiske udenrigsminister K.B. Andersen 22.1.1976 underskriver en gensidig konvention med Tyrkiet om sociale goder for tyrkerne i Danmark. Tilsvarende konventioner underskrives med Jugoslavien, Pakistan og Marokko i henholdsvis 1977, 1982 og 1988.

– At i 1978, under socialdemokraten Anker Jørgensens regering, vedtages i Damaskus Den Europæisk Arabiske Dialog, bl.a. med henblik på at fremme “udbredelsen af kendskabet til arabisk sprog og kultur i Europa” (EF Bull. 5-1976, EF Bull. 12-1978, side 25). Reelt er dette en aftale om fremme af Islam i Europa.

– At Folketinget i 1983 – under pres fra det “alternative flertal” under socialdemokraten Anker Jørgensens ledelse – vedtog en ny fremmedlov, udarbejdet af daværende formand for Dansk Flygtningehjælp, Hans Gammeltoft-Hansen, der satte indvandringsstoppet fra 1973 ud af kraft og dermed lagde Danmark åben for en indvandring uden sidestykke i historien.

I 1992 vedtog Folketinget en særlov til fordel for 400 efter gældende lov udviste palæstinensere. Ifølge Jyllands-Posten (21.3. 1993) var de ca. 400 palæstinenseres asylbevilling i Danmark en konsekvens af et tæt samarbejde mellem PLO og danske og internationale politiske og “humanitære” organisationer.

– At 18.000 bosniere, hvoraf de fleste var i sikkerhed i Tyrkiet, blev flyttet til Danmark og fik permanent opholdstilladelse – sammen med deres børn, i alt mere end 40.000.

– At 24. marts 1995 skrev Weekend-avisen på forsiden, at socialdemokraten, finansminister Mogens Lykketoft, foruden nedskæringer i social- og sundhedssektoren, indregner en fordobling af indvandringer fra 10.500 personer årligt til 21.000 personer årligt for at skaffe arbejdere til at få velfærdsstaten til at hænge sammen i fremtiden.

– At der i EU’s endelige rapport fra Den rådgivende Kommission for Bekæmpelse af Racisme og Fremmedhad (nr. 6906/1/95) på side 41, som begrundelse for den fortsatte indvandring, står:

“Den Rådgivende Kommission for Bekæmpelse af Racisme og Fremmedhad… finder, at også den demografiske udvikling i de europæiske samfund nødvendiggør en integration af indvandrede befolkningsgrupper i disse samfunds arbejdsstyrke som følge af den indfødte befolknings stigende gennemsnitsalder…”.

Som tidligere EU-kommissær må det formodes, at Ritt Bjerregaard kender denne rapport.

Pr. 1.1. 1999 var der ifølge Danmarks Statistik 413.875 personer af udenlandsk herkomst bosiddende i Danmark. Hvert år får ca. 17.000 nye udenlandske statsborgere opholdstilladelse i Danmark. En fremskrivningsprognose fra Danmarks Statistik viser, at med familiesammenføringer, samt de herboende fremmedes høje fødselsrate, vil Danmark inden 20 år have en million fremmede, hovedsageligt muslimer. Men det er jo alt sammen blot noget, politikerne ifølge fru Bjerregaard sådan er kommet til at lade ske – ikke bevidst eller efter nogen plan.

Hvis fru Bjerregaard virkelig vil påstå, at masse-indvandringen blot er noget, der “ligesom skete”, uden at Socialdemokratiet kunne forhindre det eller gøre noget som helst ved det, fortæller hun dermed, at hendes parti er totalt ukvalificeret som ansvarligt regeringsparti.

Fornuftige mennesker og seriøse forskere har længe set og advaret mod den nedbrydning af det danske samfund, der er ved at ske. Fortsætter udviklingen, ophører Danmark med at eksistere som et frit, demokratisk, dansk samfund. At danskerne ønsker at stoppe denne udvikling, er nemlig det store problem for de politisk korrekte. Derfor fører disse en massiv kampagne mod sandheden. For skal man tage Danmark fra danskerne, kan det kun ske i det skjulte.

Og de toneangivende fem procent er stadig venstrefløjen, som målrettet har sat sig på magtcentrene, medierne, undervisningssektoren, statsadministrationen, fagforeningerne og Folketinget m.m., hvorfra de holder resten af samfundet i et skattemæssigt og meningsmæssigt jerngreb. Og hvorfra de kan kriminalisere danskerne med skældsordet “racist”, såfremt disse vover at sætte spørgsmålstegn ved det multietniske paradis.

I sin bog “Fjernforhør” (p.22) siger Vaclav Havel:

“Og jeg tror, at hvis verden skal forandres til det bedre, så må noget forandres til det bedre, så må noget forandres først og fremmest i den menneskelige bevidsthed, i selve det nutidige menneskes humanitet, – mennesket må på en eller anden måde

komme til sig selv. Det må befri sig for den skrækkelige involvering i alle det totalitæres åbenbare og skjulte mekanismer, fra konsum over repression og reklame til tv-manipulation. Det må gøre oprør med rollen som magtesløs del af en gigantisk maskine. Det må atter i sig selv finde en dybere ansvarlighed for verden, – hvilket betyder en ansvarlighed over for noget højere, end det selv”.

“- Hvorfor stemmer I dog på sådanne politikere? Hvorfor finder I jer i, at de behandler befolkningen på den måde? Hvorfor bliver I ved med at stemme på politikere og partier som binder jeres mund, fylder jeres øren med løgn og ødelægger jeres land? I kan lade være med at give dem jeres stemme. Så er de magtesløse.

Hvad er det, Henrik Pontoppidan skrev: ‘I har de tyranner, I fortjener’.”

Søren Krarup i Ekstra Bladet 20-11-1992

IoD-kommentar:

Mogens Lykketofts forslag om at fordoble indvandringen i 1995 fra 10.500 til 21.000 lykkedes. Fra 2001 med den nye regering skete reduktion i tilstrømningen fra 2002-2004, hvorefter indvandringshastigheden begyndte at stige igen. i 2006 med 28 pct. , for de fremmede med 14 pct. Se tabel 1 og tbel 2 og de to tabeller adderet på:

http://www.lilliput-information.com/status06.html

Hello world!

Welcome to WordPress.com. This is your first post. Edit or delete it and start blogging!